Den nye bydel Nordø er færdig og har allerede masser af liv
Nordhavns nye bydel, Nordø, står nu færdig og har forvandlet Københavns gamle Frihavn, så den undervejs er blevet taget i brug af beboere og turister. Pihl Konsortiet har givet liv til PFA Ejendommes visionære projekt.
Det enorme projekt begyndte i 2020 og der, hvor Københavns Frihavn engang tjente den travle skibsfarte, ligger nu en hel ny bydel. Dens rodnet er vokset ud fra det populære Århusgade-kvarter ud til en udsigt over bølgerne i Øresund. Nordø strækker sig over 70.000 m2 med kontorer, luksusboliger, hotel og parkeringskælder og former et levende vartegn for livet i København.
PFA Ejendomme har stået i spidsen for Nordø-projektet og Pihlkonsortiet, som består af M.J. Eriksson A/S, LM Byg A/S og Pihl & Søn A/S, har som totalentreprenør realiseret det enestående projekt. De arkitektoniske visioner er udtænkt af Henning Larsen og Vilhelm Lauritzen Arkitekter sammen med underarkitekterne Cobe og Tredje Natur.
- Alle vil gerne bo og arbejde tæt på centrum og samtidig have en åben og lækker udsigt, og det har man mulighed for her på Nordø. Efter tre års byggeri, har vi nu opført Nordø, og øen summer allerede af liv, hvilket er en fornøjelse at opleve. Nordø er et spektakulært byggeri, og vi er utrolig stolte over, at PFA, som er en af landets største bygherrer, valgte Pihlkonsortiet til at realisere deres drømme. Med sin smukke beliggenhed og visioner om at skabe en ny bydel i København, er der ingen tvivl om, at Nordø vil puste endnu mere liv i Nordhavn, siger Frank Aarslew-Jensen, adm. direktør i Pihl & Søn i en pressemeddelelse.
Farver og materialer binder kvartererne sammen
Selvom Nordø er en selvstændig bydel, forbinder bygningerne til kontorer, lejligheder og hotel til de omgivende byggeri på Nordhavn og ind på Østerbro. Både materialer og farver, især de karakteristiske røde mursten, er inspireret af Århusgade-kvarteret og røde mursten udgør også facaden på tre af Nordøs i alt fem områder.
På den sydlige side af øen møder man de to lejlighedskarreer Nordøkarréen og Nordøhuset, som tilsammen rummer 115 boliger, hvor altaner og tagterrasser i flere niveauer og fælles gårdhaver giver et andet udtryk end det klassiske Østerbro.
Mod nord, over for de to boligkarreer ligger det nyopførte Marriott hotel, der indeholder to forskellige hotelkoncepter med hver sin lobby og indgang - FairField og Residence Inn by Marriott Copenhagen Nordhavn. Hotellet er opført i fem etager og rummer tilsammen 316 værelser. Bygningens facade er lavet med relief-murværk, som giver dybde og spil i facaden.
Lige efter den nordlige bro til Nordø kommer man til det nyopførte erhvervsdomicil Porten, hvis facade har tre af siderne udført af glas, søjler samt bjælker af cortenstål. En grøn ydervæg med planter er med til at give en oplevelse af at være et grønt gaderum.
Vinterhaven
Solens rejse over himlen
På Nordøs smukkeste og yderste placering i havnen står det 26.000 m2 store kontordomicil Spidsen, som allerede er et pejlemærke for Københavns Havn.
Ved første øjekast kan vindueselementerne af glas- og metal i facaden se ens ud. Men kigger man efter, vil man opdage tre forskellige bredder i de 924 vindueselementer, som alle er sat sirligt op efter dimension og med millimeterpræcision. De følger solens rejse over himlen.
På den sydlige side af Spidsen skærmer de smalle vinduerne mod solens skarpe stråler, og går man rundt om siloen, opdager man, at jo længere mod nord man kommer, jo større bliver vinduespartierne. Herved er Spidsens brugere sikret optimale lysforhold uanset, hvor de er i bygningen.
Indvendigt byder Spidsen på en smuk og frodig vinterhave med træer, buske og blomster. Hvor bygningens glasfacade reflekterer det blå Øresund, inviterer naturen i vinterhaven til at tage en pause her eller en kop kaffe over et uformelt møde.
Det færdige byggeri er blevet helt enestående, siger Frank Aarslew-Jensen:
- Opførelsen af Spidsen har været et enormt projekt i sig selv. For at sætte tingene lidt i perspektiv, så kan Rundetårn stå inde i Spidsens atriumgård, som er indrettet som en smuk, grøn vinterhave med store træer, buske og blomster. Der har ikke været en eneste standardløsning på dette projekt, og vi har f.eks. skulle anvende en masse viden om klassisk betonbyggeri, og bruge det på en ny måde for at realisere projektet.
- Det er med stolthed, at vi nu står med fem smukke og færdige bygninger, og jeg er ganske enkelt imponeret over den indsats, der er ydet af alle parter. Med høj arkitektonisk kompleksitet, smukke detaljer i byggeriet og solidt håndværk har Nordø nu for alvor indtaget bybilledet.