
Hvor bliver AI af i byggebranchen?
Kun 19 % af kontormedarbejdere inden for byggeriet anvender kunstig intelligens ugentligt, viser ny analyse. Derved ligger bygge- og ejendomsbranchen lavest i brug af AI.
- Det kan undre, at en så kompleks og dokumentationstung branche som byggeriet ikke er længere fremme på kunstig intelligens, i hvert fald i de rent administrative led, fortæller Peder Eskildsen, landechef for HP Danmark, i en pressemeddelelse.
Han fremhæver, at mange af de funktioner, som AI anvendes til i andre sektorer - herunder dokumenthåndtering, informationssøgning og tekstarbejde - også er relevante for byggeriets administrative processer.
It og teknologi går forrest
I modsætning til byggebranchen er brugen af AI hver uge udbredt i brancher som it og teknologi (63 %), finans og forsikring (59 %) samt marketing og kommunikation (57 %). På tværs af sektorer angiver respondenterne, at de primært anvender AI til opgaver som udarbejdelse af tekst, idéudvikling, oversættelser og research.Byggebranchen ser værdien i AI
Til trods for den begrænsede brug vurderer et flertal i byggebranchen, at AI har et værdifuldt potentiale. 74 % erklærer sig helt eller delvist enige i, at AI kan effektivisere arbejdsprocesser, og 63 % ser teknologiens mulighed for at højne kvaliteten i leverancer.
- Det er slående, hvor stort skellet er mellem brancher, især når tallene viser, at byggeri og ejendom faktisk ser værdi i teknologien. Der er altså et uforløst AI-potentiale her. Men det kræver også, at man arbejder bevidst med teknologien og investerer i opkvalificering og etisk brug, siger Peder Eskildsen.
Om spørgeundersøgelsen
Analysen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse gennemført af Norstat på vegne af HP Inc. i Danmark. Den bygger på svar fra 1.046 danske kontormedarbejdere i alderen 25-65 år og blev indsamlet i perioden 11.-21. marts 2025.