Neri&Hu væver keramik ind i Hongkongs bybillede

Midt i Hongkongs tætte bylandskab har tegnestuen Neri&Hu gentænkt facaden på Mandarin Oriental The Landmark. Hotellet ligger på Queen's Road i finansdistriktet Central, hvor glasbeklædte kontorbygninger præger bybilledet. Oprindeligt havde hotellet en lang facade mod gaden, men dets arkitektoniske identitet var skjult bag en foldet glasfacade. Med overtagelsen af lokalerne fra det tidligere Harvey Nichols-varehus opstod muligheden for at gentænke bygningens ydre.

En fragmenteret bygning får et samlet udtryk

Transformationen var dog underlagt en række bindinger. Eksisterende etagearealer, bærende konstruktioner og bygningens overordnede volumen skulle bevares. Hvor det tidligere varehus havde anvendt det kileformede bygningsvolumen som en udstillingsflade for luksusvarer, har Neri&Hu valgt en anden tilgang. Tegnestuen betragter den bevarede konstruktion som et skelet, der skal iklædes en ny arkitektonisk beklædning. Dermed bliver facaden ikke blot en ydre overflade, men et selvstændigt arkitektonisk lag, der skaber sammenhæng mellem bygningens forskellige dele.

Inspirationen kommer blandt andet fra den tyske arkitekturteoretiker Gottfried Semper og hans forståelse af tekstilets rolle i arkitekturens oprindelse. Semper fremhævede den ophængte tekstile væg som et grundlæggende arkitektonisk element og udfordrede dermed forestillingen om den primitive hytte som arkitekturens oprindelige forbillede. Hos Neri&Hu er denne tanke omsat til en facade, hvor keramiske elementer danner en overfladestruktur, der leder tankerne hen på vævede tekstiler.

 

Terracotta giver facaden rytme og stoflighed

Materialevalget tager afsæt i det traditionelle murværks formsprog, men fortolkes med en lettere og mere skulpturel karakter. Facaden er opbygget af specialfremstillede terrakottaelementer, herunder støbte og ekstruderede fliser, som tilsammen danner et forskudt forbandt inspireret af tekstilers vævning.

Hver række af terracottafliser understøttes af en mørk bronzefarvet metalprofil, der fremhæver facadens vandrette opdeling og understreger samspillet mellem de keramiske elementer. Indimellem er der indarbejdet enkelte støbte glasfliser, som bryder den ellers lukkede keramiske overflade. Om aftenen oplyses glaselementerne, så facaden får en anden karakter med små lysende detaljer mellem de massive flader.

Kontrasten mellem keramik, metal og glas giver bygningen et sammensat materialemæssigt udtryk, hvor både overflade, samlinger og lys spiller en rolle i den arkitektoniske helhed. De varme terrakottaflader, den skulpturelle geometri og de præcist bearbejdede detaljer står i bevidst kontrast til de omkringliggende glastårne. Dermed bliver facaden en fortolkning af byens eksisterende arkitektur, hvor traditionelle materialer og håndværksmæssige principper får en ny rolle i det moderne storbymiljø.