Surf-legepladsen i Helsingborg. Legepladsen består blandt andet af en 7 meter højt tårn formet som en brandmand og en haj.
Monstrum: Kunstneriske byrum som samler store og små
Byrum har brug for inspirerende og visuelle tiltag, som taler til både voksne og børn. Det skaber samlingssteder på tværs af kulturer. Mød MONSTRUMs kreative direktør, Ole Barslund Nielsen, til en samtale om kunstneriske legepladser og indretning af udearealer og byrum.
Med fokus på kunst, arkitektur og design laver Monstrum anderledes og fantasifulde legepladser som bidrager til et levende byrum. At skabe et godt byrum handler, ifølge Ole Barslund Nielsen, blandt andet om at designe i flere lag og skabe en visuel fortælling, der inspirerer både børn og voksne:
- Med fokus på legepladser i byrum har vi grundlæggende den indstilling at en legeplads skal være et sjovt og inspirerende sted at lege. Ved at lave en legeplads, som har en historie og som visuelt hænger sammen med området, får både børn og voksne noget ud af det – så bliver det et sted der er sjovt at lege på, giver nogle motoriske udfordringer og sætter gang i fantasien. Samtidig er der på en legeplads mindst lige så mange voksne som børn, så hvis man kan lave en legeplads med et ekstra lag, som de voksne kan forstå, men som børnene måske kan fornemme, men endnu ikke 100% forstå, er der rum for udvikling i takt med, at børnene vokser op og kan forstå dem.
- Vi er meget optaget af at lave flotte legepladser og byrum. Samtidig er det også bare legepladser og hvis vi laver noget, der ligner en legeplads, men hvor det i virkeligheden mere er en skulptur og man kommer hen på en legeplads hvor det er kedeligt at være, er det ligegyldigt om den ser flot ud. For os handler det i opbygningen af pladsen derfor om at forene funktionelle og sjove funktioner med et kraftigt naturligt skulpturelt element.
Et levende byrum der forstærker områdets identitet
Med sine 42 byggere, designere og arkitekter på værkstedet i Brøndby skaber MONSTRUM legepladser til hele verden. Som eksempel på to af firmaets nyeste projekter fremhæver Ole Barslund Nielsen Den sprudlende påfugl i K11 Musea shoppingcenteret i Hongkong og Surf-legepladsen i Helsingborg:
- Vi gik efter at lave en legeplads der kunne formidle og forstærke rummets fortælling og sætte en scene, som spiller sammen med den. Surf-legepladsen på stranden ved Helsingborg er tænkt i et farverigt surf og strand-tema med surfboards, strandhuse, surfer van, en kæmpe brandmand med svajende tentakler og en haj som springer op med åbent gab.
I forbindelse med de Forenede Arabiske Emiraters 50-års jubilæum arbejder Monstrum i øjeblikket sammen med Cebra og SLA på nogle store projekter i Abu Dhabi, hvor 50 parker skal etableres og renoveres:
- Arkitekter, rådgivende ingeniører og landskabsarkitekter fra hele verden rejser til Abu Dhabi med input og ambitioner i forhold til den overordnede idé om at forvandle det offentlige rum fra at være passiv til være aktivt. Det interessante ved Abu Dhabi er, at man på den ene side skæver meget til Dubai, som har godt fat i turismen, og på den anden side har et mere holistisk syn og et ønske om at projektet skaber nogle sjove og meningsfulde uderum til lokalbefolkningen, siger Ole Barslund Nielsen og runder af:
- Vi oplever en stor forskel i de forskellige lande og kulturer på hvad et udeareal skal kunne og hvad børn må, men fælles for projekterne er at der er et blødt fokus samt en stor glæde og dedikation – der er et ønske om at få et godt uderum med en god legeplads. Og hvis man kan lave noget som er unikt og spændende at kigge på, hvor folk søger hen, er det jo med til at gøre det levende.