KHR Architecture i spidsen for endnu et grønlandsk uddannelsesbyggeri
KHR Architecture har historisk stået bag en lang række byggerier i Nuuk og har de seneste år taget arven op ved at arbejde mere intensivt med det grønlandske marked. Tegnestuen har netop vundet en konkurrence om endnu et grønlandsk uddannelsesbyggeri, denne gang i Sisimiut.
- Grønlands selvstyre har valgt KHR som totalrådgiver til at bygge en ny Jern- og Metalskole i Sisimiut på Vestgrønland, og det er et projekt, som vi virkelig glæder os til at komme i gang med,” siger teknisk chef og partner i KHR Architecture, Henrik Danielsen.
Kreativ partner i KHR Architecture, Janina Zerbe, der selv er stærkt involveret i KHRs projekter på Grønland, forklarer:
- Det grønlandske landskab og klima stiller særlige krav til arkitekturen, både æstetisk og teknisk. Gennem vores fokus på det grønlandske marked opbygger vi specialviden inden for arktisk arkitektur, så vi hurtigere og mere kompetent kan skitsere og projektere projekter, der tager højde for de særlige forhold, der gør sig gældende, når man bygger på Grønland. Det er for eksempel den ekstreme vind, de store mængder sne og lysforholdene, som er helt anderledes, end hvad vi er vant til i Danmark.
- Når du bevæger dig gennem Nuuk, ser du KHR-arkitektur alle vegne, som Malik Svømmehal, Hans Lynge skole eller Universitetsparken. Det aftryk er vi lige nu ved at udvide via et stort skolekompleks på knap 18.000 m2 og et projekt for en privat bygherre. Den nye Jern- og Metalskole bliver til gengæld vores første projekt uden for Nuuk, så det er lidt af en milepæl.
Jern- og Metalskolen skal bane vejen for Sisimiut som uddannelsesby
- Den nye Jern- og Metalskole er mere end bare en skole. Den er den første af en række planlagte uddannelsesinstitutioner i området og skal være med til at bane vejen for Sisimiuts fremtid som uddannelsesby. Derfor er er det så vigtigt, at skolen formår at skabe det bedste afsæt for den udvikling ved at knytte de eksisterende skoler og byen sammen via sin arkitektur, siger Janina Zerbe.
Den nye skole spænder over en grøn korridor, der fungerer som central færdselsåre for fodgængere, cyklister og snescootere og hundeslæder i Sisimiut.
- For at den grønne korridor bibeholdes, spænder vi med den nye skole en bygningsbro mellem de to højderygge, som kan sikre en forbindelse imellem alle eksisterende og fremtidige bygninger. Vi kalder den vidensbroen, fordi den via fælles funktioner, som cafe og konferenceområder for uddannelsesinstitutionerne i området i overført betydning bygger bro mellem skolerne. Samtidig med at den naturligvis helt konkret forbinder de to bygninger på hver side af den grønne passage, der skal bevares, forklarer Janina Zerbe.
Jern- og Metalskolen skal kunne rumme 100-150 elever plus to hold på hver 12-16 elever på et 1-årigt forløb af en maskinmesteruddannelse. Skolen skal danne grundlag for at udvikle en sammensluttet uddannelsesinstitution med bygge-og anlægsskolen, Råstofskolen og GUX. Jern- og Metalskolen skal også fungere som fysisk mødested for skolens elever, samt byens virksomheder og borgere via fleksible konference- og caféområder.
KHR Architecture forventer at underskrive kontrakt med bygherre i slutningen af april med ingeniørfirmaet Verkis som underleverandør. Jern- og Metalskolen skal efter planen stå færdig ultimo 2023 med et budget til håndværkerudgifter på 280 mio. DKK.
KHR Architecture har godt 100 ansatte og arbejder særligt med sundheds- og uddannelsesbyggeri, boliger og erhvervsdomiciler. KHR fylder 75 i år og har stået i spidsen for en lang række prisvindende og anerkendte projekter som Københavns Metro, produktions- og administrationsbygning for Fiberline, Bang & Olufsens hovedsæde og Københavns Universitet på Amager. En ny partnerkreds sikrer, at KHR i disse år vokser hastigt og indtager nye markeder og forretningsområder.