Den Svanemærkede træbeklædning af thermobehandlet fyrretræ modstår al slags vejr, er formstabil og kræver ingen vedligeholdelse.
EcoVillage-husene har Svanemærket træbeklædning fra Södra
Da Scandi Byg skulle vælge leverandør af træ til beklædning af EcoVillage-husene Skråningen I i Lejre, var det ingen let opgave. Træet skulle være vedligeholdelsesfrit og godkendt til Svanemærket byggeri, og dele af træbeklædningen skulle tilmed være brandimprægneret.
Tekst af Bjørn Falck Madsen
- Vi efterlyste derfor en ansvarlig leverandør med en professionel tilgang til garantier og dokumenterbare erfaringer med produktet, forklarer Martin Nilsson, som var projektleder på sagen.
Skråningen I, er opført af EcoVillage med CASA som samarbejdspartner og totalentreprenør. Der er helt specifikke krav til facaderne. De nyopførte huse i Lejre er af denne årsag beklædt med Svanemærket Thermood Fyr fra Södra, som Scandi Byg nøje har udvalgt.
- Valget skulle falde på en ansvarlig leverandør, der kunne matche vore egne værdier og fokus og samtidigt have en tilpas størrelse samt en professionel tilgang til tingene, forklarer projektleder Martin Nilsson og understreger, at Scandi Byg som de eneste i Danmark har en grundlicens til Svanemærket byggeri.
- Så alt hvad vi producerer og leverer, er med bæredygtighed i fokus.
Svanemærket og fri for vedligeholdelse
EcoVillage er et bæredygtigt bofællesskab, hvor træ udgør en væsentlig del, eftersom projektet skal falde i et med naturen. Den valgte træbeklædning af thermobehandlet fyrretræ bærer Svanemærket og overholder derfor det ufravigelige krav, Scandi Byg har stillet.
- Samtidig er det et produkt, der harmonerer med hele processen, og det har været et plus, at vi har kunnet levere træbyggeri, der ikke kræver vedligeholdelse med overfladebeskyttelse, forklarer Martin Nilsson.
Thermobehandlingen uddriver de næringsstoffer, som råd og svamp lever af, så træet er gjort naturligt modstandsdygtigt overfor nedbrydning. Det er samtidigt vejrbestandigt og yderst formstabilt.
”Det bæredygtige er hele Scandi Bygs DNA. Vi har et mål om hele tiden at udvikle os og gå forrest”, siger Martin Nilsson, projektleder hos Scandi Byg.
Brandimprægneringen udvaskes ikke
Omtrent 10 %, skulle imidlertid beklædes med brandimprægneret træ, og i den forbindelse var det afgørende, at den valgte beklædning ville patinere ensartet i forhold til de ikke-behandlede brædder.
- Det var ligeledes et krav, at materialerne kunne fremstå ”ubehandlede” i deres udtryk, siger Martin Nilsson.
Brandimprægnering er netop et af de områder, hvor Södra igennem en årrække har opbygget en særlig ekspertise. Den anvendte brandimprægnering er dokumenteret vejrbestandig i henhold til CEN/TS 15912:2012 EXT, svarende til EN 16755:2017, og kan derfor modstå al slags vejr. Den er blandet med særlige polymerer, som binder den brandimprægnerende væske til træets cellestruktur, så den ikke udvaskes men bliver inde i træet.