Mursten fra Petersen Tegl bygger bro mellem gammelt og nyt
Det kan være en udfordring at få en nybygning ved et 100 år gammelt skolebyggeri til at spille sammen. Her spiller materialevalget en vigtig rolle. Det kan Palle Lindgaard, partner og arkitekt ved Nøhr & Sigsgaard, tale med om.
Han var ledende arkitekt på en nylig gennemgribende renovering af Amager Fælled Skole i København, som også indebar nybyggeri i skolegården af en toetagers bygning indeholdende et stort fællesrum i stueetagen til brug for større samlinger og musiklokaler på første sal.
- Når vi har at gøre med en 100 år gammel bygning i muret rødsten i nationalromantisk stil, så er det vigtigt, at vi kan finde og benytte materialer til tilbygningen, der både kan indeholde referencer til det historiske og samtidig kan give bygningen et nutidigt præg. Petersen Tegl er kendt for et bredt produktsortiment og vi valgte mursten fra teglværket i en gennemgående rødlig farve, men med nuancer, som kunne give lidt spil og variation, fortæller Palle Lindgaard.
I forbindelse med nybygningens indgangsparti mod skolegården er der opført en seks-syv meter lang tilbagetrukket opholdszone, uden bæring af søjler. En byggeteknisk løsning der er muliggjort takket være et ophængningssystem til overliggere, som Petersen Tegl har leveret.
- Der var meget godt håndværk og fine detaljer i den gamle murstensbygning, men en fritsvævende teglstens ydervæg uden bærende søjler; det kunne man altså ikke den gang. Men også her har det handlet om at få udhænget ved nybygningen til at spille sammen med den eksisterende hovedbygning, og det er lykkedes med materialerne fra Petersen Tegl, siger Palle Lindgaard.
Link til video fra Petersen Tegl
Indstillet til Renoveringsprisen 2021
Renoveringen af Amager Fælled Skole er indstillet til Renoveringsprisen 2021. I begrundelsen, under overskriften ”Nænsom helhedsrenovering af bevaringsværdig byskole”, hedder det bl.a. om tilbygningen:
”I forbindelse med sporudvidelsen har det været nødvendigt at tilføre ekstra arealer til at tilgodese skolens forøgede elevtal. Der er opført en toetages nybygning, hvor skolens auditorie og musikrum placeres. Den nye bygning er givet et nutidigt udtryk, der materiale- og detaljemæssigt har referencer til de to klassiske skolebygningers murværk og reliefvirkninger i murfladerne.”
Renoveringen af Amager Fælled Skole har haft en projekterings- og byggeperiode på mere end fire år. Der er tale om to bevaringsværdige skolebygninger, der er udvidet og helhedsrenoveret til en fem-sporet skole med fritidshjem, i alt med et bruttoareal på 12.230 kvadratmeter. Bygherren er Københavns Kommune hvor Nøhr & Sigsgaard A/S har været arkitekt og totalrådgiver på den store opgave med et samlet entrepriseudgift på ca. 150 mio. kr. og hvor Petersen Tegl har leveret mursten til nybygningen.
Om Petersen Tegl
Petersen Tegl er stiftet helt tilbage i 1791 og er siden drevet af den samme familie i lige linje. Teglværket i Broager i Sønderjylland fremstiller og sælger mursten med vægt på det gode håndværk. Som et af de få teglværker i verden mestrer Petersen Tegl at brænde tegl med kul. Det betyder, at de vandstrøgne mursten kan få tilført et farvespil i lyse og mørke nuancer. Mere end halvdelen af Petersen Tegls sortiment er håndtilvirkede produkter. Teglværket har eksport til hele verden, herunder USA, Japan, Rusland, Australien og en lang række lande i Europa. Petersen Tegl tæller 150 ansatte.