BG Byggros: Klimaforandringer kalder på samlede og gennemtænkte regnvandsløsninger
Der er mange gode bud på løsninger til regnvandshåndtering, men det er vigtig, at de tænkes sammen, så fremtidige skybrud kan håndteres på en fornuftig og bæredygtig måde. Som en af de få udbydere har leverandøren BG Byggros løsninger til alle led i håndteringen af regnvandet.
Overalt i landet arbejdes der intenst på at fremtidssikre byerne mod de stadig større nedbørsmængder. I kommunerne udarbejdes der hensigtserklæringer og metodeguider til håndtering af den øgede regnmængde, og nye lokalplaner foreskriver krav til en synlig grøn og frodig regnvandshåndtering.
Og det er alt sammen godt, hvis man spørger hos BG Byggros, der har arbejdet med regnvandsløsninger i form af grønne tage, permeable belægninger og regnbede gennem mere end 20 år.
- Vores erfaring har ført til, at vi i dag, som en af de få leverandører, kan rådgive og levere totalløsninger, der i hvert enkelt tilfælde udarbejdes ud fra projektspecifikke krav. Det giver færre grænseflader, idet vi har samlet alle kompetencerne ét sted, siger teknisk salgskonsulent i BG Byggros, Søren Storm.
Virksomhedens regnvandsløsninger er udviklet i tæt samspil mellem samarbejdspartnere og BG Byggros in-house team af anlægs- og gartneriteknologer med speciale i vækstmedier, dyrkningsforhold, permeable belægninger, LAR-løsninger og grønne tage samt ingeniører med speciale i geoteknik, udskillerteknik og magasinløsninger.
- Det giver mulighed for at etablere totalløsninger, der er endnu mere gennemtænkte, og dermed også mere effektive og i sidste ende økonomisk holdbare, siger Søren Storm.
Læs også:
Interessen for grønne tage boomer
Totalløsninger hele vejen igennem
Han peger på, at BG Byggros har løsninger fra vandet rammer terræn eller tag, til det afleveres til recipienten. Det inkluderer alt fra grønne tage og permeable belægninger til regnbede og faskiner for blot at nævne nogle få eksempler.
Og jo tidligere virksomheden kommer ind i billedet, jo bedre er muligheden for at lave den optimale løsning.:
- Vi deltager gerne i hele projektfasen, lige fra idé og projektering til installation og drift, siger Søren Storm og fortsætter:
- Når vi er med tidligt i projektfasen, får vi mulighed for at give en bedre rådgivning, og ofte kan vi levere en totalløsning, der optimerer det samlede projekt både på ydeevne og økonomi.
Regnvand er en ressource
Søren Storm fortæller, at man på den netop overståede Have & Landskab viste sine samlede regnvandshåndteringsløsninger frem. Det inkluderede eksempler på, hvordan de enkelte løsninger kan kombineres.
Specielt var der stor interesse for de præfabrikerede regnvandsmagasiner, som BG Byggros havde med. Ikke bare fordi løsningerne er i stand til at håndtere de skybrud, der må forventes i fremtiden, men også på i forhold til den måde, det gøres på.
Søren Storm forklarer:
- Vi ser regnvand som en ressource, der i videst muligt omfang bør indgå i det naturlige kredsløb i stedet for at ende i kloakken. Det er med dét fokus, vi har udviklet en række løsninger, der aktivt udnytter regnvandet i forbindelse med nye grønne områder.
Som eksempel peger han på Byggros’ pimpstensbaserede vækstmedier. De tilbageholder større mængder regnvand, fordi vækstmediet præsterer væsentligt bedre, end traditionelle muldblandinger til regnbede. Dertil kommer magasinløsninger, der er særdeles økonomisk attraktive, fordi de leveres præfabrikerede på byggepladsen, klar til installation og tilkobling.
Kapilærmagasiner på Frederiksberg
Et eksempel på kombinationen af funktionalitet og ressourcebevarelse, er kapilærmagasiner, der opstuver regnvandet, som suges op i vækstmediet, og dermed giver træerne optimale vækstbetingelser.
- Det er en løsning, vi har leveret til Frederiksberg, hvor vejtræerne nu får deres vandbehov dækket på en naturlig måde. I lighed med regnbede og permeable overflader sigter løsningen mod bæredygtighed og en samtidig aflastning af kloaknettet, siger Søren Storm og kommer med en sidste bemærkning:
- Kapilærmagasinerne er et nyt koncept, der kan hjælpe med at løse nogle af fremtidens klimaudfordringer ved både at håndtere regnvandet og udnytte det til at gøre byen grønnere. Er vi med i projekterne fra start, kan vi helt sikkert, med vores unikke sammensætning af løsninger, være med til at løse de udfordringer med nedbør, som vi kan forvente i fremtiden.