
Jakob Suenson Schou (tv) i samtale med kollega på Arkitemas kontor i Carlsbergbyen
Ny arkitektonisk frontfigur i Arkitema
Jakob Suenson Schou skal styrke samspillet mellem bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet i tegnestuens projekter.
Jakob Suenson Schou
Jakob Suenson Schou tiltrådte som ny Senior Architectural Director i Arkitema 1. oktober og får det overordnede ansvar for at definere og forankre tegnestuens arkitektoniske retning på kontorerne i Aarhus, København og Aalborg.
Med mere end et årti på tegnestuen – senest som Design Director for almene boliger – bringer han en solid indsigt i både de faglige og organisatoriske dynamikker.
Udnævnelsen markerer en styrkelse af Arkitemas faglige fokus, hvor arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed skal integreres endnu tættere. Schou skal stå i spidsen for denne udvikling – ikke alene i projekterne, men også i opbygningen af en fælles faglig kultur blandt de over 300 ansatte i Danmark:
- Arkitemas arkitektur udspringer af en stærk tradition for at skabe arkitektur med fokus på mennesker, trivsel og fællesskab. I dag står vi samtidig over for et markant ansvar i forhold til klima og ressourceforbrug. Min ambition er at videreudvikle og styrke vores arkitektoniske tilgang, så den ikke alene viderefører vores sociale fokus, men også bliver et aktiv i den nødvendige grønne omstilling, fortæller Jakob Suenson Schou i en pressemeddelelse.
En integreret arkitekturforståelse
Schou ser sin rolle som bindeled mellem strategisk ledelse og daglig praksis – med fokus på at forankre arkitektonisk kvalitet og bæredygtige principper i hele organisationen:
- Det handler om at skabe en fælles kultur, hvor bæredygtige aspekter og arkitektonisk kvalitet går op i en højere enhed i alle projekter, fortæller han.
Arkitema er en del af COWI, hvor man glæder sig over den forstærkede faglige profilering:
- Jakob er en markant fagperson og en inspirerende leder, som skaber fremdrift og tydelig arkitektonisk retning. Det arbejde skal han fortsætte, når han fremover skal sætte arkitektonisk kvalitet endnu højere på agendaen, siger Sine Juul Praastrup, Senior Vice President i COWI.
Læs mere om den bæredygtige udvikling i byggebranchen