Vi mødte Alessandra Covini og Giovanni Bellotti fra Studio Ossidiana på DAC’s udstilling Age of Nature, hvor de deltager med deres spekulative projekt Amsterdam Allegories: 21 flydende øer i Sixhaven, Amsterdam, hvor hver ø udgør et lille økosystem med sin egen identitet.

- På mange måder begyndte vores tegnestue med Amsterdam Allegories, siger Giovanni Bellotti.
Dengang studerede han i USA, og parret arbejdede på tværs af tidszoner, mens de deltog i konkurrencer sammen.

Et af disse bidrag blev netop Amsterdam Allegories, et trekantet område over for Amsterdams hovedbanegård. Historisk set var området em handelshub, hvor kul, metaller og korn blev opbevaret. Studio Ossidiana fortolkede denne industrielle arv som en række nye offentlige rum på vandet, hvor øerne blandt andet er et bevægeligt kulbjerg, et fuglehus ved en metroindgang, en grillø og et palads af metalskrot.

- Det var et statement. At denne lille trekant kunne blive det geografiske centrum for et fremtidigt Amsterdam – en forbindelse mellem byens skarpe opdeling mellem nord og syd. Øerne er tænkt som mobile fragmenter, et offentligt rum, der kan bevæges og omforme sig på tværs af byen, forklarer Alessandra Covini.

 

Byens rum skal vække nysgerrighed

Tegnestuen er kritisk over for, hvordan mange offentlige rum i verdens storbyer bliver formet af developere, som frygter, at eksperimenterende design kan påvirke ejendomsværdier negativt.

Horismos Playground, Vleuten, Holland, 2020. Foto af Kyoungtae Kim

I stedet peger de på den humanistiske tradition fra Aldo og Hannie van Eycks åbne legepladser i efterkrigstidens Amsterdam, hvor man skabte omkring 700 små byrum som sociale nødvendigheder, der inviterede både børn og voksne indenfor.

Byer fortjener mere eksperimenterende rum, der både fremmedgør os og vækker nysgerrighed, ligesom de åbner op for nye relationer mellem forskelligartede grupper af mennesker, dyr, planter og materialer. Alessandra Covini forklarer:

- Vi ønsker ikke, at folk skal være passive brugere af rum. Vi vil have dem til at genopdage sig selv som gartnere, designere, kartografer – som mennesker, der er i stand til at forme byen.

 

Ildklitter og fugleøer

I projektet Fire Dunes forvandlede Studio Ossidiana en sandet grund ved en byggeplads til et landskab for handling – med skorstene, friluftskøkkener og ildsteder. Samtidig er det en del af projektet, at en gravemaskine hele tiden opbygger nye klitter. Som byrum forventes aktivitet: madlavning, samvær, vedligeholdelse og forandring.

Et andet projekt er en flydende fugleø i Vondelpark, Amsterdam, hvor øen er udformet som en have med siddepinde og fodersteder, der inviterer fugle til at sprede frø og gøde jorden – fuglene får dermed rollen som medgartnere. Lignende strukturer er også blevet opført i Rotterdams mere rå havneområde, hvor de tiltrak krager og ravne frem for idylliske svømmefugle.

- En væsentlig del af vores projekter handler om aktivitet. Skønhed er ikke en færdig form, men værdien ligger i det arbejde, stederne muliggør – den sansning og hengivenhed, som det arbejder fremkalder. Vores projekter er i bund og grund instrumenter – store værktøjer, der inviterer til havearbejde og omsorg. Ofte bliver planter bare anvendt til at skabe kulisser, og sådan bør det aldrig være. Selv vores vaser er ikke blot skulpturelle rekvisitter – de er uregerlige beholdere beregnet til dyrkning – de lugter af jord og spilder lidt, ligesom de kræver og belønner pleje, siger Giovanni Bellotti.

 

Bæredygtighed drevet af lyst – ikke skyld

Både Alessandra Covini og Giovanni Bellotti er vokset op i Norditaliens Po-dal, et landskab i konstant forandring. Og Tegnestuen betragter grundlæggende naturen i vores del af verden som en kulturel konstruktion – noget, der altid skabes, omformes og vedligeholdes.

- Jeg mener, forestillingen om, at naturen er god og hellig, er en misforståelse. At projicere moralske værdier over på naturen og idealisere den hjælper os ikke. Det skaber et paradoks, hvor noget af vores verden skal beskyttes, mens resten bliver betragtet som noget, der blot kan udnyttes som en ressource, siger Giovanni Bellotti og fortsætter:

- Vi må omfavne og begære forandring, hvor vi har et forhold til arkitektur som til en elsket kjole, man bliver ved med at lappe. Jeg håber, at denne mere intime relation til vores omgivelser kan blive drivkraften for bæredygtighed i byggebranchen i fremtiden – fremfor blot at leve på den samme måde med ny teknologi eller bygge på samme måde med nye materialer. Vi kan finde dyb lykke i at danne relationer til verden og naturen, og det bør vi opsøge. Forandring bør være drevet af glæde og intimitet med vores omgivelser – ikke frygt.

Som et eksempel på denne tankegang arbejdede Studio Ossidiana i et projekt i Brugge med ideen om at betragte en bygning som en have – at se overflader som levende og værdige at røre ved, hvor man dermed ændrer måden, vi ser og plejer bygninger på. De skabte en midlertidig pavillon bestående af lag af forskellige jordtyper og knuste skaller, som konstant blev vandet og omrørt: Et eksperiment i konstant udvikling, hvor ejerskabet og ansvaret blev delt mellem plejere og designere.

Ét sammenhængende værk bestående af fragmenter

For Studio Ossidiana står projekterne aldrig alene. De ser deres praksis som ét sammenhængende værk, der udvikler sig fra de 21 flydende øer i Amsterdam Allegories – fragmenter af mulige verdener, der kræver deltagelse.

- Når vi designer byernes fælles rum, så skal vi som arkitekter præsentere vores vision for det liv, vi ønsker, at andre skal leve. Vi tror ikke, at noget er neutralt. Når vi placerer en række af ideer på et bord, så præsenterer hvert fragment en mulighed, men dermed ikke sagt, at de forskellige muligheder passer sammen – til tider modsiger de hinanden. De præsenterer flere tilgange, hvor det fælles er, at de forventer aktivitet – de har brug for medskabelse, siger Alessandra Covini og slutter af:

- Det kan være en skræmmende tanke, men jeg tror ikke, vi mennesker er de sidste, der kommer til at bebo denne planet. Som arkitekter er vi ikke her for at frelse os mennesker eller redde planeten. Men vi kan skabe skønhed ved at bygge relationer til materialer, til hinanden og til andre arter. Denne forbundethed er for os nok.

Læs flere portrætter af arkitekter, designere og andre markante personer i byggebranchen