Byggeri+arkitektur #147
Omsorgsfuld arkitektur – hvad kan vi lære?
I denne udgivelse ser vi bl.a. nærmere på fremtidens sundhedsarkitektur, som skal kunne favne store, løbende forandringer i demografi og sociale behov. Vi taler med partner og arkitekt i NORD Architects Morten Rask Gregersen om, at uddannelse og sundhed på mange måde er afgørende for vores velfærdssamfund, hvilket harmonerer fint med tegnestuens ambition om at arbejde samfundsorienteret.
Tegnestuen har senest udviklet forskellige bud på, hvordan man kan rykke sundhedsydelser tættere på de borgere, der har mest brug for dem. Her er der en række små arkitektoniske valg, der skaber trygge og hjemlige rammer, hvor livskvalitet ikke blot opretholdes, men forfines.
Brugerne af bygningen er det helt centrale i den her type arkitektur, og vi taler også med Thorben Schmidt og Line Loftheim fra Wohlert Arkitekter om det nye Ishøj Teater, hvor man leger med teaterverdenens formsprog for at skabe en særlig oplevelse.
Segmentchef for Sundhed hos LINK Arkitektur, Karina Lehm, fortæller om deres arbejde med Ny Psykiatri Viborg, hvor hun fremhæver samarbejdet mellem aktørerne og den tætte forbindelse til naturen. I psykiatrien er bygningens design en måde at skabe ro og overblik på, hvor et godt flow for patient, personale og pårørende giver omsorg.
Endelig videregiver forsker ved Aalborg Universitet, Nanet Mathiasen, den nyeste viden om dagslysets rolle i arkitekturen. Sollysets varme kan selv for meget svækkede eller syge personer vække minder og give positive oplevelser – naturen forstår man intuitivt og ligger lagret i én.
Hun anbefaler generelt at arbejde med en variation af lyszoner i rum, så der er steder med høj lysintensitet og andre med dæmpet belysning og mulighed for tilbagetrækning. For netop variationen gør det muligt at imødekomme individuelle sansebehov og samtidig give brugeren en oplevelse af valgfrihed og tryghed.
