Portræt af Rasmus Hjortshøj: Kurateret natur og urbant hinterland

 

Rasmus Hjortshøj tager imod i sit kontor øverst i det gamle Burmeister og Wains skibsværft på Refshaleøen i København, og han er begejstret for at have sin daglige gang midt i det tidligere industriområde, som er 100 % menneskeskabt, men hvor der neden for vinduet er vokset en lille skov frem over årene.

 

- De træer er opstået tilfældigt, og selvom det ikke er oprindelig natur, har det alligevel kvalitet. Og jeg nyder virkelig den her type områder, der er midt i mellem. I en by som København mangler vi de uprogrammerede, store områder, som Refshaleøen har fungeret som de seneste ti år, og her kan man ikke bare have en statisk holdning, men genoverveje planerne for byens udvikling løbende. Eksempelvis mener jeg planen for Lynetteholmen kan være en god ide, som samtidig er det helt utrolig uambitiøst på bylivets vegne, da den er fuldstændig hængt op på biltrafik og optager langt flere kvadratmeter end hvad, der oprindeligt var tiltænkt eller behov for. Og det er det svære ved byudvikling – at forudse hvad, byen har brug for om 50 år, fortæller Rasmus Hjortshøj og pointerer, at man er nødt til at kere for både de programmerede områder og de mere informelle – at der midt mellem den smukke natur og byerne er nogle små landskabsmæssige monstre, som har fine kvaliteter og også har deres berettigelse.

 

På væggen i Rasmus Hjortshøjs kontor hænger ét af hans landskabsfotografier, som han har taget på øen Saltholm ud for Kastrup Lufthavn, hvor man ser får græsse på en grøn eng i forgrunden med København i horisonten – et hverdagslandskab, der indeholder natur, arkitektur og by.

 

- Når folk bosætter sig og ændrer beskaffenheden af omgivelserne, opstår de her hybridnaturer, som man ikke ænser. Og det har jeg prøvet at undersøge i mit PhD studie ved Arkitektskolen i Aarhus, ligesom jeg som fotograf har rettet blikket mod vores kystlandskaber i Danmark, som er reguleret af en masse pragmatiske forhold og på sin vis lige så konstruerede som arkitekturen, siger Rasmus Hjortshøj.

 

 

Første projekt som arkitekt: Den Blå Planet

Oprindeligt havde Rasmus Hjortshøj tænkt sig at læse journalistik, men da han flyttede til Aarhus og fik en ven på Arkitektskolen, så fik han øjnene op for faget:

 

- Jeg kunne se, at det var det, jeg lavede rigtig meget af som barn, hvor jeg brugte meget tid på at tegne og lave form, men som jeg så mistede lidt som teenager. Og jeg blev sindssygt glad for studiet, fortæller Rasmus Hjortshøj, som efterfølgende flyttede til København og startede hos 3XN, hvor han startede på Den Blå Planet som første projekt:

 

- Det var en crazy start, men her var Kim Herforth Nielsen helt utrolig dygtig til at give ansvar og få folk engageret. Det var på mange måder en drømmeopgave for mig. Vi vandt arkitektkonkurrencen, og jeg tænkte, det er jo meget nemt det her! Og så tabte jeg de næste mange konkurrencer.

 

Rasmus Hjortshøj var hos 3XN i tre år, hvorefter han i et anfald af rastløshed besluttede sig til at sejle i Caribien i fire måneder med en marinbiolog, som bl.a. skulle tage vandprøver og måle olieindholdet i vandet efter BPs enorme olieudslip i 2010:

 

- Beslutningen var ret random, men den rejse blev et stort break for mig, da jeg blev bevidst om, at hvis jeg skulle fortsætte med at være arkitekt, så skulle jeg arbejde med kysterne og fokusere på den interesse. Jeg er opvokset i Skagen, så kysten har altid været en del af mit liv, men hvor jeg tidligere så den som en evig ressource, så begyndte jeg at se den som et antropocænt landskab (red. påvirket af mennesker).

 

Rasmus Hjortshøj startede herefter hos Sleth, hvor man lavede byplanlægning på Nordhavn, inden han et år senere skiftede til COBE og mødte Dan Stubbergaard, som kom til at have virkelig stor indflydelse på hans arbejde i dag:

 

- Jeg fandt mit miljø i COBE – både i forhold til det, vi lavede og personlighederne. Der havde jeg det bare helt vildt godt, hvor jeg arbejdede på udviklingen af Nordhavn og lavede arkitektkonkurrencer, ligesom jeg begyndte at fotografere i min fritid, hvilket blev taget godt imod af folk på tegnestuen.

