EcoNeo: Lav-emissions-sommerhus bruger viden fra rumarkitektur
SAGA Space Architects står bag EcoNeo, et 35 m² digitalt fremstillet sommerhus, der bringer tegnestuens rum-habitat-tænkning tilbage til Jorden.
EcoNeo er designet ud fra de samme principper, der præger arkitektur til ekstreme miljøer – kompakt boligdesign, ressourceeffektivitet og menneskelig trivsel – og foreslår en ny model for bæredygtigt sommerhusliv: mindre, smartere og med lavere aftryk, uden at gå på kompromis med komfort eller atmosfære.
– Med EcoNeo var vores mål at vise, at bæredygtig tiny living ikke behøver at betyde kompromis. I rummet skal hver eneste kvadratmeter understøtte menneskelig trivsel. Vi har bragt den tænkning tilbage til Jorden for at vise, at et 35 m² sommerhus stadig kan føles generøst, socialt og dybt forbundet med naturen, siger Sebastian Aristotelis, medstifter og ledende arkitekt hos SAGA Space Architects.
Ved at kombinere et kompakt areal med intelligente systemer, biogene materialer og effektive byggemetoder viser projektet, hvordan fremtidens sommerhuse kan reducere både størrelse og CO₂-aftryk, samtidig med at de bevarer den komfort, kvalitet og atmosfære, der forventes af et moderne sommerhus.
Læs også:
Portræt af Arkitekt Sebastian Aristotelis Frederiksen fra SAGA Space ArchitectsSommerhuset er et eksempel på, hvordan man kan leve stort på få kvadratmeter. Det rummer en central opholdsstue med et bord med plads til op til 10 personer samt en rummelig sauna med plads til otte personer, som kan omdannes til to ekstra sovepladser. To hemse fungerer som husets primære soveområder for fire personer, og den centrale trappe fungerer samtidig som integreret opbevaring. Et ovenlysvindue trækker dagslys dybt ind i det kompakte interiør og er med til at få rummet til at føles mere åbent og generøst. Udenfor forlænger en terrasse opholdsrummet ud i landskabet, mens et koldtvandskar supplerer saunaen og afspejler traditionerne i det skandinaviske sommerhusliv.
For at gøre det lille hus mere effektivt og komfortabelt er EcoNeo udstyret som et smart home. Cirkadisk belysning følger en 24-timers døgnrytme, mens SAGA’s Ravens Environmental Sensing System overvåger luftkvalitet og bevægelse, ligesom i SAGA’s rum habitater. Gennem ODIN-operativsystemet og en central touchskærm kan huset reagere på miljødata ved at justere belysning, åbne vinduer eller persienner og styre saunaen.
Gevinster at hende både i byggeproces og drift
Projektet kombinerer biogene naturmaterialer, digital fremstilling og byggemetoder med lavt aftryk. EcoNeo er bygget af eg, birk, douglasgran, krydsfiner, OSB-plader og træfiberisolering, hvilket reducerer CO₂ og samtidig skaber et varmt og taktilt interiør. CNC-skårne modulære paneler muliggør effektiv montering på stedet og understøtter en mere præcis byggeproces med mindre materialespild.
Mens opførelsen af et almindeligt hus kun står for omkring 20 % af dets drivhusgasudledninger, kommer cirka 80 % fra driften over husets levetid. EcoNeo reducerer energibehovet i brug gennem et højt isoleringsniveau, automatiske persienner, motoriserede vinduer til naturlig ventilation, tilstedeværelsesregistrering og tidsbaserede skemaer. En højeffektiv varmepumpe leverer op til 4,6 enheder varme for hver enhed elektricitet, der forbruges under angivne forhold, mens belysning og apparater understøttes af nærliggende solceller og en mellemstor batteribank.
Ved at kombinere kompakt rumligt design, digital fremstilling, biogene materialer og smart-home-systemer demonstrerer projektet, hvordan fremtidens boliger kan reduceres i størrelse uden at gå på kompromis med boligoplevelsen. Projektet fungerer som en succesfuld prototype og viser det skalerings- og tilpasningspotentiale, som SAGA ønsker at udforske yderligere.
CO₂-aftryk
Et nybygget sommerhus i Danmark er i gennemsnit 93,6 m²1 og har en gennemsnitlig udledning på 9,5 kg CO₂ pr. m² pr. år2. Til sammenligning er EcoNeo 35 m², hvilket alene gennem størrelsen reducerer det samlede aftryk med cirka 60 %. Når den kompakte størrelse kombineres med biogene materialer, effektive systemer, intelligent miljøstyring og understøttelse fra vedvarende energi, opnår EcoNeo et estimeret aftryk på 175 kg CO₂ pr. år. Det kan sammenlignes med cirka 883,5 kg CO₂ pr. år for et gennemsnitligt nybygget dansk sommerhus og svarer til en estimeret reduktion på omkring 80 %.
Tekniske detaljer om EcoNeo
- Samlet areal: 35 m²
- Primære materialer: OSB-plader med træfiberisolering, krydsfiner, douglasgran, eg og birk
- Faciliteter: tekøkken, badeværelse med bruser, sovehemse, indendørs sauna, integreret opbevaring, terrasse og koldtvandskar
- Tekniske funktioner: cirkadisk belysning, CRI CCT LED’er, Ravens Environmental Sensing System, ODIN-operativsystem
- Samarbejdspartnere: Velux, Dinesen, GROHE, Svane Køkkenet, Velfac, Keflico, ThermoCell og andre, som hver har bidraget med specialiserede materialer, komponenter eller systemer, der understøtter EcoNeos lavemissions- og højteknologiske design. Den komplette liste over partnere findes på EcoNeo projektside.
