Skulpturel spindeltrappe som vartegn i Norlys’ nye hovedkontor
Midt i ankomstområdet i det nye domicil for Norlys i Aalborg rejser en markant spindeltrappe sig, beklædt med buet fermacell fibergips. Et projekt lidt ud over det sædvanlige for Den Bette Tømrer.
I Norlys’ nye hovedkontor på havnefronten i Aalborg for 850 medarbejdere tager en 25,5 meter høj spindeltrappe sig imod i atriet. Trappen er ikke blot en funktionel forbindelse mellem etagerne, men et centralt arkitektonisk greb i det 32 meter høje kontorbyggeri, der er tegnet af Sweco Architects.
Bag udførelsen står tømrervirksomheden Den Bette Tømrer, som i tæt samarbejde med James Hardie – producenten bag fermacell – har realiseret trappeløsningen, der forener æstetik, brandsikring og avanceret materialebearbejdning.
Specialudviklet metode til buede flader
Trappen var oprindeligt tænkt i traditionel gips, men kombinationen af stramme brandkrav og den komplekse geometri gjorde opgaven teknisk krævende. Man valgte derfor fermacell fibergips, som med sin materialestyrke og formbarhed gjorde det muligt at anvende kun ét lag – i modsætning til to lag ved traditionel gips.
– Fibergipspladerne blev vandet og derefter formet over specialfremstillede skabeloner, før de tørrede under kontrollerede forhold. Hver enkelt plade skulle formes med præcision for at opnå den ønskede krumning, fortæller snedker Rikke Larsen fra Den Bette Tømrer, som stod for hele produktionen af de buede plader.
Materialeprøve med perspektiv
Efter opsætningen blev de buede fibergipsplader spartlet og beklædt med egefiner, hvilket giver trappen et taktilt og varmt udtryk, der spiller op mod bygningens overordnede arkitektoniske vision. Det færdige resultat er både et teknisk og æstetisk statement i husets indre. Hos James Hardie betragter man trappen som et eksempel på, hvordan fibergips kan anvendes i komplekse og designorienterede løsninger.
– Det er første gang, vi har været med på et projekt i den skala, hvor pladerne skulle bøjes, og resultatet taler for sig selv, siger Rasmus Kokholm, Area Sales Manager hos James Hardie, der ejer fermacell.
Byggeriet af Norlys’ hovedkontor blev igangsat i 2022 og afsluttet i august 2025.
Læs flere artikler om æstetiske løsninger til trapper, gulve og lofter
