Kunstfærdigt og elegant: Guldhuset lyser Aarhus op
Guldhuset står færdigt og lyser nu hele Vesterbro Torv og Vester Allé op i Aarhus. Det markante byggeri spiller flot sammen med de omkringliggende boliger, samtidig med at det i sit arkitektoniske udtryk, er helt unikt og næsten fremstår som en kunstnerisk skulptur i bybilledet.
På hjørnet af Vesterbro Torv og Vester Allé i Aarhus midtby står Tækker House, som i folkemunde er blevet døbt Guldhuset. I skala og højde, går det i ét med de omgivende bygninger, og Guldhuset er derfor med til at samle hele karréen.
Men samtidig formår Guldhuset med sine bølgende og organiske former at skille sig ud, og give helt nyt liv til områdets arkitekturhistorik. Husets facade er beklædt med gyldne alu-plader, der får bygningen til at skinne når solens stråler rammer. Det kan vække mindelser om den spanske arkitekt Antoni Gaudís værker, dog med sit helt eget skandinaviske særpræg.
Bygningens otte etager rummer 2.700 m2 med 31 boliger og erhverv i stueetagen. Alle lejligheder har altaner og på taget er der både private og fælles tagterrasser. Byggeriet er udført med en insitu støbt kælder- og stueetage, mens de mellemste etager er udført i betonelementer og de øverste i stål.
Fra hovedentreprenøren JORTONS side er man også godt tilfredse med slutresultatet:
- Det er et helt unikt byggeri, hvor både den udvendige arkitektur og selve lejlighederne, er i en liga for sig. Det har været en kompliceret, men spændende opgave, hvor mange af vores interne og eksterne kompetencer er blevet draget i spil. Det er et byggeri som vi stolt vil kunne kigge tilbage på i mange år fremover, fortæller Søren Jungersen, der er leder af JORTONS aarhusianske afdeling.