De seneste to års vinderprojekter. Til venstre vinderne af hovedprisen: Thoravej 29 i København (2025) og Tscherninghuset i Hedehusene (2024). Til højre vinderne af Specialprisen: Det Fælles Mødested Tarup-Davinde (2025) og Lydinge Aagård (2024)
Renoverprisen 2026: Her er 18 bud på fremtidens renovering
Feltet er nu indsnævret til årets Renoverprisen, hvor 18 af de 139 indstillede renoveringsprojekter fra hele landet går videre i kapløbet om hovedprisen, mens fire projekter fortsat er i spil til Specialprisen.
Ud af 139 indstillede renoveringsprojekter fra hele landet til årets Renoverprisen har nomineringsudvalget nu udvalgt 18 projekter til longlisten til hovedprisen, mens fire projekter fortsat er i spil til Renoverprisens Specialpris.
Projekterne spænder bredt – fra transformationen af en tidligere industribygning i Randers og en historisk mølle på Helnæs til et mikrobryggeri i Haderslev og restaureringen af en herregård på Langeland. Fælles for dem er, at de arbejder med eksisterende bygninger og giver dem nye funktioner gennem renovering og transformation.
Bred repræsentation af renoveringsopgaver
De 18 projekter viser bredden i dansk renoveringspraksis – fra mindre boligprojekter til omfattende transformationer af historiske og industrielle bygninger.
– Longlisten i år viser, hvor mange forskellige veje der kan føre til en vellykket renovering. Der er de små, præcise indgreb i en mindre bolig – og de store transformationer af historiske og industrielle bygninger. Fælles er, at de viser, hvordan dygtige bygherrer, rådgivere og håndværkere kan skabe nye funktioner og kvaliteter i det eksisterende byggeri – uden at miste de spor og fortællinger, der gør dem særlige, siger nomineringsudvalgets formand Henrik Mielke i en pressemeddelelse.
Næste skridt i nomineringen
I de kommende måneder vil nomineringsudvalget reducere feltet yderligere. Her forventes seks projekter at blive nomineret til Renoverprisens hovedpris 2026.
Hovedprisen gives til et projekt, der på særlig overbevisende vis forener arkitektonisk kvalitet, funktionalitet og innovation i arbejdet med eksisterende bygninger.
Derudover uddeles Renoverprisens Specialpris, som anerkender projekter, der gennem en kreativ tilgang fornyer bygninger med historisk eller lokal betydning. Fire projekter er fortsat i spil til denne pris.
Vinderne kåres ved prisuddelingen den 3. september 2026 efter afstemning i et valgkollegium bestående af mere end 90 fagfolk fra byggebranchen. Prisen tildeles hele holdet bag projektet – fra bygherre til rådgivere og udførende.
Projekterne på longlisten til hovedprisen
De 18 projekter på årets longlist til hovedprisen er:
- Transformation af lille fabrik, Randers: Det gamle trykkeri i Kistrup er blevet til en moderne lægeklinik, hvor den eksisterende struktur er bevaret og videreudviklet.
- Helnæs Mølle – genfødsel af et vartegn, Ebberup: Den historiske mølle på Helnæs er blevet transformeret til restaurant og sat i stand med respekt for de oprindelige materialer og konstruktioner.
- Mikrobryggeriet Zeitgeist, Haderslev: En eksisterende bygning i Haderslev er blevet indrettet til mikrobryggeri med faciliteter til produktion og ophold.
- Trinity Quarters, København: Et historisk bygningskompleks i Indre By er blevet transformeret til et mixed-use-projekt med hotel, boliger og butikker.
- Fra trælager til innovationshus, Østbirk: Et tidligere trælager fra 1995 er blevet transformeret til et 14.000 m² innovationshus med arbejdspladser, laboratorier og værksteder for omkring 500 medarbejdere.
- Lyngbyvej 100 – historisk ejendom genopstår som moderne kontormiljø, København: En bevaringsværdig teglstensbygning fra 1941 på Østerbro er blevet renoveret og omdannet til et flerbrugerhus for NGO’er og organisationer.
