Vikingtidsmuseet – nye rammer for vikingearven i Oslo
På Bygdøy i Oslo opføres Vikingtidsmuseet som afløser for det tidligere Vikingeskibshus. Museet skal sikre tidssvarende rammer for udstillingen og bevaringen af de historiske vikingeskibe og samler nyt og eksisterende byggeri i et samlet arkitektonisk greb, hvor bevaring, formidling og funktion er styrende.
Vikingtidsmuseet afløser det ikoniske Vikingeskibshus og markerer et nødvendigt skifte i rammerne for Norges vikingearv. De eksisterende bygninger kunne ikke længere sikre de skrøbelige skibe mod klimaudsving og strukturelle belastninger og dermed heller ikke deres overlevelse på lang sigt.
- Projektet starter ikke med arkitektur, men med bevaring. Skibene er ekstremt sårbare, og hvis de skal kunne opleves om 100 år, kræver det helt nye fysiske rammer, fortæller Thomas Pedersen, associeret partner hos AART architects og projektchef for Vikingtidsmuseet.
Projektet er udviklet for Kunnskapsdepartementet i Norge og udgør et af de mest komplekse og ambitiøse museumsbyggerier i nyere nordisk sammenhæng.
Et hovedgreb, der samler fortid og nutid
Det arkitektoniske greb er enkelt og konsekvent: samspillet mellem den eksisterende korsformede bygning og en ny cirkelformet tilbygning. Tilsammen skaber de en klar figur og et genkendeligt arkitektonisk udtryk, der både respekterer Arnstein Arnebergs oprindelige museum og tilfører stedet en ny identitet.- Vi har arbejdet meget bevidst med hovedgrebets enkelthed og logik ift. skibenes flytteruter og museets helhed. Cirklen og korset skaber sammen en form for ro og balance – og samtidig et meget stærkt visuelt symbol, siger Thomas Pedersen.
Den nye cirkulære bygning er beklædt med lokaludvundet norsk skiffer på både facade og tag. Materialevalget understøtter bygningens tyngde og varighed og forankrer museet i en norsk, geologisk og historisk kontekst.
Samspil som præmis
Statsbygg har som bygherre stillet klare krav til organiseringen af projektet. Et samspilssætup har været en grundlæggende præmis fra første dag, hvor arkitekter, bygherre og entreprenører har været samlokaliseret og arbejdet tæt sammen.- Det har haft enorm betydning, at vi har siddet fysisk sammen. Der har været meget kort vej til beslutninger, og det har givet mulighed for at udvikle løsninger, der både er arkitektonisk ambitiøse og byggeteknisk visionære, fortæller Thomas.
Omkring 15 brugergrupper har været involveret, herunder museets ledelse, forskere og universitetet, for at sikre, at både drift, forskning og formidling er tænkt ind i arkitekturen.
En fredet bygning som aktiv medspiller
Det oprindelige museum, tegnet af Arnstein Arneberg og opført over flere etaper fra 1916 og frem, er placeret højt i landskabet på Bygdøy. Korsbygningen er fredet udvendigt, og frem for at omgå eller nedtone den eksisterende arkitektur har projektet valgt at arbejde konsekvent videre med den.
- Den ligger på bakken med en ro og en tyngde, som giver bygningen en næsten majestætisk karakter. Det har været vigtigt for os at respektere både placeringen og den måde, bygningen møder landskabet på. Derfor var det helt afgørende, at Arnebergs bygning fortsat er den primære ankomst, fortæller Thomas Pedersen.
Besøget begynder i den eksisterende bygning og fortsætter herfra ind i den nye museumsdel, hvor fortællingen folder sig ud. Udstillingen er opbygget kronologisk, og allerede ved indgangen introduceres publikum til vikingetidens kosmologi med Yggdrasil som et centralt motiv.
Udstillingsrum uden fortilfælde
De nye udstillingssale er geometrisk klare og designet direkte ud fra skibenes dimensioner. To af de største sale er dedikeret til de mest markante skibe, Osebergskibet og Gokstadskibet, og rummet er formet for at understøtte både oplevelse og bevaring. Flytningen af skibene har været blandt projektets største udfordringer.- Der findes simpelthen ingen referenceprojekter for at flytte noget, der er så stort og samtidig så skrøbeligt. Strategien for flytningen af skibene har både bidraget og stillet præmisser for projektering og gennemførelse af museet, forklarer Thomas Pedersen.
Flytteruterne er disponeret og tilrettelagt for en skånsom rejse ind i de nye udstillingsarealer – og har krævet præcision og tværfaglig koordinering mellem flere aktører på projektet.
Museet i landskabet
Museet ligger på en stor grund på Bygdøy – centralt i Oslo og omgivet af et markant landskab. Projektet omfatter også en omfattende park, der bliver tilgængelig for offentligheden og fungerer som et rekreativt grønt rum.- Det har været vigtig, at museumsparken åbner sig op og bidrager aktivt til lokalmiljøet. Parken bliver et sted, man kan bruge, også uden at gå på museum, siger Thomas Pedersen.
Landskabsprojektet viderefører enkle af de klassiske tanker, som Arneberg oprindeligt havde for området, og suppleres med nye stiforløb, kunstprojekter og opholdsrum. Områdets særlige biologi er prioriteret højt, og dele af parken er fredet.
Et projekt, der kommer i mål
Siden konkurrencen i 2016 har projektet været igennem både politiske og økonomiske udfordringer. Besparelser og justeringer har undervejs presset processen.
- Projektet står snart klar og vi er i fuld gang med at færdigprojektere de sidste detaljer så vi kan nå succesfuldt i mål. Vigtige leverancer for udstillingsarealerne er i proces netop nu – så snart de er på plads kan udstillingen rykke ind og gøre klar til at invitere publikum på besøg. Dette bliver en succes – vi er både ydmyg og stolte over at være en del af denne proces og dette projekt, siger Thomas Pedersen.
I dag er det netop helheden, han peger på som projektets største styrke.
- Sammenhængen mellem bygning, udstilling og landskab. Når det hele spiller sammen – ude og inde – så opstår der noget, som er større end summen af delene, afslutter Thomas Pedersen.
Vikingtidsmuseet, Bygdøy, Oslo
- Bygherre: Statsbygg
- Opdragsgiver: Kunnskapsdepartementet, Norge
- Arkitekt: AART architects
- Landskab: SLA
- Entreprenør: AF Gruppen (samspilsentreprise med Statsbygg)
- Type: Museum
- Status: Under opførelse
- Konkurrence vundet: 2016
- Indhold: Udstilling af de tre originale vikingeskibe samt nye permanente udstillinger
- Særligt fokus: Bevaring, klima, skrøbelige kulturarvsgenstande
