BYGGERI+arkitektur #153
TIP: Artikler kan åbnes i mobilvenlig version
Værdien ved at sanse, forstå og skabe – at være i proces
Velkommen til vores årlige særudgave af Byggeri+Arkitektur med fokus på indretning og design – hvor vi lader INDRET-delen overtage magasinet.
Norske Daniel Rybakken er stærkt bekymret for udviklingen inden for AI – hvor man på visse områder overlader det kunstig intelligens at skabe. Og han mener, at noget af meningen med livet netop er at forme og kreere – at værdien ligger i alt det besværlige, fremfor det færdige produkt.
Den grundtanke kan designerne Frederik Weber og Gustav Dupont også tilslutte sig. For dem starter alting med at udforske og afprøve materialerne og konstruere prototyper. Det handler om at forstå, hvordan ting bliver skabt. Deres designs er derfor rå og ærlige, hvor man kan se fascinationen af samlinger og den synlige teknik. Her går designduoen et skridt videre og forsøger at strække de samme principper til at gælde for andre objekter, rum og bygninger. Og netop evnen til at tænke i helheder er på mange måder et adelsmærke for danske arkitekter.
For Lars Thomsen fra Rammelisten Snedkeri har det været en drømmeopgave at restaurere og genetablere inventar i et sommerhus tegnet af Halldor Gunnløgsson. For at forstå de håndværksmæssige valg i huset, har det nogle gange været nødvendigt at adskille de eksisterende elementer og samle dem igen. Renoveringen af sommerhusets indre har dermed ikke alene været en videreførelse af et bestemt udtryk, men også en videreførelse af den bagvedliggende konstruktive idé.
Svenske Tekla Evelina Severin håber, at den grønne omstilling kan give os et rigere æstetisk sprog via et større fokus på genbrug, materialitet, håndværk og patina. Hvor overflader får lov til at ældes, hvor materialer fortæller en historie, og hvor vi værdsætter detaljer, som bærer spor af menneskerne bag. Og vi må håbe, at når AI og nye digitale værktøjer hele tiden gør det lettere at skabe, så får den menneskelige erfaring og håndværk større værdi. Hvor vi bevæger os væk fra det generiske, mod det sanselige og personlige.
