UD Vinduer leverer det, de andre ikke kan til eksklusive og usædvanlige byggeprojekter
UD Vinduer leverer det, de andre ikke kan. Det gode håndværk og evnen til at lytte til kundens ønsker er alfa og omega, og virksomheden mærker en stigende interesse blandt arkitekter for totalleverancer til de mere eksklusive projekter. Senest har UD Vinduer desuden introduceret en ny, slank hæve-/skydedør.
For UD Vinduer er adelsmærkerne det gode håndværk, de ekstraordinære løsninger og evnen til at indgå i en konstruktiv dialog. Det er det faglige udgangspunkt hos den traditionsrige virksomhed, som i forlængelse heraf mærker en markant stigning i efterspørgsler til arkitekternes byggeprojekter i disse år:
- Over de senere år har vi oplevet en tydelig stigning fra arkitekterne til især de mere eksklusive projekter, herunder bevaringsværdige bygninger og store eksklusive villaer. Vi er fleksible, brænder for specialløsningerne, og så kan de få en totalleverance fra ét sted, der både kan dække de specielle behov og de mere traditionelle løsninger i én samlet pakke, siger fabrikant hos UD Vinduer, Uffe Dalmose.
Ny slank hæve-/skydedør med stort lysindfald
Den seneste produktnyhed fra UD Vinduer er et eksempel på, at virksomheden tager kundernes ønsker alvorligt. Flere og flere arkitekter efterspørger både store glaspartier og hæve-/skydedøre til de eksklusive byggerier, og det har nu ført til UD Vinduers egenudviklede Slimline hæve-/skydedør
- Den har en større andel af glas og giver dermed mere lysindfald, samtidig med at den har et slankt udtryk. Den består af en fast del uden ramme og kun med glas samt en gående ramme. Den kan leveres med hårdttræsbundstykke eller lavt 32 mm bundstykke, der kan indbygges, så det kun er 25 mm højt. Det er selvfølgelig et nyt design, men bygget på gennemprøvede processer og lang erfaring med hæve-/skydedøre, fortæller Uffe Dalmose.
Man får, hvad man vil have
UD Vinduer har fortsat de mere traditionelle standarddøre og -vinduer i sortimentet, ligesom virksomheden tilbyder et solidt udbud af massive plankedøre og koblede vinduer til de mere specielle projekter.
- Vores force er, at vi tror på og kan det gode håndværk. Vi er imødekommende, og arkitekterne vælger os ofte, fordi de ved, at de får, hvad de vil have hos os. Vi er en dansk producent, hvor al udvikling, design og produktion foregår i Danmark fra fabrikken i Ulstrup i en tid, hvor fusioner af vinduesproducenter ellers ikke er et særsyn, slutter Uffe Dalmose og tilføjer:
- Vi kan levere en komplet løsning, som også omfatter de usædvanlige løsninger. Vi har kort sagt en niche i markedet og kan levere det, de andre ikke kan.