Overfladebelægning forener funktion, æstetik og miljøhensyn
Stier og pladser er vigtige for parker og byrum, hvor de tilbyder forbindelser, ophold og aktiviteter. Med den rette belægning fuldendes den æstetiske oplevelse og lever op til krav om holdbarhed, miljøhensyn og sikkerhed.
Natursten i alverdens farver og et vegetabilsk bindemiddel kaldet Vegecol er Dansk Overfladebelægnings (DOB) opskrift på en både æstetisk og funktionel belægning til bl.a. stier og pladser i byrum og parker.
Fordi bindemidlet er transparent, træder stenenes farver mere frem, og på den måde kan belægningen nærmest skræddersyes til ethvert projekt. Uanset om ønsket er at skabe visuel harmoni med omkringliggende arkitektur, markere en kontrast til den eller en naturlig integration i grønne omgivelser.
Et naturligt valg
Det var netop det naturlige look, der tiltalte projektleder i Haderslev Kommune Jens-Kristian Mikkelsen, og som fik ham til at vælge DOB’s overfladebelægning til byens nye park, Hertug Hans Parken, der er udviklet i samarbejde med arkitektfirmaet DETBLÅ.
– Vi har transformeret et gråt og lidt kedeligt område af byen til et levende parkrum, alle kan have glæde af. Parken binder samtidig den historiske bymidte sammen med den nye bydel på havnen, fortæller Jens-Kristian om projektet, hvis formål desuden har været at skabe bedre afledning af regnvand i området.
Han blev første gang opmærksom på DOB’s overfladebelægning på Klimafolkemødet i Middelfart.
– Det er en perfekt løsning til vores projekt. Det ligner grus, men overfladen er fast og virkelig holdbar. Derfor kan alle færdes på stierne – også gangbesværede – og stierne kræver desuden mindre vedligehold. Mange roser stierne og er glade for den lyse og naturlige overflade med majssten – frem for mørk asfalt, siger Jens-Kristian. Han fortæller desuden, at det kun er et plus, at Vegecol også har et mindre klimaaftryk sammenlignet med bitumenbaserede bindemidler.
Mindre CO2, længere levetid
Det plantemateriale, som Vegecol er udvundet af, optager CO2 under væksten, og CO2 bliver efterfølgende bundet i overfladebelægningen i hele dens levetid. Vegecol udleder ca. 70 % mindre CO2 end traditionelle bindemidler.
Overfladebelægning kan desuden udlægges på et eksisterende asfaltunderlag, hvilket reducerer ressourceforbruget i anlægsarbejdet væsentligt. Underlagets levetid forlænges, mens overfladen får et helt nyt liv.
