Jan Gehl om byudvikling: Vi skal ikke vente på teknologien
Rigtig mange gæster på Building Green var trukket ned til hovedscenen for at opleve én af Danmarks mest berømte arkitekter, Jan Gehl, som lagde vægt på, at vejen frem mod de gode byer for mennesker handler om at bruge de eksisterende, enkle og billige løsninger, fremfor at fokusere på udvikling af ny teknologi.
Københavns stadsarkitekt Camilla van Deurs fik lov at introducere sin tidligere samarbejdspartner fra Gehl Architects, og hun bad folk i den store mængde række hånden op, hvis man har læst én af Jan Gehls bøger, hvorefter måske 2/3 af tilskuerne rakte en hånd i vejret. Og der er ingen tvivl om, at Jan Gehls indflydelse på arkitekter og byudviklere verden over er svær at overvurdere. Alligevel startede Jan Gehl med at pointere, at der stadig er en enorm forvirring over hvad, der udgør en god by verden over. Når han er rundt på konferencer, så vælger man ofte at illustrere fremtidens byer på en måde, som ikke harmonerer med hvordan, byer er gode for mennesker:
- Vores visioner for fremtiden hænger fast i billeder fra det 20. århundredes modernisme, og jeg oplever stadig en forventning om, teknologien giver os de løsninger, som klarer alle problemer. Der er store forventninger til de selvkørende biler eller Smart Cites – at de kommer til en forandre vores byer på en afgørende positiv måde – men når jeg ser på visualiseringerne af disse byer, så ligner de jo Dubai på en dårlig dag. Og det virker som om visionerne for fremtidens by i virkeligheden handler om, at vi skal købe nye biler og ny teknologi, siger Jan Gehl og pointerer:
- Mit råd er at se på de enkle og billige løsninger i stedet for at vente på det smarte og dyre, som skal udvikles. Og mens vi venter, så burde vi se på den Københavnske model – vi kan gå i gang med det samme.
Mennesker først som princip for byplanlægning
Jan Gehl oplever et paradigmeskifte inden for byudvikling, hvor byer skal være Levende, Bæredygtige og Sunde.
- Det fokus har givet udslag i en masse arkitektoniske visualiseringer med "people watching". Hvor man copy-paster mennesker ind i renderinger, så projekterne er fyldt med en masse personer, der ser sig omkring og laver en masse, man ikke vil gøre i virkeligheden. Logikken er, at det må være dejligt at være, når der er alle de mennesker, fortæller Jan Gehl og slutter af:
- Men her i landet går tingene i den rigtige retning, og når København er vært for C40-konferencen, så er det en stor ære. Byen er i virkeligheden for lille til det, men København er én af de første byer til at gå i gang med arbejde med at tænke cyklister og fodgængere først fremfor bilismen. Og det arbejde kan man i andre byer blive inspireret af. Når jeg vågner op som borger i København, så ved jeg, at det i dag er lidt bedre end i går – sådan er det ikke i andre byer rundt om i verdenen.