SAGA Space Architects: Vi vil kolonisere rummet

'De skulle selv sættes til at bo i det, de har tegnet.'

Den sure bemærkning dukker ikke sjældent op, når diskussionen falder på arkitekter og deres værker. Arkitekt Sebastian Aristotelis Frederiksen og hans kollega og medstifter i tegnestuen SAGA Space Architects Karl-Johan Sørensen levede mildest talt op til ordene i sommeren 2020.

Her flyttede de til et af jordens mest ugæstfri klimaer i det nordlige Grønland for at tilbringe tre måneder på 4,5 kvadratmeter uden andet menneskeligt selskab end hinanden. Deres midlertidige hjem var habitatet LUNARK. En futuristisk pod, designet til at modstå alle tænkelige udfordringer og med et helt særligt design, inspireret af japansk papirfoldekunst. Ikke for det æstetiske udtryk, men af rent praktiske årsager. Habitatet er skabt til at fylde mindst muligt, når det er slået sammen – og selv om det kom i brug nord for polarcirklen, er det skabt til endnu mere fremmedartede miljøer.

SAGA Space Architects hovedmission er nemlig ikke at skabe boliger på jorden – men til fremtidens kolonisering af verdensrummet. Det er dog temmelig svært lige at smutte til månen for at afprøve boformen, så i første omgang måtte Grønland agere stand-in.

Barnedrømmen

I polarnatten var der rig lejlighed til at studere den stjernehimmel, som Sebastian Aristotelis Frederiksen altid har drømt sig op imod – både personligt og fagligt. Lige siden barndommen har verdensrummet trukket i ham, og professionelt har han heller ikke været i tvivl om, at fremtiden lå i at skabe rammer for kolonisering af månen og Mars.

- Jeg har altid været dybt fascineret af opdagelsesrejsen og det ukendte. Når jeg som lille lagde mig til at sove, drømte jeg om dette rumskib, der var kisteformet og kun lige havde plads til en person. Jeg kunne rejse til de fjerneste ender af universet. Det gav mig en ro med denne susen ud forbi stjernerne, fortæller han.


Drengedrømmen holdt – også, da han søgte ind på Arkitektskolen.

- Jeg var klar over, at der kun var en lillebitte chance for, at jeg ville komme til at beskæftige mig med rumarkitektur. Der var ikke mange forbilleder at kigge på. Jeg kendte kun til Kristian von Bengtson, og det nærmeste jeg var kommet på ham var at læse hans Wikipedia. Der kunne jeg se, at han gik på International Space University i Strasbourg, og inspireret af ham tog jeg min overbygning der efter mit forløb på Arkitektskolen i København.

Inspireret af Elon Musk

På Arkitektskolen oplevede han hurtigt at blive sat i bås som dagdrømmer, når han luftede tanken om at beskæftige sig med rummet. Hans medstuderende havde svært ved at forholde sig til de højtflyvende planer.

- Det forstår jeg godt. Men når man går med sådanne drømme, er det farligt at sige dem højt, hvis man møder modstand. Det er som at så et frø til en plante, der er utrolig skrøbelig i den første tid. Så jeg holdt tankerne om rumarkitektur for mig selv, men forsøgte at dreje svarene på de skriftlige opgaver ind på rumarkitekturen, siger den 27-årige arkitekt, der på en studietur faldt i snak med Karl-Johan Sørensen.

- Jeg havde lige læst Elon Musks biografi, og jeg kunne ikke lade være med at tale om den. Karl-Johan havde tilfældigvis også læst bogen, og det gik op for os, at vi begge havde gået og drømt om arkitektur i det ydre rum. Det var utroligt, at vi havde ramt samme årgang og samme klasse på den samme arkitektskole. Det gik op for os, at det kunne lykkes for os. Lige så snart, man har en makker at drømme med, kan det blive til virkelighed.

Makkerparret deltog, når der var arkitektkonkurrencer for det ydre rum, og det lykkes at vinde den største konkurrence om arkitektur til en marsmission, der til dato er holdt.

Vinderprojektet hed Dandelion – opkaldt efter deres udseende, der minder om en mælkebøtteblomst. Det avancerede habitat trækker blandt andet energi ud af statisk elektricitet genereret af støv og arbejder også med andre selvforsynende og bæredygtige principper – nødvendigheder, når man befinder sig i et miljø, hvor man ikke umiddelbart har fået nye forsyninger.

Lektien fra Grønland

Det bringer os retur til makkerparrets Grønlandsprojekt – og svaret på spørgsmålet om, hvorvidt man som arkitekt kan lære noget af at leve i sine egne kreationer.

Det kan man, bedyrer Sebastian Aristotelis Frederiksen.

- Vi er i gang med at tegne habitater til et projekt i Schweiz, og det har gjort det mere synligt, hvad vi har lært af vores ophold. Vi er ti mennesker på tegnestuen, og de har ikke alle været gennem en dagligdag på fire-en-halv kvadratmeter på Grønland.