- Nørre Fælled Skole, København: Den bevaringsværdige skole fra 1932 er blevet renoveret og moderniseret med respekt for den oprindelige funktionalistiske arkitektur i røde tegl og kobbertage.
- Dyngby Strand – et sommerhus fra 60’erne i nye klæder, Odder: Et A-formet sommerhus fra 1960’erne ved Dyngby Strand er blevet opgraderet med afsæt i husets oprindelige geometri.
- Fra faldefærdigt fiskergarnhus til café og kulturhus, Bagenkop: Et tidligere fiskergarnhus på 38 m² på Bagenkop Havn er blevet totalrenoveret og omdannet til café og kulturhus.
- Ribbefabrikken på Valhøjvej, Valby: En tidligere fabriksbygning i en baggård i Valby, hvor der blev produceret ribber til skoler, er blevet transformeret til boliger.
- Lejlighed i Sigerstedgade, København: En loftslejlighed i en københavnsk ejendom fra 1890’erne er blevet udvidet og renoveret ved at inddrage tidligere uudnyttede tagrum.
- Broløkke Herregård på Langeland, Humble: Det historiske herregårdsanlæg Broløkke på Sydlangeland er blevet gennemgribende renoveret og omdannet til hotel-, konference- og kulturanlæg.
- ObelHus – 65 svanemærkede boliger, Aalborg: En tidligere fabriksbygning fra 1938 i Aalborg er blevet renoveret og transformeret til 65 svanemærkede lejeboliger.
- Højstrupparken, Odense: Den almene boligbebyggelse Højstrupparken fra 1948-52 i Odense har gennemgået en omfattende renovering med fokus på at modernisere boligerne og samtidig bevare den oprindelige arkitektur.
- Søfartsstyrelsens tidligere værkstedsbygning, Korsør: En tidligere værkstedsbygning på Korsør Havn er blevet omdannet og transformeret til kontordomicil for Søfartsstyrelsen.
- Carlsberg Akademi, Carlsberg Byen, København: Det fredede bygningsanlæg, der oprindeligt blev opført som brygger J.C. Jacobsens bolig med tilhørende vinterhave og væksthuse, er blevet restaureret og transformeret til et moderne venue for konferencer, møder og kulturelle arrangementer.
- Bethlehem, Hillerød: Det tidligere missionshus Bethlehem fra 1889 i Hillerød er blevet ombygget og transformeret til 11 boliger i flere plan.
- Landemærket 8, København: En kontoretage i Gutenberghus er renoveret og indrettet som tegnestue.
Projekter udvalgt til Specialprisen
Fire projekter er fortsat i spil til Renoverprisens Specialpris:
- Huset I_RO, Ikast
En tidligere industrisystue i Ikast er renoveret og omdannet til et mødested med showroom, mødelokaler, yogastudie og café.
- STORM Folke- & Naturgård, Faaborg
De tidligere kostalde på den fredede Stormgård i Haastrup er renoveret og omdannet til en folkesal og et samlingssted for lokalsamfundet.
- Cirkulær renovering af bolig, Åbyhøj
En 1-værelseslejlighed i et alment boligbyggeri i Åbyhøj er renoveret med fokus på cirkulære principper.
- Kirkehøjgård i Horne, Faaborg
Den fredede, firelængede bindingsværksgård Kirkehøjgård i Horne er blevet gennemgribende restaureret efter mange års forfald.
Læs mere om alle projekterne på Renoverprisens hjemmeside.
Om Renoverprisen
Renoverprisen er etableret af Realdania og Grundejernes Investeringsfond for at fremhæve eksempler på renoveringsprojekter, der bidrager til at udvikle og fremtidssikre den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
Prisen er uddelt årligt siden 2013 og hylder hele holdet bag projekterne – fra bygherre og rådgivere til håndværkere og entreprenører.
Projekterne vurderes blandt andet på deres eksempelværdi, samarbejde, ressourceanvendelse, faglige kvalitet, brugerværdi og bidrag til bygningskulturen.
Vinderen af hovedprisen modtager 100.000 kr., mens vinderen af specialprisen modtager 10.000 kr.
