Foto: Mads Holm
Arkitektonisk installation på Roskilde Festival iscenesætter fællesskabet
Installationen Roskildes Rundkredse er opført på festivalens område og i Roskilde by som en del af kunstinitiativet Milens Vækstlag. Den består af individuelle møbelelementer, hvor hvert element er i sig selv ustabilt, men når delene forbindes, opstår stabilitet og funktion.
Roskildes Rundkredse er 20 meter i diameter og kan findes øverst på område P, hvor den vil fungere som et samlingspunkt for festivalgæster – et sted til hvile, leg, refleksion, nye møder eller fest. I løbet af sommeren er flere rundkredse opsat som mødesteder i og omkring Roskilde, så festivalens kunstneriske greb forplanter sig ud i byen. Vi har talt med arkitekten bag installationen, Rasmus Romme Brick, der er uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus og driver Rumgehør – et netværksbaseret arkitektur- og design-studio med base i Aarhus.
Hvilke tanker og visioner ligger bag dit værk?
– Ønsket har fra begyndelsen været at skabe stedspecifikke, men sammenhængende interventioner i landskabet i og omkring Roskilde. Interventioner som får folk til at stoppe op, sidde, opholde sig for forhåbentligt at skabe nye blikke på det givne sted og omgivelserne, fortæller Rasmus Romme Brick.
Installationen kan opleves på festivalens område P. Foto: Mads Holm
Hvad var realiserbart og hvad forblev på ideniveauet?
– I begyndelsen var hele Rundkredsen tænkt som et stort sammenhængende værk, som skulle bygges og opføres med lokale. Men på grund af omfanget og manglende produktionskapacitet, blev dette fravalgt. Derimod vil vi i september arbejde med Kreativt Hus for Børn om at samle børn, unge og pensionister over flere workshops i september. Og der vil vi forfølge ideen om at indgravere lokale fortællinger i Rundkredsen i Byparken.
Hvor skal dit byrumsmøbel kunne bruges?
– Rundkredsene skal bruges fra nu og over hen over det kommende år. Placeret i Milen, Sct. Hans og Byparken i Roskilde, agerer de som stedsmarkører, identitets-skabere og samlingssteder for eksempel skoleklasser, turister, solbadere eller forbipasserende.
Hvilke tanker har du gjort om materialer og produktion?
– Rundkredsene er lavet af rødmalet fyrretræ hos en producent ikke langt fra Roskilde. De består af et enkelt stel, som kan gentages igen og igen, svarende til den ønskede diameter. Farven Signalrød er både være markant og imødekommende. Målsætningen har været at skabe et enkelt, åbent og legende udtryk, så værket kan opleves forskelligt fra person til person, siger Rasmus Romme Brick.
Hvorfor den runde form?
– Roskildes Rundkredse er bygget op omkring enkle, cirkulære former, som inviterer til at samles, opholde sig og interagere med værket. De runde former skaber både et visuelt og socialt samlingspunkt som både på siddes og kravles på. Rundkredse er særlige, fordi de skaber rum, hvor alle deltagere står eller sidder i relation til hinanden. I en rundkreds er der ikke et tydeligt hierarki; alle kan se hinanden, og alle er en del af fællesskabet. Det gør rundkredsen til en stærk social form, der forbinder dialog, fællesskab og deltagelse.
Hvad er levetiden på Roskildes Rundkredse?
– Værket er udviklet med fokus på holdbarhed og levetid på minimum et år. Materialerne er valgt, så de kan modstå daglig brug og vejrforhold, samtidig med at værket kan bevare sit udtryk over tid. Derudover er det nemt at vedligeholde eller udskifte elementer, hvis de går til. Efter endt projektperiode, vil Rundkredsene flyttes til nye lokationer.
Har du haft tid til at se Roskildes Rundkredse opsat og i brug?
– Ja, jeg har haft mulighed for at opleve værket efter opførelsen - dog ikke på festivalpladsen endnu. Projektet er skabt i samarbejde med Roskilde Festival og Roskilde kommune, så det rækker ud over bare festivalen, og det har været meget givende at se, hvordan mennesker tager det i brug på deres egne måder, siger Rasmus Romme Brick og uddyber:
– Det er altid spændende, når et projekt forlader tegnebrættet og bliver en del af hverdagen på det givne sted. Derudover er jeg personligt utrolig stolt af at have udført et blivende værk i et af mine favoritsteder i det danske kultur og sommerlandskab.
Installationen kan opleves på festivalens område P. Foto: Mads Holm
Rundkredsen i Sct. Hans Have. Foto: Christoffer Anias Sandager
Rundkredsen i Byparken. Foto: Christoffer Anias Sandager
Hvad tager du med dig videre på fremtidige projekter?
– Det er vigtigt for mig er, at værket ikke kun er noget, man ser på – men noget, man bruger og gør til sit eget. Jeg håber, at Roskildes Rundkredse kan være med til at skabe møder, samtaler og nye oplevelser i det kommende år. Selvom projektet værket fremgår simpelt, vil jeg minde mig selv om, at det kræver en enorm mængde tid og kræfter at udføre ting, der ved første øjekast virker ligetil, siger Rasmus Romme Brick og slutter af:
– Jeg vil sige stor tak til Roskilde Festival for at give plads til unge arkitekter og kunstnere. som gerne vil sine ideer og tanker i den virkelige verden. For mig handler Roskildes Rundkredse ikke kun om form og materiale, men også om de møder og fællesskaber, der kan opstå omkring værket. Jeg håber, at det bliver et sted, som mennesker får lyst til at vende tilbage til og gøre til en del af deres hverdag.
Om Milens Vækstlag
Milens Vækstlag er et initiativ, der giver vækstlagskunstnere mulighed for at udvikle kunst og arkitektoniske installationer i landskabet omkring festivalpladsen. Milen er et område i konstant bevægelse, formet af råstofindvinding, fællesskaber og årtiers festivalhistorie.
Med Milens Vækstlag inviterer Roskilde Festival nye talenter til at skabe værker, der kan bruges og opleves af både festivalgæster og lokalsamfund – året rundt, og som styrker forbindelsen mellem landskab, kunst og arkitektur.
