Nyt Kyst- og Lystfiskercenter bliver indgang til livet under vand
3XN/GXN og landskabsarkitekterne DETBLÅ har vundet konkurrencen om at bygge et nyt nationalt Kyst- og Lystfiskercenter på Assens Havn. Den enkle og rå træbygning skaber en legende ramme for formidlingen af livet under vand.
En enig bedømmelseskomité for konkurrencen om det nye Kyst- og Lystfiskercenter i Assens har valgt skitseforslaget fra 3XN/GXN med teknisk og faglig støtte fra DETBLÅ, Henry Jensen A/S Rådgivende Ingeniører og Bactocon ApS.
Bygningen bliver en kompakt trækonstruktion på 700 m2 i to etager med i alt tre udstillingsrum. Den er beskyttet af en skærm af tegl og biogene materialer, der opfylder arkitektkonkurrencens krav til holdbarhed og bæredygtighed. Et stort ovalformet tag giver bygningen en skærm, der både kan give ly for de besøgende og give bygningen nødvendig modstandsdygtighed.
Et vartegn for viden om vand
Forståelsen for at der skal passes bedre på havmiljøet vokser og projektet skaber en stærk arkitektonisk ramme for det nationale centers arbejde med formidlingen af viden om vand og hvordan mennesker og klimaforandringer påvirker havet.
- For os har det været vigtigt at designe en bygning, som på en og samme tid er enkel og legende i sit design. En bygning som passer ind i omgivelserne og er varm, velkommende, legende og oplevelsesrig. Bygningens ovale form gør, at den er let genkendelig fra alle sider. Den har et stærkt design og et fleksibelt layout. Bygget af varme, robuste og naturlige materialer, træ og tegl. Bygningens design er kompakt, enkelt og bæredygtigt, fortæller Jan Ammundsen Senior Partner i 3XN/GXN i en pressemeddelelse.
- Med det valgte forslag får Assens by et vartegn, der kommer til at løfte byen og gøre havneområdet endnu mere attraktivt, siger formand for bedømmelseskomitéen og borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.
Havlandskabet
Udover bygningens indre rum bliver også etableret tre større bassiner uden om bygningen, som væves sammen gennem et nyt stenrev i havnen. Stenrevet bliver gennemskåret af små kløfter og undervandsdale og skaber et habitat for fisk og andre arter. Her kan alle gå på opdagelse og bruge sine sanser til at lære om livet under vand - røre, dufte og se ned på havets levende bund.
Bedømmelsesgrundlaget for vinderforslaget fremhæver:
- Med en monolitisk form står bygningen som et markant vartegn, der er velforankret i havnens store fortælling, de visuelle kig ud mod havet og de tre øer i horisonten. (…) Bygningens ikoniske hovedform tegnes af en stor oval skærm, der omslutter de to ankomst- og udstillingsetager og en udendørs udstillings- og 360 graders udsigtsplatform øverst. (…) et stærkt og enkelt arkitektonisk greb, der med sit formsprog, skala og materialekarakter skaber en unik og genkendelig bygning, der både spiller sammen med pakhuset og det omgivende havne- og bymiljøs mangfoldige udtryk og samtidig har sin helt egen tydelige identitet (…).
Vinderforslaget gør det muligt at opleve en tæt kontakt med vandet, hvilket opfylder A.P. Møller Fondens krav om at øge danskernes kendskab til livet under vand.
Fire prækvalificerede teams
15 teams havde i alt meldt sig til arkitektkonkurrencens prækvalifikation og fire blev prækvalificeret. 3XN’s vinderforslag blev udvalgt i konkurrence med arkitektfirmaerne Kjaer & Richter, BIG - Bjarke Ingels Group og Lundgaard & Tranberg.
Kyst- og Lystfiskercenteret er finansieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 25 millioner kroner, Nordea-fonden med 19 millioner kroner samt staten og Assens Kommune med henholdsvis 22 og 15 millioner kroner.
3XN A/S med teknisk og faglig støtte fra Detblå ApS, Henry Jensen A/S Rådgivende Ingeniører og Bactocon ApS.
Baggrund for det nationale Kyst- og Lystfiskercenter:
- På finansloven i 2018, blev der afsat 32 mio. kr. til den nationale strategi for kyst- og lystfiskeri. Heraf er de 22 mio. kr. øremærket til at etablere et Kyst- og Lystfiskercenter.
- Opførelsen af Centeret forventes at beløbe sig til 70 – 75 mio. kr. samt diverse følgeinvesteringer og allerede afholdte udgifter.
- Assens Kommunes Byråd har afsat 15 mio. kr. til opførelsen af Centeret. Den resterende økonomi finansieres med 25 millioner kroner i støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 19 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden.
- Assens Kommune er tovholder på at føre strategien ud i virkeligheden.
Bedømmelseskomité
Bedømmelseskomitéen består af:
- Søren Steen Andersen, Borgmester, Assens Kommune
- Søren Thomsen, Viceborgmester, Assens Kommune
- Poul Erik Svendsen, Formand for Social- og Ældreudvalget, Assens Kommune
- Pernille Illum, Fondsrådgiver, A.P. Møller Fonden
- Troels Radmer-Jensen, Fondsrådgiver, A.P. Møller Fonden
- Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, Fagdommer (arkitektur)
- Emma Hessner, Fagdommer (landskab)
- Peter Bak Frederiksen, Fagdommer (havnebyggeri)