
10 nye partnere: (fra venstre) Signe Baadsgaard, Pil Høyer Thielst, Benjamin Ter-Borch, Martin Rønne-Nielsen, Michael Kvist Madsen, Robert Janson, Thomas Rahbæk Madsen, Trine Hedeager Harboe, Mikkel Kjærgård Christiansen, Malene Hjortsø Kyndesen.
Lundgaard & Tranberg udvider partnergruppen med ti nye partnere
Med virkning fra 1. november optager Lundgaard & Tranberg Arkitekter ti nye partnere, der alle er mangeårige medarbejdere og nøglepersoner i virksomheden.
- Omstruktureringen skal ses som en anerkendelse af de nye partneres betydning for Lundgaard & Tranberg Arkitekters positive udvikling gennem en længere årrække og som et ønske om at inddrage dem tættere i samarbejdet om den fremtidige udvikling af virksomheden, udtaler tegnestuens administrerende direktør, Peter Thorsen, og tilføjer:
- Med det store antal nye partnere ønsker vi desuden at understrege, at Lundgaard & Tranberg Arkitekter fortsat ønsker at være et partnerdrevet arbejdsfællesskab, hvor det daglige samarbejde mellem mange forskellige kompetencer, i et levende fagligt og kollegialt miljø, er det bærende for udvikling af original og gennemført arkitektur; dét der er vores ambition og varemærke.
Omstruktureringen kommer efter 15 år, hvor den hidtidige gruppe på 7 partnere har stået i spidsen for virksomheden – en periode der har givet stor anerkendelse af tegnestuens arbejder, også internationalt, og positioneret Lundgaard & Tranberg Arkitekter blandt de førende danske arkitektvirksomheder.
Samtidig med udvidelsen af partnerkredsen fratræder advokat Hans Lykke Hansen efter eget ønske sin plads i bestyrelsen, og erstattes af advokat Steen Hellmann.
Af tegnestuens aktuelle projekter kan nævnes Danske Banks nye hovedsæde på Postgrunden og Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have, begge i København, samt boligbebyggelsen Tuborg Strandeng i Hellerup. De tre projekter er under opførelse.
Senest har tegnestuen vundet to nye nordiske opgaver: Udbygningen af det legendariske Hotel Hasselbacken i Djurgården, Stockholm og et større erhvervsbyggeri ved havnefronten i Bjergsted, Stavanger.