Graam har opført sit parkeringshus i træ i Frankrig
Nyt koncept for parkeringshuse i træ halverer CO2-udledningen
NCC og det franske arkitektfirma Graam er gået sammen om at tilbyde parkeringshuse i træ til det danske marked. Parkeringshusene har bærende konstruktioner i træ, mens parkeringsdækkene er i beton. Samlet set mere end halverer konstruktionen udledningen af CO2 i forhold til traditionelle parkeringshuse.
Møde om p-huse i træ Fra venstre Nana Ejlers Zinedine Bekkar Mathias Romvos og Jesper Gaarde
– Vi er meget glade for at kunne tilbyde dette koncept, som er et nybrud indenfor parkeringshuse. Udover at belaste klimaet mindre, har konceptet en fleksibilitet med mulighed for at integrere andre funktioner i bygningen f.eks. sportsanlæg, så parkeringshuset også kan være et socialt tilskud til byen, siger Nana Ejlers, markedsdirektør i NCC Danmark i en pressemeddelelse.
De fritstående søjler og synlige trækonstruktioner giver bygningen et varmere og mere venligt udtryk end grå betonvægge.
Graam Architecture har stor erfaring med træbyggeri og har blandt andet tegnet et tilsvarende parkeringshus, som er opført i Dijon, og de er ved at projektere yderligere ni træparkeringshuse i Frankrig. Parkeringshuset i Dijon var i 2022 finalist ved MIPIM Awards i Cannes.
For arkitekterne hos Graam er samarbejdet med NCC også et indtog på et nyt marked, og de er spændte på modtagelsen i Danmark.
Trækonstruktionerne giver bygningen et varmere og mere venligt udtryk end grå betonvægge Foto Graam
– For os er det fantastisk at komme ind på det danske marked i samarbejde med NCC, der, ligesom os, har meget fokus på reducering af CO2-udledningen. Vi er stolte af vores parkeringshuse og håber, at danskerne vil tage godt imod dem, siger Zinedine Bekkar, CEO i Graam Arkitekter.
Med det nye parkeringshus i træ har Graam skabt en konstruktion, der til fulde lever op til de gældende danske og europæiske krav.
– Vores koncept er fleksibelt, da trækonstruktionen er opført, så den nemt kan skilles ad og bruges på ny i andre sammenhænge. Desuden har konstruktionen en styrke og stabilitet, der sikrer, at bygningens funktion kan ændres i fremtiden, siger Mathias Romvos, Founding Partner i Graam Architecture i en pressemeddelelse.
– Nogen vil måske studse og tænke, om et parkeringshus i træ er sikkert nok i forhold til brand, og det er det. Faktisk er massivt træ svært at få til at brænde, og designet lever op til alle gældende krav og standarder, siger Jesper Gaarde, produktionsdirektør i NCC Building.
NCC ser frem til opførelsen af det første parkeringshus i træ på dansk grund og er i dialog med flere interesserede bygherrer.