Ny udgivelse: Blød by af David Sim
Bogens forfatter David Sim mener, at vi lever i en virkelighed, der dræner vores ressourcer. Målet med bogen Blød by er at vise, hvordan det er muligt at forene befolkningstæthed med fællesskab og menneskelighed. Hvordan man kan organisere sig og leve tæt sammen i byrum, der forbinder os, selv om vores komplekse verden vokser og forandrer sig – og hvordan et tæt, mangfoldigt samfund kan øge vores livskvalitet.
Ifølge David Sim har corona-krisen gjort os opmærksomme på, hvilke værdier der er vitale for os mennesker: Der er kommet endnu mere fokus på det lokale og på naboskabet. Spørgsmålet er, hvordan byerne vil se ud efter corona? Kan vi bevæge os væk fra det, der nu kendetegner de fleste store byer – eksempelvis adskilte funktioner og lange pendlerrejser i biler med kun én person, faktorer, som tærer på menneskelige, miljømæssige og samfundsmæssige ressourcer – og hen imod en blød by?
Blød by udkom på engelsk i 2019 under navnet Soft City. Bogen fik flotte anmeldelser og blev vurderet som blandt de væsentligste 125 arkitekturbøger i verden af ArchDaily – verdens mest besøgte arkitektur-webside. Nu udkommer bogen i en dansk udgave. Bogen kommer med idéer, vejledning og inspiration til alle, der interesserer sig for byplanlægning. David Sim lærer os, hvordan vi gør vores byer mere effektive, bæredygtige, trygge og levende.
Bogen indledes med et forord af Jan Gehl, et fyrtårn i international byplanlægning. Jan Gehl skrev i 1971 Livet mellem husene – i dag en verdenskendt bog om arkitektur. Gehl er en af verdens førende inden for planlægning af byer og rum med mennesket i centrum. I 2000 var Jan Gehl med til at etablere Gehl Architects, og tegnestuen har dermed 20-års jubilæum i år.
Om forfatteren David Sim er kreativ direktør og partner hos Gehl. Han er uddannet arkitekt fra Skotland og tidligere lektor på Lund Universitet. Han rådgiver i byplanlægning i alverdens storbyer, hvor man ønsker at skabe velfungerende byrum, der samler mennesker. Som ung arkitektstuderende hørte David Sim et foredrag med Jan Gehl, hvilket inspirerede ham så meget, at han flyttede til Danmark for at studere på Kunstakademiets Arkitektskole. Her tog han de skandinaviske, menneskelige værdier til sig. Denne bog er hans hyldest til Jan Gehl, København og den danske måde at bygge byer på.
Udkommer: 11. juni 2020
Omfang: 248 sider, rigt ill.
Pris: 299,95 kr.
Forlag: Strandberg Publishing