Adept: Et levende kultur- og bevægelseshus uden grænser
Ku.Be Kultur- og Bevægelseshus af Adept er en helt ny måde at kombinere et inspirerende lokalt mødested med sundhed, leg og bevægelse. Ikke blot arkitekturen, men også indretningen af huset udfordrer både hoved som krop.
Det 4.000 m² store nye kultur- og bevægelseshus, Ku.Be ligger tæt på Flintholm Station i Frederiksberg Kommune, og det er bygget op af seks funktionelle zoner, lige fra performance og zen-zone til bibliotek og administration. Hver zone har sin egen farve og materialitet, hvilket giver zonerne en klar identitet i bygningen. Også udefra kan de seks volumener aflæses i den fragmenterede keramiske facade.
Bevægelse i fokus
Både arkitekturen og indretningen af Ku.Be fokuserer på at udfordre kroppen ved at tilbyde alternative måder at bevæge sig på.
- Vi har skabt et hus i flere zoner, der er udviklet uafhængigt af hinanden. Det mangeartede rum imellem zonerne er mere uformelt, hvor der bl.a. er arbejdet med, hvordan man bevæger sig rundt i huset. Alt her inviterer til bevægelse, man kan for eksempel klatre rundt, rutsje eller benytte sig af en brandmandsstang fra én etage til en anden, forklarer Martin Krogh, partner hos ADEPT.
Har vendt det hele på hovedet
Overordnet har det, ifølge Martin Krogh, handlet om at blande kultur og bevægelse sammen. Huset er flere huse i et, hvor mange forskellige aktiviteter foregår på samme tid i hver sin zone. Det er for eksempel muligt, at afholde en teaterforestilling i et rum, mens der ved siden af foregår stille aktiviteter såsom zen eller meditation:
- Med Ku.Be har vi vendt den almindelige oplevelse af et kulturhus helt på hovedet. Det er selvfølgelig muligt at tage en helt almindelig tur gennem bygningen, men turen kan også gøres til en oplevelsesrig udforskning af kroppens bevægelse. Overalt i Ku.Be er de visuelle forbindelser mellem aktivitetszonerne prioriteret, understreger Martin Krogh.
Have og hus smelter sammen
Ku.Be ligger i en urban have. Et aktivt uderum, der fungerer som en direkte forlængelse af det urbane landskab på Frederiksberg. Ligesom inde i Ku.Be, kan havens rum indtages på forskellige måder, hver med fokus på en ny bevægelsestype, så aktiviteterne i haven smelter sammen med livet inde i huset.
Ku.Be er opført med støtte fra Realdania og LOA. ADEPT og MVRDV har I designprocessen arbejdet tæt sammen med Søren Jensen Ingeniører, SLA Landskabsarkitekter og Max Fordham LLP.