Helsinki Metro Station Koivusaari
Innovativt lysdesign i metroen i Helsinki af VALOA design
Helsinki metro blev i 2017 udvidet med 14 kilometer og med otte nye stationer, hvor hver station har sin egen visuelle identitet. Belysningen er designet af finske VALOA, som netop har modtaget Nordisk Lyspris 2020 for projektet.
Nordisk Lyspris uddeles hvert andet år til projekter, hvor belysning spiller en afgørende rolle. I 2018 vandt således Vadehavscentret, hvor Nikolaj Birkelund fra Fortheloveoflight og Johan Carlsson fra JAC studios har stået for lysdesignet. I år gik prisen til VALOA design for deres arbejde med belysningen i Helsinki metro, og jury-formand Ourania Georgoutsakou fortæller om valget:_
- Det er et innovativt projekt, hvor man har skabt en række særegne metro stationer, som er så visuelt robuste, at de også vil være æstetisk indbydende årtier ude i fremtiden. Samtidig er belysningen integreret del af arkitekturen i den forstand, at belysningskonceptet understøtter de forskellige stationers udtryk. Hver station er unik, men samtidig er der tænkt over at skabe sammenhæng, og helt generelt er vi i juryen begejstret for den måde, lyset anvendes på lodrette flader og glas til at skabe en særlig rumlig fornemmelse, der også hjælper med orienteringen.
Helsinki metro stationer er det første finske projekt, som vinder Nordisk Lyspris, og teamet bag består ud over VALOA af CJN architects, Helin & Co, ALA-architects, APRT, HKP og Insinööritoimisto Tauno Nissinen. Projektleder Roope Siiroinen fra VALOA design udtaler:
- Det er en stor ære for hele holdet at blive tildelt Nordisk Lyspris, og det er skønt, at alt det hårde arbejde med de mange forskellige fagligheder, der ligger bag belysningen, bliver værdsat.
Lysdesginer Marko Kuusisto fra VALOA design supplerer:
- Projektet er et perfekt eksempel på værdien af et godt samarbejde om at integrere belysning og arkitektur. Det er fantastisk at opleve den her modtagelse af det færdige projekt.
Om Nordisk Lyspris
Lysprisen blev stiftet i år 2000, og prisen fokuserer på lysdesign og lysinstallationer, som fremhæver de særlige kvaliteter i nordisk lysdesign. Nordisk Lyspris arrangeres af de fem nordiske lysorganisationer Dansk Center for Lys, Suomen Valoteknillinen Seura, Ljostæknifelag Islands, Ljuskultur i Sverige og Lyskultur i Norge.
De øvrige nominerede projekter:
- Restaurant Noma med lysdesign af Studio David Thulstrup i samarbejde med Anker & Co
- Restaurant Under fra Norge med lysdesign af Light Bureau (tidl. ÅF Lighting)
- Restaurant Frantzén fra Sverige med lysdesign af Sofie Bamberg & Anna Ekberg
- Ekonomikum af University of Uppsala fra Sverige med lysdesign af Jonas Kjellander fra Sweco Architects
- The Retreat at the Blue Lagoon på Island med lysdesign af Liska ehf
- Gamla steinbryggjan på Island af med lysdesign af Andri Garðar Reynisson fra Mannvit
- Holmestrand station i Norge med lysdesign af Rambøll Norway