Kolding IFs fremtidige stadion af Årstiderne Arkitekter
Kolding IF har netop præsenteret det første visuelle indblik i klubbens kommende stadion, som stadig vil være beliggende i centrum af byen. Det nye stadion er tegnet af Årstiderne Arkitekter og vil, foruden dens primære funktion som fodboldarena, også rumme kontorer og mulighed for kulturelle arrangementer.
I generationer har området huset Kolding Stadion og Kolding IF. Den ikoniske trætribune blev bygget i 1931, mens den nuværende hovedtribune stammer fra starten af 1970’erne. Gennem tiderne har koldingensere besøgt stadion til unikke fodboldoplevelser.
Stadion har skullet sikre klubben sportslig succes og bringe stolthed over byen. Sådan er det stadigvæk for Kolding IF, der netop har løftet sløret for de første visualiseringer af byens fremtidige stadion – tegnet af Årstiderne Arkitekter.
Koldings nye stadion flugter med de nyeste standarder. Hele 10.000 tilskuere vil kunne samles om byens fodboldhold fordelt på stå- og siddepladser samt store loungeområder, hvor der bliver plads til at bespise 800-900 gæster.
- Tidssvarende og moderne faciliteter er helt afgørende for fortsat udvikling og fremdrift af Kolding IF. Det skal være attraktivt for spillere, ansatte og ikke mindst sponsorer og tilskuere at være på stadion. Det er håbet, at det nye stadion kan blive rammen for mange store oplevelser for hele Kolding i mange år fremover, udtaler Claus Holm-Søberg, bestyrelsesformand.
Indbydende arkitektonisk perle
Udover en harmonisk og elegant facade skal Koldings nye stadion invitere indenfor med sit transparente udtryk. Funktionalitet er i højsædet, hvor samtlige tilskuere er sikret perfekt udsyn udover hele grønsværen uanset placering.
Stadionets løftede placering og aflukkede tribuner skal skabe en arena-lignende stemning, hvor tilskuerne kan følge slagets gang på banen på tætteste hold.
Erfaren stadion-arkitekt
Bag de visionære arkitekttegninger står Årstiderne Arkitekter, som er en del af Europas førende ingeniør- og arkitektvirksomhed, Sweco. Med flere stadionbyggerier, bl.a. i Silkeborg, Vejle og Herning i porteføljen har Årstiderne Arkitekter grebet opgave med stor iver og passion for at skabe et samlingspunkt for Kolding by. Selve designet udsprang fra udarbejdelsen af JYSK Park i Silkeborg, der har været en central inspirationskilde for arbejdsgruppen fra Kolding IF og Kolding Kommune. Arkitekt MAA og stifter af Årstiderne Arkitekter Per Laustsen er hovedarkitekten bag projektet.
- Det har været en både spændende og udfordrende opgave at indpasse et moderne stadiondesign i de eksisterende omgivelser, bl.a. at integrere den eksisterende østtribune. Farvemæssigt har vi søgt inspiration i Koldings mange markante hvide byggerier og derfor designet et hvidt stadion, forklarer Per Laustsen.
- Årstiderne har leveret et fremragende oplæg baseret på erfaringer fra tidligere stadionbyggerier. Det hvide stadion er unikt her i Danmark og vil, sammen med den helt specielle placering midt i Kolding, give byen et nyt markant vartegn, siger Claus Holm-Søberg.
Flerfunktionelt kultur-hotspot
Fodbold er fællesskab, men fællesskab rummer mere end blot fodbold. Derfor er der med stadionfacadens perforerede elementer skabt en ideel lydkulisse til koncerter og andre kulturelle arrangementer, der kræver de perfekte omgivelser og beliggenhed.
Det nyanlagte hybridgræs, der har været en del af stadionarbejdets første fase, kan løftes af, hvorefter et nyt underlag kan monteres til andre events end fodbold.
Stadionbyggeriets start- og slutdato er endnu ikke fastsat. Lokalplansarbejdet vil foregå over de kommende 8-9 måneder, mens der arbejdes på at få den endelige finansieringsløsning for de etapeopdelte stadionbyggeri på plads