Campus i træ tegnet af C.F. Møller Architects
Når Salling Group ombygger sit campus BØGEHØJ i Ebeltoft, bliver der tænkt holistisk og på at mindske CO2-aftrykket. Den nye værelsesfløj opført i træ er tegnet af C.F. Møller Architects.
Klaus Toustrup. Foto: Hans Christian Jacobsen
Hvert år får Campus BØGEHØJ besøg af op mod 20.000 gæster fra Sallingkoncernen og er stedet, hvor samtlige af Salling Groups elever kommer for at blive uddannet. Det sætter altså et signal for virksomheden at vælge at anvende træ i sin nye bygning for minimere sit CO2-aftryk.
Den nuværende værelsesfløj 2 skal rives ned, og med opførelsen af den nye bygning i træ lever byggeriet op til kommende krav i bygningsreglementerne frem mod 2029.
– Vi opfører i træ og lever op til de skrappe krav for byggeri, fordi vi i Salling Group ønsker at minimere vores aftryk på klimaet, og det er også en del af vores bæredygtighedsstrategi. Ved at opføre i træ mindsker vi CO2-aftrykket betragteligt svarende til en reduktion på cirka 40 % i forhold til traditionelt byggeri, siger Henrik Vinther Olesen, bæredygtighedsdirektør i Salling Group i en pressemeddelelse
Træmodulerne til den nye værelsesfløj bliver produceret i Danmark.
– Vi vil gerne være på forkant - også i forhold til vores fremtidige byggerier. Det er en stor forandring at opføre i træ med minimumsforbrug af stål og beton. I fremtiden er vi nødt til at tænke anderledes både i materialevalg og metoder, når der opføres byggerier. Det primære greb er udbredt anvendelse af træ, men på BØGEHØJ etablerer vi også ladestandere og solceller langt udover gældende minimumskrav, ligesom vi arbejder med lokal afledning af regnvand samt grønne sedumtage, forklarer Henrik Haudrum Olesen, bygge- og etableringschef i Salling Group.
Sender et signal til sine gæster
Hos C.F. Møller Architects er man begejstrede for samarbejdet omkring byggeriet.
– Når vi skal bygge nyt, er det afgørende, at vi tænker i holistiske tiltag med omtanke for klima og miljø, og at vi bruger materialerne klogt. Det er derfor fantastisk at have en bygherre som Salling Group, der ønsker at gå foran og sætte retning. Forhåbentlig vil den nye værelsesfløj ikke blot sende et signal med sit CO2-aftryk, men også være med til at øge klimabevidstheden hos alle de gæster, som kommer til at bruge bygningen, siger Klaus Toustrup, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.
Genbrug af gamle sten
Fra nedrivningen bliver belægningen fra den midterste del af fløjen gemt og genbrugt til at etablere en terrasse foran bistroen i hovedbygningen på Campus BØGEHØJ.
Når gæsterne færdes på udearealerne, kan de glæde sig over, at der er fokus på biodiversitet, for der er cirka 3,5 hektarer jord udlagt til dette. Området er fyldt med forskellige plantearter, som står vildt og passer sig selv. Kun én gang om året bliver det slået med hø-opsamling. Det sker efter 1. oktober.
Foruden ombygningen og opførelsen af den nye værelsesfløj bliver der også bygget et stort konferencelokale med plads til 180 mennesker samt en rooftop med restaurant og tagterrasse, hvor der er plads til 180 spisende gæster. På de nye bygninger bliver der etableret sedumtage.
Om Campus BØGEHØJ:
• De 16 værelser i den gamle fløj bliver til 82, når ombygningen er færdig. Den nye fløj forventes at stå klar i efteråret 2024
• På Campus BØGEHØJ er der 19,5 hektar land og ligger i Nationalpark Mols Bjerge
• Campus BØGEHØJ varetager alt fra elever til direktionen i Salling Group og har op mod 20.000 gæster er igennem om året