Ny skole i Kødbyen vundet af NORD Architects og BBP Arkitekter
NORD Architects og BBP Arkitekter vinder den nye skole i Kødbyen med nyt læringslandskab indpasset i levende madkultur og historiske hvide bygninger.
Københavns Kommune udskrev en totalentreprisekonkurrence om en ny skole i den hvide Kødby, som NORD Architects og BBP Arkitekter har vundet i team med BAM Danmark, Norconsult og BOGL landskabsarkitekter.
Den 3 sporede skole skal ligge i den fredede hvide kødby – en sammenhængende bebyggelse i nordisk funktionalisme fra starten af 1930’erne på Vesterbro i København. Det er levende industriarkitektur, der synligt bærer historien om tidligere tiders slagterier og kødproduktion og samtidig et kvarter for kreative erhverv, gallerier og restauranter.
Det er denne tradition, historie og arkitektur, som Kødbyens nye skole skriver sig ind i – i det sydvestlige hjørne af Kødbyen, som nu bliver en fornyet del af området. Den ny skole, der afløser Gasværksvejens Skole, er en madskole med fokus på læring omkring madkultur, måltider og madproduktion, der skal styrke viden og bevidsthed om bæredygtige forbindelser mellem natur, mennesker og mad.
- Det er interessant at få skolens program sammenflettet med konteksten, så skolens funktion som et nyt og moderne læringsmiljø omkring madkultur, også har et udtryk, der taler direkte sammen med Kødbyens arkitektur og tager traditionen med videre i en ny tid, siger Morten Gregersen, partner hos NORD Architects.
Den åbne skole, der interagerer med byen
Skolen er udformet som et levende læringslandskab med terrasser, der veksler mellem ’urban farming’, udeværksteder og bevægelsesflader, og danner et åbent V i Kødbyens hjørne mod Ingerslevsgade og Skelbækgade. Skolens pædagogiske profil er åben, tværfaglig og fleksibel, så skemaet er afskaffet og læringsrummet bliver ofte udvidet ved at undervisningen tages ud af klasselokalet, ud i lokalområdet, i naturen og kulturen.
- Skolen er indrettet, så den understøtter og inspirerer til tværfaglig læring og er åben både indadtil og udadtil. Indadtil med fleksible studiemiljøer og undervisningsrum og udadtil mod byen med en fritidsordning, hvor flere af skolens faciliteter kan bruges af andre hele døgnet, siger Eva Jarl Hansen, partner hos BBP Arkitekter.
Ny skole i Kødbyen er en 3 sporet skole med idrætshal og madskole, og plads til 840 elever inkl. 336 fritidshjemspladser. Den nye skole erstatter Gasværkvejens Skole, Vesterbro og forventes at åbne i 2024.
Fakta om Ny Skole i Kødbyen, NSK2
Sted / Skelbækgade og Ingerslevsgade, DK-1717 Copenhagen
Bygherre / Københavns Kommune, Byggeri København
År / 2020 (1. præmie i konkurrence med prækvalifikation). Forventet indflytning i 2024
Areal / 12.500 m2
Totalentreprenør - BAM Danmark
Arkitekter - NORD Architects og BBP Arkitekter
Ingeniør - Norconsult
Landskab – BOGL landskabsarkitekter