Det har jeg, og det har givet en intuitiv fornemmelse for, hvad man har brug for og ikke brug for. Det er helt simple ting – hvad er stresskilderne, hvad giver negative påvirkninger og hvordan kan man skabe rammer, der giver mest muligt privatliv.

Et habitat skal designes, så man kan bevæge sig rundt uden at være til gene for hinanden, og det er vigtigt at skabe lysforhold, der spejler en døgnrytme, så man overholder biologiens krav, siger arkitekten.

- Det kræver virkelig smart design. Vi tog afsted som helt almindelige mennesker, vi har ikke engang været værnepligtige, mens astronauter er toptrænede mennesker, der er nøje udvalgte. Alligevel ved vi, at den kognitive performance falder, når, når folk har været på en rumstation, og det er den udvikling, man skal forsøge at imødegå i designet.

Fra Mars til Holstebro

Selv om rummet kalder, betyder det ikke, at jordforbindelsen er røget for SAGA Space Architects og tegnestuens chefarkitekt.

- Vi er et sted nu, hvor vi kan leve af den arkitektur, vi laver. Men vi står på to ben. Det ene er rumarkitektur, hvor vi lige nu er ved at tegne habitatet, der skal bruges til uddannelse i Schweiz.

Det andet er udnyttelse af den teknologiske tilgang her på jorden. Vi er en del af en gruppe, der hedder 3DCP Group, der også består af bygherrer og entreprenører. Vi har tegnets Skandinaviens største 3D-printede betonbolig, der er blevet opført i Holstebro.

Vi ser en fremtid i, at man 3D-printer måneboliger, men både teknik og tankegang kan også bruges på jorden. I rummet vil det være nødvendigt med små strukturer, og fremover bliver vi også nødt til at skabe flere bygninger og bo på mindre plads her på jorden.





Der kan 3D-printede bygninger være en hjælp, siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der i sit virker arbejder med tabula resa – den blanke tavle.

- Men det er metaforisk. Det handler ikke om at bryde alt ned, men om ikke at tage traditioner for givet og at gentænke projekter. Når vi kigger på rummet, er det let, for der er ikke en stil, vi skal lægge os op af.

Men tankerne kan bruges i den bygningsmasse, vi har i da. Hvis man helt praktisk skal bygge mellem eksisterende huse eller skal gentænke, hvordan vi kan udnytte plads bedre, kræver det, at vi laver helt nye løsninger.

Men det behøver ikke at betyde, at vi skal rive alt fra hinanden. Det kan være nye måder at bevæge sig på eller dynamiske rum og møbler, der kan ændre sig, siger han og vedgår, at tankegodset om både 3D-printede bygninger og rumkolonier kan virke fjernt for mange.

- Men de fleste forstår ikke, hvor tæt vi er på at tage rejsen ud i rummet. Der har kun været 600 mennesker i det ydre rum igennem seks årtier, men i år har der været flere mennesker i rummet end nogensinde før.Så det går i den rigtige retning.

Og jeg kan lide ideen om kvantespring, for eksempel højdespring ved olympiader. Der var en måde at hoppe over på, og rekorderne blev kun langsomt forbedret.

Så var der en gut, der fandt på at hoppe med ryggen over først, kunne man få ti eller 20 centimeter mere. Man gik fra meget små skridt år for år, indtil den ny teknik kom.Inden for rumfart oplevede man det, da vi fik raketter, der kunne lande igen.

Nu står vi foran det næste kvantespring, hvor vi får raketter, der er stærke nok til at tage os til månen igen. Det har vi ikke haft i 50 år, og de nye vil kunne tage os tilbage og genbruges. Det ligger i en meget nær fremtid, og når det sker, har man sat en ny standard, alle skal leve op til.

Der er netop 3D-print et jordnært eksempel.

- 3D-print kan allerede lave konkurrencedygtige boliger, og når teknologien er modnet, vil det ramme hele verdens befolkning. Om 20 år giver det ikke mening ikke at 3D-printe boliger. Det er mere sikkert, byggepladserne skal være åbne i 24 timer, og hvis man koder rigtigt, er man beskyttet mod fejl. Distancen mellem arkitektens vision og den færdige bygning er meget kortere, for mange af de mellemliggende processer kan reduceres eller springes over.

Det vil betyde, at man kan bruge flere ressourcer på at lave bedre boliger, der kan skræddersys til både beboere og geografi. Det er en fed fremtid, siger Sebastian Aristotelis Frederiksen, der regner med, at 3D-bygninger vil være udbredte i løbet af relativt få år. Rumeventyrerne vil naturligt nok tage lidt længere tid.

- Men jeg ser en fremtid, hvor vi om 50 år har SAGA-designede hjem på Månen og Mars, og jeg
håber og tror, at vi om 20 år ser de første par habitater på fremmede planeter.