Børnehuset Valhalla. Foto: Tina Liv
Det skal være sværere at gøre, som vi plejer
Direktør for ABC Pavilloner og Concept Living Kjeld S. Facius mener, at arkitekter, udviklere og bygherrer lige nu belønnes for at vælge det velkendte. Ambitionsniveauet skal hæves, både politisk og i branchen.
På vores netop afholdte vidensdag om det ansvarlige byggeri blev én ting tydelig: Vi bruger for mange materialer, stiller for mange dokumentationskrav, som ikke altid skaber reel værdi, og holder samtidig fast i de byggemetoder, vi kender. Det er en dårlig kombination for klimaet.
I både nybyggeri og midlertidigt byggeri ser vi overdimensionering af konstruktioner og en praksis, hvor der bruges mere beton, stål, beslag og andre materialer end nødvendigt. Det skyldes blandt andet uklare regler og fortolkninger, som ofte får rådgivere og bygherrer til at vælge både livrem og seler.
Funderbørnehus
Funderbørnehus
Samtidig er dokumentationsbyrden vokset til et niveau, hvor tusindvis af sider kan være nødvendige, før et byggeri kan tages i brug. Dokumentation er vigtig. Men den må ikke blive et mål i sig selv, hvis resultatet er dyrere, langsommere og mere materialetungt byggeri.
Og her rammer vi den strukturelle udfordring: Arkitekter, udviklere og bygherrer belønnes alt for ofte for at vælge det velkendte. Beton, mursten og traditionelle byggemetoder opleves som de sikre valg, mens træ, genbrug, fleksible fundamenter og præfabrikerede løsninger skal bevise sig igen og igen.
Det er paradoksalt, når vi samtidig ved, at træ og andre biogene materialer kan spille en væsentlig rolle i at reducere byggeriets klimaaftryk. De skærpede CO2-krav har givet træbyggeriet medvind, men frivillighed og gode intentioner er ikke nok.
Bygningsreglementet skal være mere ambitiøst, og det skriger til himlen, at politikerne ved de seneste stramninger igen satte et lavt ambitionsniveau, når byggebranchen kalder på det modsatte. CO2-grænserne skal strammes yderligere, og regler, udbud og lokalplaner skal i højere grad belønne løsninger med lavt materialeforbrug, lavere klimaaftryk, genbrug og mulighed for senere ombygning eller flytning.
Hos ABC Pavilloner og Concept Living by abc bygger vi præfabrikerede moduler i træ og arbejder konkret med blandt andet skruefundamenter, genanvendelse og design for adskillelse. Vi ved derfor, at alternativet findes.
Det, vi mangler, er ikke flere hensigtserklæringer. Vi mangler rammer, der gør det lettere at vælge klogere – og sværere bare at gøre, som vi plejer.
