Aggersvold Gods – renovering af ridesal med CLT
Med COBE som arkitekter har ejeren Aggersvold Gods skabt et konferencecenter og hotel i Jyderup mellem Kalundborg og Holbæk. Der er skabt 100 hotelværelser med 220 senge, og hvoraf 50 værelser er udført med CLT-elementer indrettet i godsets flotte ridesal.
Midt mellem Holbæk og Kalundborg ligger Aggersvold Gods. Det vil vi fremover komme til at kende som et moderne møde- og konferencehotel i flotte naturlige rammer, indrettet med professionelle faciliteter for såvel møder og events som bryllupper eller måske en virksomhedsudflugt.
Da Aggersvold Gods i 2021 blev erhvervet af De Forenede Ejendomsselskaber, overtog man nogle smukt vedligeholdte bygninger, som indtil da havde været indrettet som hestepension med stald og ridehal. De mange bygninger og de attraktive rammer har siden gennemgået en transformation, så Aggersvold Gods i dag fremstår som et moderne konferencested og hotel.
- Det har været et omdannelsesprojekt mere end et restaureringsprojekt. Her var ikke tale om genopretning og istandsættelse, men om en bygningsmæssig transformation af vedligeholdte bygninger, så de i dag står som funktionelle og smukke rammer om møder, events, bryllupper og konferencer med overnatningsmuligheder, siger Event Manager Jane Wildenrath.
Byggeprocessen blev fremhævet med de relativt lette CLT-elementer, som hurtigt og effektivt kunne monteres uden anvendelse af store og tunge kraner.
Til højre i billedet ses ridesalen, som rummer 50 værelser til gæster opført i CLT. Foto af Aggersvold Gods
Ridesalen under ombygningen. CLT-elementerne blev monteret under ridesalens tag.
Fra stald og ridesal til værelser
Efter overtagelsen af godset i 2021 er tre længer, herunder ridesalen blevet til hotelværelser, mens selve arrangementerne og møderne bliver afholdt i den højloftede staklade og tidligere kornmagasin samt flere andre lokaler i forskellige størrelser til en samlet kapacitet på over 1000 gæster.
Stakladen blev i Illustreret Tidende i 1869 betegnet som den største af sin art i Danmark. Den er 82 meter lang, 14 meter bred og lige så høj – og akustikken er helt eminent, også når der er gjort plads til cirka 700 gæster.
- Men for gæsterne er det noget helt særligt med de moderne og indbydende værelser med synligt CLT-træ. Vi hører ofte fra vores gæster, at det er en oplevelse at trække sig tilbage til værelserne og den atmosfære, de møder i forhold til dufte, sanselighed og et godt indeklima; en stemning hvor træ passer rigtig godt ind, fortæller Jane Wildenrath.
Fra Aggersvold Gods fremhæver man også den forudgående renoverings- og transformationsproces med ombygning af en ridesal til hotelværelser og det resultat, som det er lykkedes at fastholde:
- I det lyse atrium fornemmes ridesalens rummelighed i det lange indbydende gangareal med dagslys fra tagryggen af ridesalen.
CLT kom tidligt med
CLT’en kom meget hurtigt på tale, da bygherren skulle beslutte sig.
- Der var et forudgående kendskab til det enkle og håndterbare konstruktionmateriale, og bygherre vidste altså, at CLT var derfor en hurtig og effektiv måde til at realisere de målsætninger, man havde med omdannelsen af byggeriet, fortæller direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark.
CLT er stadigvæk relativt nyt, og da Aggervold Gods valgte CLT, var det næsten ukendt på det danske marked, som for bare få år siden haltede slemt efter udlandet, hvor det klimavenlige CLT allerede dengang var i vælten.
- Vi var derfor heldige at møde en bygherre, som på egen hånd pegede på CLT, og dermed har været med til sammen med arkitekterne fra COBE at gøre CLT populært og kendt i dansk byggeri.