
Foto: Colourbox / Jonas Klaris Franksen
AI skal forenkle adgangen til miljødata i byggeprojekter
Mangel på adgang til brugbare miljødata forsinker byggeprojekter – nu skal AI afhjælpe problemet.
Digitalisering og kunstig intelligens skal fremover være med til at lette byggebranchens adgang til de omfattende miljødata, som kræves ved blandt andet miljøgodkendelser og arealanvendelse. Danmarks Miljøportal introducerer i efteråret en AI-assisteret søgefunktion, som kan aflæse brugerens hensigt – og guide til de rette datasæt, uden behov for indgående teknisk indsigt.
Målet er at forenkle de administrative arbejdsgange og mindske fejl og misforståelser i byggeansøgninger og miljøvurderinger.
- Vi vil gøre miljødata mere tilgængelige – uden at det går ud over datakvaliteten. Det handler om, at AI hjælper en med at finde frem til den rigtige information hurtigt og forståeligt, udtaler Rasmus Løbner, funktionsleder i Danmarks Miljøportal i en pressemeddelelse.
Den nye funktion bygger på et AI-lag oven på Danmarks Miljøportals datakatalog, som indeholder metadata om over 1.100 datasæt. Det gør det muligt at navigere i data baseret på brugerens egne formuleringer og formål – frem for tekniske begreber.

Fra søgning til samtale: Udvidet AI-funktionalitet på vej
Den første funktionalitet bliver tilgængelig i databutikken samt på platformene Danmarks Arealinformation og Arealdata.dk. Brugerne vil her kunne søge information om bl.a. jordforurening, byggebegrænsninger og fredninger i et mere tilgængeligt sprog.
Sideløbende udvikles en chatbot-lignende løsning, hvor brugeren vil kunne føre en egentlig dialog med databasen. Løsningen skal gøre det muligt løbende at præcisere behov og få kvalificerede svar i forbindelse med fx miljøvurderinger og klagenævnssager.
En prototype forventes demonstreret i november og skal herefter afprøves på EA-Hub – Miljøportalens platform for miljøvurderinger.
- Princippet er, at det skal være lige så let som at spørge en kollega, som har styr på emnet: ‘Vi vil udvide en lagerbygning. Hvad skal vi tage højde for?’ – Og få kvalificerede forslag med det samme, forklarer Rasmus Løbner.

Dansk Industri: AI kan mindske misforståelser i processen
Hos Dansk Industri vurderer man, at løsningen kan få stor betydning for virksomheder, der i dag bruger mange ressourcer på at navigere i komplekse datastrukturer og indberetningskrav.
- Alt for mange virksomheder bruger alt for mange ressourcer på at finde ud af, hvilke data de skal bruge – f.eks. når de skal have en miljøgodkendelse. Kommer løsningen til at virke efter hensigten, vil en ‘dialog med data’ kunne gøre arbejdet nemmere og understøtte hurtigere og bedre sagsbehandling, siger Karin Klitgaard, underdirektør i DI.
Hun peger på, at teknologien også kan skabe bedre fælles forståelse mellem erhvervsliv og myndigheder og dermed mindske risikoen for forsinkelser og ekstraarbejde senere i processen.
Løsningen udvikles med støtte fra Iværksætterpakken.
Læs flere artikler om brugen af AI og ny teknologi i byggebranchen