Tinghøj Beholderanlæg skal nybygges.
Tinghøj Beholderanlæg skal nybygges til fremtidens drikkevandsforsyning
HOFORs største vandbeholderanlæg, Tinghøj Beholderanlæg, er så nedslidt, at det skal bygges om. Dele af det delvis fredede anlæg vil indgå i nybyggeriet, så det arkitektoniske udtryk bliver bevaret i henhold til fredningen.
Tinghøj Beholderanlæg skal nybygges, Foto af Peter M. Madsen
Tinghøj Beholderanlæg står overfor de mest gennemgribende ændringer i anlæggets 90 år lange historie som en del af vandforsyningen til København.
Anlægget er tegnet af arkitekt Ib Lunding i 1930'erne og er delvist fredet. opbevarer en stor del af drikkevandet til København i kortere eller længere tid, men det er nu så nedslidt, at HOFOR har valgt, at det skal nybygges og i samme ombæring få hævet kapaciteten til 225.000 m3.
COWI har vundet opgaven som teknisk rådgiver, der forventes at strække sig til 2031, såfremt Slots- og Kulturstyrelsen endeligt godkender projektet.
Projektchef for vandværker og blødgøring i HOFOR, Erling V. Fischer, udtaler:
- Tinghøj Beholderanlæg er en vigtig brik i vores arbejde med at holde forsyningssikkerheden høj for drikkevand i København og resten af Hovedstadsområdet. Med det nye anlæg får vi endnu bedre mulighed for at sørge for en stabil leverance med høj drikkevandssikkerhed.
Projektet forventes at have en omkostning på over 1 mia. kr. og udbuddet til de udførende entreprenører forventes at ske omkring 2025.
Innovativ beholder-i-beholder-løsning giver nye muligheder
Det nuværende anlæg består af 11 beholdere, hvoraf fem indgår i den nye løsning sammen med en ny beholder, der skal opføres. I fire af de nuværende beholdere skal der konstrueres en såkaldt beholder-i-beholder, hvor man hæver toppen af den oprindelige konstruktion og laver en ny beholder inde i den gamle.
Toppen dækkes af en klimaskærm, der får samme karakteristiske udseende som det eksisterende anlæg, så arkitekturen bevares bedst muligt i henhold til fredningen. Klimaskærmen holdes adskilt fra den vandtekniske beholder, og samtidig etableres der dræn, så den vandtekniske beholder også er afskærmet fra den ydre beholder i bunden.
Tinghøj Beholderanlæg skal nybygges, Foto af Peter M. Madsen
Associate Project Director i COWI, Ole Tronier, udtaler:
- Nybygningen af Tinghøj Beholderanlæg er en spændende udfordring, hvor vi skal kombinere forsyningssikkerhed, bevaring af arkitektur og drift. Vi skal bygge et nyt anlæg og samtidig sørge for, at det gamle er i drift under hele byggeprocessen. Det kommer til at kræve tæt samarbejde mellem HOFORs drift og vores projekteringsledelse, og det ser vi frem til at etablere.
Løsningen giver væsentlig bedre adgangsforhold for vedligeholdsarbejder, mens beholderen er i drift, og samtidig bliver det lettere at detektere eventuelle fejl.
Et robust anlæg, der er designet til fremtidens drikkevandsforsyning
Det nuværende Tinghøj Beholderanlæg er nedslidt efter mange års tro tjeneste i den københavnske vandforsyning, og det medfører et stort behov for løbende servicering og kontrol. Den byrde ændrer sig med det nye anlæg, som lever op til en moderne forsynings krav til automatisering, arbejdsmiljø og drikkevandssikkerhed. Det nye anlæg er designet med et volumenkrav på 225.000 m3 i 99 % af levetiden, der forventes at være 75 år.
Det nye anlæg kommer samlet til at bestå af fire nye beholder-i-beholder-løsninger, én beholder bygget i 2017 og én ny beholder, der skal bygges i forlængelse af de nuværende. HOFOR har gode erfaringer med beholder-i-beholder-princippet, der også blev brugt ved den senest byggede beholder fra 2017. Foreløbigt er det planlagt, at den nye beholder bygges først, så dennes kapacitet står til rådighed i resten af byggeprocessen.
Fredet arkitektur skal indgå i den nye løsning
Tinghøj Beholderanlæg er tegnet af Ib Lunding og store dele af anlægget er fredet både indvendigt og udvendigt. Derfor afhænger projektets fremdrift af, at Slots- og Kulturstyrelsen godkender det foreslåede projekt. Løsningen er derfor designet til at bevare store dele af det nuværende arkitektoniske udtryk, bl.a. ved at de karakteristiske nedgangsværker afmonteres, hvor der skal laves beholder-i-beholder, og monteres igen, når den nye løsning anlagt.