Haderslev Sygehus. Foto: Kristin Arendt
Arkitekturens Dag sætter fokus på det eksisterende
Mere end 100 arrangementer over hele Danmark sætter på Arkitekturens Dag 2026 fokus på bevaring, renovering og transformation – fra industribygninger og hospitaler til parcelhuse.
Når Arkitekturens Dag markeres mandag den 5. oktober, bliver det med den eksisterende bygningsmasse som omdrejningspunkt. Under temaet bevar mere inviterer tegnestuer, kommuner, kulturinstitutioner og lokale aktører til mere end 100 arrangementer med blandt andet byvandringer, debatter, åbne tegnestuer og besøg i transformationsprojekter.
Programmet afspejler et markant fokus i byggeriet på at undersøge, hvordan eksisterende bygninger kan renoveres, transformeres og genanvendes frem for at blive erstattet af nybyggeri.
På tværs af landet viser arrangementerne forskellige tilgange til arbejdet med det eksisterende. I Hyllingegård Høje i Hvalsø sættes der eksempelvis fokus på gammel kinesisk byggeteknik, hvor rester, brudte sten og allerede tilgængelige materialer indgår i byggeriet. I Haderslev åbnes dørene til det tidligere nedrivningstruede sygehus, der nu transformeres til blandt andet boliger, svømmehal og hotel.
I Odense bliver det muligt at opleve transformerede historiske bygninger på Thomas B. Thriges tidligere fabriksområde og dermed se, hvordan industrielle strukturer kan få nye funktioner i den nutidige by.
Vil ikke miste identiteten
Temaet bevar mere rammer ind i en bredere diskussion om byggeriets ressource- og klimabelastning. Samtidig handler bevaring ikke alene om CO2 og materialeforbrug. Den eksisterende bygningsmasse rummer også arkitektoniske kvaliteter, kulturhistorie og lokale identiteter, som risikerer at forsvinde ved nedrivning.
Netop derfor er transformation blevet et stadig vigtigere arbejdsfelt for arkitekter, rådgivere og bygherrer: Hvordan tilpasses en bygning til nye krav og funktioner, uden at dens eksisterende kvaliteter går tabt?
Eksemplerne spænder vidt. Skolebygninger fra 1800-tallet, fabrikker og landbrugsbygninger fra industrialiseringen samt hospitaler fra 1960'erne og 1970'erne ombygges i disse år til blandt andet boliger, arbejdspladser og rammer om nye fællesskaber. Også parcelhuset – en af de mest udbredte danske bygningstypologier – bliver undersøgt som et potentiale for fremtidens boligliv.
Danmarksgades Skole. Foto: Simon Gaardsdal
Fra parcelhus til kaserne og industribyggeri
I Søborg åbner en privat boligejer sit parcelhus for at diskutere, hvordan den eksisterende boligmasse kan tilpasses nutidige behov frem for at blive erstattet.
I Viborg fortælles historien om Viborg Kasernes transformation fra lukket militært område til et område med kultur og kreative aktiviteter. I Esbjerg kan besøgende arbejde med lerjord og undersøge brugen af lokale ressourcer i byudviklingsprojektet Det Internationale Kvarter.
Aalborg markerer dagen med blandt andet bygningspræmiering, et smugkig på en ny udstilling på Utzon Center og langbordsmiddag.
I Aarhus er Arkitekturens Dag udvidet til en hel uge. På Arkitektskolen Aarhus undersøger byens stadsarkitekt, arkitekter og andre fagfolk spændingsfeltet mellem danskernes boligdrømme, behovet for boliger til flere indbyggere og de muligheder, der allerede findes i byens eksisterende bygninger.
Omkring 2 mio. m² får hvert år ny anvendelse
Transformation udgør fortsat en forholdsvis lille del af den samlede danske bygningsmasse. Ifølge tal fra BUILD har omkring 2 mio. m² bygningsareal årligt i perioden 2023-2025 fået en ny anvendelse. Det kan eksempelvis være en kontorbygning, der omdannes til boliger.
Det svarer til cirka 0,3 % af Danmarks samlede bygningsareal på 682 mio. m².
Omkring 200.000 m² bygninger, der tidligere har været anvendt til andet end boliger – eksempelvis kontorer, butikker, skoler og hospitaler – transformeres årligt til boligformål. Arealet svarer ifølge BUILD til 11 % af det boligareal, der blev opført som nybyggeri i 2025.
Af de cirka 200.000 m² bliver 83 % til boliger i større beboelsesejendomme, mens 15 % transformeres til enfamiliehuse.
Millioner af kvadratmeter rives ned
Samtidig nedrives betydelige mængder eksisterende byggeri. I perioden 2012-2023 blev der ifølge Social- og Boligstyrelsen og BUILD i gennemsnit nedrevet omkring 2,2 mio. m² bygningsareal om året.
Landbrugsbygninger udgør 46 % af det nedrevne areal, mens stuehuse og enfamiliehuse tegner sig for 13 %. Bygninger til produktion og værksteder udgør 10 %, og kontorbyggeri 8 %.
Omkring 20 % af det samlede nedrevne areal bliver efterfølgende erstattet af nybyggeri med samme anvendelse, viser en BUILD-analyse.
Ifølge BUILD medregnes klimapåvirkningen fra selve nedrivningen ikke i nybyggeriets klimaregnskab. En tidligere analyse fra BUILD estimerer, at nedrivningen kan svare til 6-20 % af det konkrete nybyggeris klimaregnskab.
Flere undersøgelser peger samtidig på, at renovering og transformation af eksisterende bygninger i mange tilfælde kan medføre en lavere klimabelastning end nedrivning efterfulgt af nybyggeri.
Byggeriet står ifølge materialet bag Arkitekturens Dag for 31 % af Danmarks samlede klimaaftryk og 40 % af den samlede affaldsmængde.
Næsten 1.500 parcelhuse erstattet af nyt byggeri
Parcelhuset er et særligt tema i diskussionen om bevaring. I 2023 blev 1.811 boliger på landsplan revet ned med efterfølgende opførelse af nye boliger på stedet.
Heraf var 1.493 parcelhuse, mens 130 var stuehuse, 104 rækkehuse og 80 etageboliger. Dermed blev næsten 1.500 parcelhuse på ét år revet ned for at give plads til nye boliger.
Tallene sætter perspektiv på arrangementet i Søborg og på den bredere diskussion om, hvorvidt en større del af den eksisterende parcelhusmasse kan ombygges og tilpasses nye boligbehov frem for at blive erstattet.
Om Arkitekturens Dag 2026
Arkitekturens Dag er en international mærkedag, der afholdes den første mandag i oktober. I 2026 finder den sted mandag den 5. oktober med arrangementer både på dagen og i dagene omkring den.
Den danske udgave organiseres af Arkitektforeningen i strategisk partnerskab med den filantropiske indsats Bevar Mere. Bag Bevar Mere står Dreyers Fond, Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden og Realdania.
Læs flere artikler om transformations- og renoveringsprojekter
