
Skole og bydelshus i ét: Stigsborg får nyt samlingspunkt
Huset Stigsborg, som er tegnet af arkitektfirmaet Kjaer & Richter, åbner til august 2025 med institutioner og skole samlet under ét tag og vil også fungere som fælleshus i Aalborgs spirende bydel.
Når Huset Stigsborg slår dørene op i august, markerer det et nybrud i Aalborg Kommune. For første gang i 45 år opføres der en ny skole i kommunen – og denne gang kombineres skolebyggeri med daginstitutioner og et bydelshus.
Den samlede bebyggelse er formgivet med henblik på at understøtte børns læring og deltagelse – fra vuggestue til 9. klassetrin – og samtidig fungere som et åbent mødested for hele lokalområdet. Bygningen understøtter visionen om et hus, hvor børn og unge kan udvikle sig i trygge rammer og indgå i større læringsfællesskaber på tværs af alder og tilbud.
Fællestorv og faciliteter for lokale
Huset er tegnet af Kjaer & Richter og arkitekturen er disponeret med et centralt fællestorv i stueetagen, hvor de mindste børn har deres daglige gang. Fællestorvet forbinder idrætshal, multisal, fitnessområde, musik- og øvelokaler samt et folkekøkken, hvilket skaber et fleksibelt samlingspunkt med mulighed for fællesskab både i og uden for skoletid.
Bydelen får hermed et nyt kulturelt og socialt centrum, som også i aftentimer og weekender skal være tilgængeligt for borgere i Stigsborg og resten af Nørresundby-området.

Nye rammer for læring
Med samlokaliseringen af skole, daginstitution og bydelshus er ambitionen at skabe stærkere bånd mellem børn, unge og deres nærmiljø. Børnene skal opleve overgange mellem faser i livet og forskllige institutionstyper som sammenhængende og meningsfulde, og bygningen indbyder til et dagligt samspil på tværs af brugere og funktioner.
Indretningen inviterer til deltagelse og fællesskab. Børn og unge kommer til at bruge de samme rammer over en lang årrække, hvilket understøtter tryghed og kontinuitet i deres udvikling, lyder det fra Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Det arkitektoniske greb skal således ikke kun understøtte læring og trivsel, men også fungere som en løftestang for nye pædagogiske og demokratiske praksisser i hverdagen.
Fakta om Huset Stigsborg
- Første nybyggede folkeskole siden 1970’erne i Aalborg Kommune
- Rummer daginstitution (100 børnehavebørn og 60 vuggestuebørn) og folkeskole (op til 1.000 elever)
- Husets faciliteter kan også benyttes af foreninger og grundejerforeningen på Stigsborg
- Designet til trivsel og praksislæring
- Byggefeltets grundareal: 6.200 m2 + udearealer
- Byggeriets etageareal: ca. 16.000 m2
- Arkitekter: Kjaer & Richter, som er en del af Vilhelm Lauritzen Arkitekter
Læs mere om uddannelsesbyggeri i Byggeri+Arkitekturs artikelserie her