Vejle er Nordens grønneste – Frederiksberg ligger sidst
Ny nordisk analyse fra HUGSI af byernes grønne arealer placerer Vejle i top og Frederiksberg i bund af indekset. AI-data til planlægning viser samtidig et samlet nettotab af grønne områder i Norden.
Danmark indtager både første- og sidstepladsen i Husqvarna Top Green Cities Nordic 2025, der omfatter de 41 største byer i Norden. Analysen bygger på data fra Husqvarna Urban Green Space Insights (HUGSI) – en AI-baseret satellitløsning, som måler andelen af grønne områder, deres fordeling i bystrukturen og den vegetative sundhed.
Vejle placerer sig som Nordens grønneste by. 58 % af byens areal er registreret som grønt – svarende til knap 500 m² pr. indbygger, omtrent to tennisbaner. Kombinationen af en høj andel træer, græsarealer og øvrig vegetation samt en relativt jævn fordeling i byens væv udløser 76,80 point i det samlede grønne indeks. Det nordiske gennemsnit ligger på 62,48 point.
Globalt placerer Vejle sig som nummer 13 ud af 516 byer i HUGSI’s internationale opgørelse.
Ifølge Erik Swan, specialist i grønne områder og projektleder for HUGSI hos Husqvarna Group, viser resultaterne, at også mellemstore byer kan indtage en førerposition:
– Vejles resultater viser, at selv mindre byer kan gå forrest og inspirere både større byer og internationale storbyer til at investere i grønnere og mere robuste bymiljøer.
Frederiksberg indtager bundplaceringen
I den modsatte ende af skalaen ligger Frederiksberg som nummer 41 ud af 41 nordiske byer. På trods af markante parklandskaber som Frederiksberg Have og arealerne ved Landbohøjskolen udgør grønne områder samlet set kun 24 % af kommunens areal.
Det svarer til 28 m² grønt areal pr. indbygger. Samtidig er de grønne strukturer koncentreret i få, større parker frem for integreret i det tætte byrum, hvilket påvirker indeksscoren negativt. Frederiksberg opnår herved 31,50 point og placerer sig globalt som nummer 459 ud af 516 byer.
Dansk fremgang i ændringsanalysen
Ud over selve ranglisten indeholder rapporten en ændringsanalyse, der følger udviklingen i grønne arealer fra 2023 til 2024. Her markerer Danmark sig positivt.
Kun fem nordiske byer har haft en nettofremgang – og tre af dem er danske:
- Aarhus: +1.175.800 m²
- Randers: +246.000 m²
- Odense: +24.100 m²
Aarhus har dermed den største positive nettoændring blandt alle 41 byer. Samlet set giver det en dansk nettofremgang på cirka 1,24 mio. m² grønne områder på tværs af de ti analyserede danske byer – svarende til omkring 175 fodboldbaner – trods tilbagegang i flere kommuner.
Samlet nordisk nettotab
På tværs af Norden peger udviklingen dog i modsat retning. Ændringsanalysen viser et samlet nettotab på 385.000 m² grønne områder fra 2023 til 2024 – cirka 54 fodboldbaner.
Top 5 grønneste byer i Norden er:
- Vejle
- Uppsala
- Linköping
- Pori
- Odense
Ifølge Erik Swan viser ranglisten, at det ikke alene er de store, ikoniske parker, der er afgørende:
– Grønne områder handler også om, hvor meget grønt der er i hverdagen, og hvor godt det er fordelt i byen. Den type indsigter kan bruges aktivt i planlægningen af fremtidens byrum.
Grøn struktur som planlægningsparameter
Rapporten understreger, at byernes grønne infrastruktur er under pres i takt med urban fortætning, boligbyggeri og udbygning af infrastruktur. Samtidig spiller træer, bynære naturområder og mindre grønne lommer en dokumenteret rolle i forhold til klimatilpasning, varmeøeffekt, støjdæmpning og luftkvalitet.
Med satellitbaseret data og AI-analyser bliver det muligt at følge udviklingen løbende og integrere grønne nøgletal i den strategiske byplanlægning – både som klimaindsats og som arkitektonisk og social kvalitet i den tætte by.
Læs flere artikler om danske og internationale landskabsprojekter
