
Bæredygtighed har været i fokus på stor boligrenovering i Haderslev
Nordstern skærpede sit fokus på genanvendelse, da 320 boliger skulle renoveres i Braineparken i den sønderjyske by – erfaringerne kan bruges andre steder, siger de projektansvarlige.

Totalentreprenøren Nordstern har siden 2021 arbejdet på projektet – og allerede fra begyndelsen var der fokus på blandt andet affaldssortering og optimering af elbesparelser. Men genanvendelse kom også hurtigt i højsædet.
- Bygherre ønskede, at tagstenen skulle genbruges, men de viste sig at være ved at smuldre væk. I stedet kiggede vi på, hvad der ellers kunne genanvendes, siger projektleder Raquel A.P. Møller Jensen.
Høje ambitioner
Det viste sig, at lejlighedernes massive trægulve var af en kvalitet, der talte for genanvendelse. Det samme var lejlighedernes hårde hvidevarer. Beboerne i Braineparken var dog blevet lovet nye gulve og hvidevarer – derfor skulle materialerne videre til andre projekter. Det krævede en nytænkning af arbejdsgangene.
- Vi ændrede procedurer, for vi var nødt til at tage hensyn til opmagasinering, transport, fugt og kulde, så det har kostet os ekstra arbejdstid, siger Raquel A.P. Møller Jensen.
Hendes kollega, projektchef Lars Bernov tilføjer, at genanvendelsen ikke var et bygherrekrav, når man ser bort fra teglene.
- Men vores tankegang blev hurtigt, at al genanvendelse, der gav mening, skulle afprøves. Vi kiggede også på om vi kunne sende vinduerne videre, men vi var ikke hurtigt nok ude, så vi kunne ikke finde en aftager, siger han.
Torben Bredkær Knudsen, der er projektdirektør i Renovering Vest, fortæller, at bæredygtighedstankegangen er led i Nordsterns overordnede tilgang til opgaverne.
- Vi har høje ambitioner for bæredygtighed, og vi screener altid projekter for at se, om noget kan genanvendes. En af de erfaringer, vi har gjort os, er, at vi skal få overblik i god tid, så vi kan finde en aftager, inden vi for eksempel rykker vinduer ud, siger han.
På længere sigt efterlyser de tre kollegaer en holdningsændring, så materialer i højere grad kan genanvendes på selve renoveringssagen.
- Vi skal være bedre til at tale værdien i genanvendelsen op, siger Raquel A.P. Møller Jensen.