Theodorahus af ADEPT: Skræddersyet murværk blander historie og nutid
Fotograf Rasmus Hjortshøj har været på arbejde i et corona-tomt København, og det nyopførte Theodorahus i Carlsberg Byen af ADEPT føjer nyt og gammelt sammen med specialudviklet murværk – med Elefantporten som nærmeste nabo.
Carlsberg Byens udvikling som et levende og attraktivt byområde er i fuld gang. Med både ny arkitektur og respektfuld omdannelse af mange af de eksisterende historiske bygninger har byområdet allerede fået sin helt egen stemning - på ét gang et moderne brokvarter og en unik kulturhistorisk lomme i byen.
Theodorahus, opkaldt efter brygger Jacobsens datter, ligger langs en af Carlsberg Byens hovedakser, og med Elefantporten som nærmeste nabo er byggeriet respektfuld tilpasset de historiske omgivelser i både materialer og skala. Hovedparten af Theodorahus er nybyggeri, mens den østlige længe udgøres af en adaptiv omdannelse af Gærkælderen, som tidligere stod på byggegrunden. Facaden på den historiske bygning er fredet, og denne del af byggeriet rummer nu erhvervslokaler med udsigt over en af områdets mange små pladser. Resten af byggeriet rummer hovedsageligt boliger, men er indrettet med butikslokaler mod veje og pladser.
Theodorahus understreger Carlsbergbyens egenart med facader, som reflekterer bryggeriets historiske arkitektur. Hvis man går en tur rundt om byggeriet, er det tydeligt, at det er inspireret af de mange forskellige typer murværk, som er repræsenteret i bydelen, og giver Theodorahus både sin helt egen identitet. Overgangen mellem Gærkælderendens fredede murværk og byggeriets nye dele sker igennem Elefantporten, hvor det gamle murværk møder de nye mursten med både respekt og nutidig ‘kant’. De buede mursten er specialudviklede til projektet i samarbejde med Strøjer Tegl, og giver facaden et varieret spil med en levende tekstur mod gaden, som i en glidende overgang opefter bliver til en glat mur. De perforerede og københavnergrønne metalporte mod gader og pladser er udmykkede med grafiske motiver fra Gærkælderens historie.
Den indre facade udgør med lyse farver og geometriske mønster en skarp kontrast til den ydre facades murværk og vil med tiden begrønnes.
FAKTA OM THEODORA HOUSE
Arkitekt: ADEPT
Ingeniør: Nordconsult
Landskab: WERK
Entreprenør: BNS
Bygherre: Carlsberg Byen