Mette Ramsgaard: TræStrik
Ny udstilling giver indblik i forskningen bag fremtidens arkitektur
Det Kongelige Akademi åbner dørene til forskningen i arkitektur, design og konservering. Udstillingen The Researchers undersøger nye perspektiver på materialer, ressourcer og bæredygtighed.
Hvordan kan vi bygge, designe og bevare vores omgivelser på nye måder? Og hvad driver de forskere, der arbejder med at udvikle løsninger på fremtidens udfordringer?
Det er nogle af de spørgsmål, der udforskes i udstillingen The Researchers – Breaking New Ground in Design, Architecture and Conservation, som åbnede den 29. oktober på Det Kongelige Akademi i København.
Olga Popovic Larsen: Wood (Un)Wasted
Jakob Brandtberg Knudsen: Star Homes. Foto: Julien Lanoo
Else Skjold: Weaving Futures. Foto: Louise Damgaard
Nicolai Bo Andersen: Ingenious Houses
Udstillingen giver besøgende indblik i forskningen inden for arkitektur, design og konservering og sætter samtidig ansigt på de mennesker, der står bag. Her præsenterer ph.d.-studerende, lektorer og professorer deres arbejde og fortæller om den nysgerrighed og de faglige spørgsmål, der driver deres forskning.
Med afsæt i nye perspektiver på materialer, rum og ressourcer undersøger udstillingen, hvordan forskning kan bidrage til at udvikle mere bæredygtige og inkluderende måder at indrette samfundet på. Samtidig viser den, hvordan ny viden kan omsættes til konkrete løsninger og skabe forandringer i praksis.
Forskning i materialegenbrug og transformation
Forskning spiller en stadig større rolle på Det Kongelige Akademi. På mindre end ti år er forskningsmiljøet vokset med 65 %, og i dag arbejder 142 forskere med at udvikle ny viden inden for design, arkitektur og konservering.
Forskningsarbejdet kombinerer kunstneriske og videnskabelige metoder med ambitionen om at bidrage til løsningen af væsentlige samfundsmæssige udfordringer.
På udstillingen præsenteres forskning fra ti af akademiets forskningscentre, forskningsklynger og projekter. Besøgende får mulighed for at opleve konkrete forskningsresultater og fordybe sig i en række emner, der spænder fra materialegenbrug, tekstilproduktion og transformation af eksisterende byggeri til læsbar typografi, kunstig intelligens og bevaring af kulturarv.
Dermed giver The Researchers et indblik i både forskningens metoder og resultater samt de muligheder, der opstår, når arkitektur, design og konservering bidrager med nye perspektiver på vores byggede omgivelser.
Fakta om udstillingen
Udstilling: The Researchers – Breaking New Ground in Design, Architecture and Conservation
Sted: Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, Danneskiold-Samsøes Allé 51, 1435 København K
Periode: 29. oktober 2026 – 16. april 2027
Åbningstider: Hverdage kl. 9 – 18
Lukket: 23. december 2026 – 3. januar 2027