 

 

”Al den tid foran væggen kunne jeg bruge som fotograf”

Ét af de første projekter, hvor Rasmus Hjortshøjs fotografier fik opmærksomhed, var daginstitutionen Forfatterhuset af COBE i De Gamles By i København, som med sine røde, lodrette teglsten har et ret markant udtryk, som samtidig harmonerer fint med de omkringliggende bygninger i røde mursten. På samme tid tog han også billeder af Søfartsmuseet for BIG, som han selv betegner som et fotogent projekt:

 

- Som dansk arkitekturfotograf er man muligvis forkælet med motiver, og hvis man bare er ydmyg over for arkitekturen, så kan man på projekter som Søfartsmuseet tillade sig at have en distanceret stil, hvor det grundlæggende handler om at fange bygningens interaktion med brugerne fremfor at lave alle mulige vilde vinkler eller overdrive himlens farvepalette Og det er i virkeligheden stadig min tilgang til at tage billeder: At geometrien i kompositionen er det egentlige – med lige linjer, der ender ude i kanten af billedet, så det er bygningen, der er i centrum. Det er altid formidlingen af de arkitektoniske kvaliteter i det enkelte projekt, der er det vigtigste, og derfor er mine himler ofte undersaturerede. Denne farvemæssige stil var klart mere udtalt, da jeg begyndte, hvor jeg nærmest bevidst tog billeder, når himlen var overskyet, smiler Rasmus Hjortshøj, og han uddyber sin arbejdsmetode:

 

 

- Som fotograf arbejder jeg ud fra alle de faglige samtaler, jeg har haft i forskellige tegnestuer, hvor vi har stået ti arkitekter foran en væg og VIRKELIG gået i detaljer om hvilke renderinger, vi skal lave og hvilke tre billeder, der kan repræsentere hele projektet. Hele det bagkatalog som konkurrencearkitekt har jeg med mig som fotograf, og det gav mig en fordel i forhold til dialogen med tegnestuerne om det enkelte projekt. Otte års arkitektarbejde gjorde, at det kom nemt, så det handlede om at blive bedre til de tekniske aspekter ved at fotografere.

 

Rasmus Hjortshøj fortæller, at han bruger en del tid på efterbehandling af billederne for at sikre, at kompositionen og linjerne er perfekte.

 

- Jeg er ikke inde og manipulere billeder, bortset fra at fjerne trafikkegler eller exitskilte, som ikke har noget med det arkitektoniske koncept at gøre. Men så er der mange ting, hvor man kan sige, at hvis solen er meget gul det øjeblik, hvor man taget fotografiet, skal billederne så være meget gule, eller skal man justerer farveholdning over i den blå retning? Efter min mening har man et dumt kamera, som ikke ved hvad, det ser, og så skal man hive det frem i fotografiet, man ønsker at vise. Arkitekturfotoet er ikke rent dokumentarisk – det er hovedsageligt kommercielle billeder, men hvor man tilstræber en autenticitet, men der bliver altid truffet en række valg, såsom eksempelvis at skyde lidt til højre for de fyldte skraldespande eller at fange folk i lige netop det øjeblik, hvor det harmonerer med bygningens program.

 

 

Det høje ambitionsniveau

Efter en inspirerende rejse til Japan med fokus på fotografiet blev Rasmus Hjortshøj mere og mere klar over, at han skulle gå den vej, hvilket var et meget vanskeligt skridt at tage:

 

- Jeg kom tilbage til COBE, hvor der var mine bedste venner, den bedste chef og et firma med en særlig gejst og et megahøjt ambitionsniveau, som det var super fedt at være en del af. Jeg fik lov at tegne de interessante projekter, så det tog noget tid at finde ud af at sige op.

 

Men Rasmus Hjortshøj havde en orlovsperiode, hvor han havde fået et legat fra Statens Kunstfond til at udvikle et selvinitieret forskningsprojekt med det formål at komme nærmere kystkulturen og kystnaturen. Og her sagde han op fra COBE og etablerede COAST med det formål at udforske disse kystterritorier fra en arkitektonisk, fotografisk og forskningsmæssig vinkel.

 

 

Den sublime danske kyst

- Vestkysten er vel det nærmeste, man kommer rigtig oprindelig natur i Danmark, men desto mere man dykker ned i det, så er den natur opstået som følge af menneskelig aktivitet. Der er et kæmpestort landskabstræk, der er reguleret af usynlige lovmæssige rammer, ligesom man bevidst kuraterer landskabet æstetisk, så det ligner malerier fra guldalderen. Der er en holdning om, at klitterne skal bestå, så her planter man hjelm og marehalm, ligesom der lægges millioner af m2 sand ud om vinteren for at beskytte kystlinjen, fortæller Rasmus Hjortshøj og slutter af:

 

- Jeg bruger arkitekturfotografiet til at se på de landskaber, som består af fastlagte geometrier, ligesom det byggede miljø. Vi har sublime naturoplevelser, hvor der en halv kilometer væk kan ligge et parcelhuskvarter, et stort varehus, en motorvej eller et affaldsdepot. De overgange er super spændende, og det peger på en udvikling, hvor man får nogle gennemgående typologier, fordi alle skal have adgang til samme ting i en velfærdsstat. Vi har en vild kystnatur, men der er også et hinterland, der er ret generisk, hvor det er vanskeligt at køre fem minutter, uden at man befinder sig i den næste lille by med samme opbygning. Jeg har den overordnede holdning, at der er bygget nok – nu er kunsten at fortætte og udvikle eksisterende områder, hvor man husker at vare på de dynamiske naturområder, men også de lidt oversete, menneskeskabte områder, som alligevel er relevante i forhold til vores naturarv. Sammen med professor Tom Nielsen og ass. professer Stefan Darlan Boris fra Arkitektskolen i Aarhus, ser jeg bl.a. på dette forhold imellem den skattede natur i Danmark og de overskudslandskaber, hvor man ikke længere er sikker på, om de er planlagte eller tilfældigt er opstået. En grænse der ikke er tydelig, men er flydende og skaber forvirring over, hvor potentialerne i sådanne overgange ligger.