
Ny skole genfortolker Kødbyens madkultur og arkitektur
Skolen ved Dybbølsbro ligger på hjørnet af Kødbyen, hvor den tilfører nyt til den funktionalistiske arkitektur med sine åbne tag-skolegårde og moderne læringsmiljøer.
NORD Architects og BBP Arkitekter har tegnet Københavns nye folkeskole, Skolen ved Dybbølsbro, der ligger på hjørnet af Skelbækgade og Ingerslevsgade. Her markerer den afslutningen på Kødbyen med sin facade, beklædt med hvide keramiske fliser, der nænsomt refererer til områdets funktionalistiske arkitektur fra 1930'erne. Et centralt atrium, Hjerterummet, sammenbinder livet i skolen.
- Skolen ved Dybbølsbro er integreret i Kødbyens smukke fredede funktionalisme og skaber et særligt sted på Vesterbro og nye rammer for børn, unge og fritiden, fortæller Morten Rask Gregersen, partner i NORD Architects, i en pressemeddelelse.
Læringslandskab i højden
Skolen rummer 12.500 m² fordelt på fem etager og har kapacitet til 840 elever samt 336 børn. Et karakteristisk træk er den treetagers skolegård på tagterasserne, der tilbyder både dynamiske legeforløb og mindre uderum til undervisning og leg . Bevægelse er en stor del af designet med fysiske lege- og træningsuniverser med en rutsjebane og en 1.250 m² idrætshal, der kan opdeles i tre mindre sale og anvendes af lokale foreninger efter skoletid
En skole til gode madkundskaber
Konceptet for den nye skole er ’madkultur’. Med referencer til Kødbyens historie som tidligere slagtehaller, er skolen indrettet med eget produktionskøkken og et større spiseområde, der kan åbnes op mod skolegården. Eleverne deltager selv i madlavningen og kan servere frokost for hinanden. Madskolens faciliteter er også tilgængelige for lokalområdet efter skoletid .
- Folkeskolen handler ikke kun om at skabe demokratisk medborgerskab. Det handler også om at formidle og uddanne i vores fælles kulinariske kulturarv, slutter Eva Jarl Hansen, partner i BBP Arkitekter.
Den Hvide Kødbys historie
- Designet er inspireret af Verdensudstillingen i Stockholm i 1930.
- I 1980erne stopper slagtningen i Den Hvide Kødby.
- Den Hvide Kødby bliver fredet i 1999.
- Den Hvide Kødby åbner i 2005 for offentligheden og kreative virksomheder flytter ind.
- Slagtere og andre fødevarer virksomheder driver i dag fortsat deres erhverv side om side med restauranter, kontorer, gallerier - og nu Skolen ved Dybbølsbro.
Fakta om Skolen ved Dybbølsbro
- Areal: 12.500 m²
- Kapacitet: 840 elever og 336 KKFO-pladser
- Faciliteter: Produktionskøkken, madkundskabslokaler, idrætshal, tagskolegård
- Arkitekter: NORD Architects og BBP Arkitekter
- Landskabsarkitekt: BOGL
- Ingeniør: Norconsult
- Bygherre: Københavns Kommune, Byggeri København
- Totalentreprenør: BAM Danmark