Væk med grå og fantasiløse veje i museumskvarteret
Ny visionsoplæg fra Parkmuseerne i København vil åbne byrummet om museerne og skabe bedre adgang til seks af hovedstadens største kulturinstitutioner.
Formand for Parkmuseerne, direktør Søren Bak-Jensen (th.), Arbejdermuseet, og næstformand, direktør Thomas Thulstrup, Den Kongelige Samling, Rosenborg.
Målet er at forvandle de nuværende trafikorienterede gader Sølvgade og Øster Voldgade tilbage til de grønne vejstrøg som tidligere og reetablere forbindelsen mellem Kongens Have og Botanisk Have.
- København går glip af meget værdi, når et så enestående, naturrigt og kulturelt område gennemskæres af grå, fantasiløse veje. Vi ønsker en debat om, hvordan vi kan skabe et sammenhængende museums- og dannelseskvarter, der inviterer alle indenfor, fortæller Søren Bak-Jensen, direktør for Arbejdermuseet og formand for Parkmuseerne, i en pressemeddelelse.
Fokus på historisk sammenhæng og naturoplevelser
Visionsoplægget er udarbejdet af Nordic Office of Architecture og peger på konkrete greb til skabe nye forbindelser mellem museerne på tværs af de store veje. Forslaget understøtter samtidig Københavns Kommunes strategi om at fremhæve byens historiske lag gennem grønne forbindelser, der både bidrager til bedre ophold og rekreation, biodiversitet, naturoplevelser, regnvandshåndtering samt forebygger varmeøer i det tætte byrum.
- Det er et virkelig spændende oplæg fra Parkmuseerne, der gør området grønnere og mere oplevelsesrigt. Som kommune kan vi ikke løse alt selv, og derfor er det fantastisk, når andre aktører tager initiativ, udtaler Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København.
Grøn omstilling med plads til transport
Forslaget forholder sig pragmatisk til byens eksisterende infrastruktur. Det fremhæves, at omdannelsen af de trafiktunge gader kan ske uden at forringe forholdene for hverken biltrafik eller kollektiv transport. Samtidig skal løsningerne sikre fortsat adgang for turistbusser til de seks kulturinstitutioner.
- Parkmuseernes vision spiller godt sammen med Wonderful Copenhagens indsats for at udvikle turismen i hovedstaden, fortæller Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
Fakta om Parkmuseerne
Parkmuseerne blev etableret som samarbejde i 2012 og udgør et samlet museumskvarter midt i København. Museerne tilbyder en fællesbillet, som giver adgang til ét besøg på hvert af de seks institutioner inden for et år. Museerne spænder bredt – fra arbejderhistorie og kongelige samlinger til naturvidenskab og billedkunst.
Læs flere artikler om byudviklingsprojekter
