Byggeriet af VANDVID går i gang på Assens Havn
På Assens Havn begynder nu byggeriet af det nye oplevelsescenter. Projektet omfatter nybyggeri, transformation af pakhus og etablering af kystnære anlæg.
I maj indledes anlægsarbejdet på VANDVID – Danmark under overfladen – på Midtermolen i Assens Havn. Projektet, der tidligere har været kendt som det nationale Kyst- og Lystfiskercenter, vil over det kommende år præge havneområdet med både nybyggeri og transformation af eksisterende strukturer.
Den arkitektoniske hovedattraktion bliver en oval oplevelsesbygning, tegnet af 3XN A/S, som med sin bløde geometri og maritime placering skal danne ramme om formidling af Danmarks vandnatur. Samtidig restaureres det eksisterende røde pakhus, som integreres i det samlede anlæg.
VANDVID er tegnet af 3XN A/S med rådgivning fra Detblå ApS, Henry Jensen A/S, Rådgivende Ingeniører og Bactocon ApS. Trias AVI står for udvikling af udstillinger og oplevelsesdesign.
Projektet er finansieret med støtte fra A.P. Møller Fonden (25 mio. kr.), Nordea-fonden (19,1 mio. kr.) samt staten og Assens Kommune med henholdsvis 22 og 15 mio. kr.
Kombination af nybyggeri, transformation og kystanlæg
– Centeret bliver et stort aktiv, som er med til at skabe liv og aktivitet i byen og kommunen. Aktivitet som kan smitte af på butikker, restauranter og overnatningssteder, og som sætter Assens på landkortet, som en central spiller, når det handler om viden om Danmarks vandnatur, udtaler borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen i en pressemeddelelse.
Ud over selve bygningsmassen omfatter projektet en landskabelig bearbejdning af havnefronten. Der etableres opholdsrum, stenrev og fiskeplatforme, som kobler formidling, rekreation og kystnær biodiversitet.
Arbejdet udføres af flere entreprenører:
- CJ A/S står for opførelsen af den ovale bygning
- Lebæk A/S varetager restaureringen af pakhuset
- TC Anlæg A/S udfører omdannelsen af Midtermolen, havnebassinet og kajanlægget
Martin Albertsen, der er talsperson for VANDVID og direktør for By, Land og Kultur i Assens Kommune lægger vægt på, at det er meget erfarne virksomheder, som har vundet udbuddene.
Formidling af vandlandskaber og lystfiskeri
VANDVID skal fungere som nationalt formidlingscenter for vandmiljø, lystfiskeri og kystlandskaber. Udstillingerne udvikles af Trias AVI og vil kombinere sanselige installationer med viden om både historiske og fremtidige vandlandskaber.
Navnet VANDVID – en sammentrækning af “vand” og “viden” – understreger ambitionen om at skabe en oplevelsesbaseret forståelse af livet under havoverfladen og dets betydning for det danske landskab.
Trafikale påvirkninger i anlægsperioden
Anlægsarbejdet vil medføre midlertidige gener i havneområdet. Fra juli 2026 og cirka et år frem forventes vejarbejde og ombygninger på Nordre Havnevej og Ved Stranden, hvilket kan påvirke trafikafviklingen.
Der etableres dog midlertidige passager for gående, og kommunen oplyser, at der vil være dialog med naboer og erhvervsliv om afbødende tiltag.
Tidsplan for projektet
- Maj 2026: Etablering af byggeplads
- Medio maj 2026: Opførelse af den ovale bygning igangsættes
- Juni 2026: Renovering af pakhus påbegyndes
- Juli 2026: Anlæg af havnefaciliteter starter
- Oktober 2026: Pakhus færdigrenoveret
- April 2027: Udstillingsopbygning i hovedbygning
- Juni 2027: Nybyggeri færdiggøres
- Juli 2027: Officiel åbning
