Ilse og Charles Jobson Natural Play Park
Portræt af Helle Nebelong: Legepladser skal aktivere børns skaberkraft
Helle Nebelong er kendt for sine naturlegepladser og sansehaver, hvor hun bruger naturens egne materialer. Målsætningen for landskabsarkitekten er at skabe designs, der appellerer til alle sanser og animerer fantasien hos brugerne.
Helle Nebelong, foto af Martin Nebelong
Som barn boede Helle Nebelong to år på Færøerne, hvor hun legede i timevis på klipperne, og netop denne frie leg, hvor man bruger hele sin krop og sanseapparat, samtidig med man selv opfinder reglerne for sin leg, mener Helle Nebelong, at børn i dag har ekstra meget brug for.
- Børn har ikke behov for, at der er en masse aktiviteter – de har behov for at bruge deres fantasi og skaberkraft. Der er en type leg, hvor man drøner rundt og prøver en masse forudbestemte aktiviteter, og så er der en anden type leg, hvor man er fordybet i selv at skabe og afprøve muligheder. Og den sidste type leg giver en dyb glædesfølelse, som man tager med sig hjem. Jeg har oplevet en mor, som afbrød sin datter, mens hun var fordybet i en leg med nogle pinde og sten i jorden for at spørge, om datteren ikke hellere vil prøve den store rutsjebane, og det er jo dybt misforstået, fortæller Helle Nebelong og fortsætter:
- Børn vil i bund og grund gerne bruge deres fantasi og udfylde mulighederne – f.eks. ved at gå op ad en rutsjebane for at prøve det, fremfor at følge det prædefinerede.
Naturen som designskabelon og medspiller
Helle Nebelong er de seneste tre år blevet fulgt over en længere periode af britiske BBC til podcast-serien In the studio, hvor man sætter fokus på kreative mennesker inden for hver sit felt, og i podcasten kan man høre Helle fortælle om sin arbejdsmetode som én af verdens førende legepladsdesignere. Men vejen hertil har ikke været ligetil, og hun fortæller om udviklingen fra sin tid på Arkitektskolen i Aarhus frem til i dag.
- Under studiet lavede jeg en sansehave på en specialskole for multihandicappede børn i Viborg, som kom til at udstikke en retning for hele min karriere. Og her mødte jeg en del modstand på skolen, hvor man ikke kunne se værdien i det fokus, og jeg mødte holdningen, at det er spild af tid og ikke har noget med arkitektur at gøre. Men så er det godt, at jeg stædig, og her må man sige tingene har ændret sig: De ting, jeg kæmpede så hårdt for dengang, de er nærmest selvindlysende i dag, fortæller Helle Nebelong og fortsætter:
- Jeg er færdiguddannet i 1989, og i dag fylder det grønne mere i både samfund og byggebranche, hvor flere og flere kan se værdien i at kunne fornemme naturen og årstidernes skiften rundt om sig. Udearealer og landskab er også en måde at tilføre arkitekturen organiske former og bløde det firkantede indtryk fra en bygning op. På byggeprojekter har landskabsarkitekturen alt for længe været en niche, hvor man først kom på til sidst i byggeprocessen, hvor der ofte har været færre penge til landskab end først tænkt.
Helle Nebelong fortæller, at hun i dag får henvendelser direkte fra private fonde om store projekter, hvor kvalitet er sat højere end økonomi, og projektet således er sikret på forhånd. Her kan nævnes sansehaven i Christians Have Plejecenter i Solrød og Sct. Hans Naturhave i Roskilde, der er finansierede af Annie og Johs. Detlefs’ Fonde OJD og Ilse and Charles Jobson Natural Play Park i USA, der er finansieret af The Jobson Family Foundation.
Ilse og Charles Jobson Natural Play Park. Foto af Bienenstock Natural Playgrounds
Målet er naturlig stimulering af alle fem sanser
Fra 1994-2006 var Helle Nebelong ansat i Københavns Kommune, hvor hun bl.a. lavede Sansehaven i Fælledparken, hvilket sammen med Naturlegepladsen i Valbyparken har været meget betydningsfulde projekter for hendes udvikling.
- Jeg var meget heldig med at have gode chefer, som stolede på mine kompetencer og tillod mig at tegne løs. Det var god læring, og begge projekter er jeg virkelig stolte af i dag, fortæller Helle Nebelong.
På sansehave-projekter som Christians Have Plejecenter i Solrød og Ringsted Krisecenter tager Helle Nebelong udgangspunkt i brugernes særlige behov, hvilket kan variere, alt efter om det skal bruges af børn, ældre og psykisk eller fysisk handicappede. Men på alle projekter tages der udgangspunkt i de fem sanser – hvor man ikke er til stede passivt, men bliver stimuleret på så mange niveauer som muligt f.eks. ved blomsterdufte, vandrislen og specielle træ- og stenoverflader. På Christians Have er der således lagt balancesten, som kan bruges af alle aldersgrupper på forskellige måder, ligesom der er et væld af blomster, som man kan tage med indenfor og herved bruge naturen aktivt.
- Mine kunder har typisk været specialinstitutioner med enkeltpersoner ansat, som tog initiativ til at gøre noget godt for deres brugere og greb fat i mig. Det er skønt at arbejde sammen med den slags ildsjæle, selvom rigtig mange af projekterne kan ende med ikke at blive til noget, men her har jeg været god til at bruge mine ideer på andre projekter i en anden form, siger Helle Nebelong.
Et kulturforandringsprojekt i Illinois
Helle Nebelong største projekt er den 65.000 m2 store nye natur legepark Ilse and Charles Jobson Natural Play Park i Illinois, USA, som blev indviet i oktober. Her blev hun kontaktet af Charlie Jobson, The Jobson Family Foundation, for fire år siden, og hun greb selv fat i kollegaen Adam Bienenstock fra Bienenstock Natural Playgrounds, som er førende i Canada og USA, og selvom firmaet normalt ikke laver andres projekter, så ville de med glæde gøre en undtagelse her:
Ilse og Charles Jobson Natural Play Park. Foto af Melissa Ellin, WGLT
- Når man skal arbejde i en anden del af verden, så er det en enorm fordel at have en kapacitet som Adam Bienenstock i forhold til at udvælge planter og rådføre sig med omkring kulturforskelle og regler om legepladssikkerhed. Amerikanerne kan være temmelig hysteriske omkring børn og sikkerhed, og skolebestyrelsen ville f.eks. ikke have vand på legepladsen, men jeg håber, det kan komme i spil på et senere tidspunkt. Det er i hvert fald blevet et kulturforandringsprojekt, som har åbnet folks øjne for, at natur og leg kan kombineres på en række måder, fortæller Helle Nebelong og fortsætter:
- Børn skal selv være medskabere i deres lege, og derfor har jeg på Ilse and Charles Jobson Natural Play Park bevidst kun designet tingene til et vist punkt, så man selv kan fylde resten ud med deres sin fantasi. Derfor er der f.eks. lodrette Mikado-stænger hulter til bulter, som kan forvirre en voksen hjerne, men hvor børnene allerede er i gang med at fylde det ud i deres lege og har døbt området ”porten til en anden dimension”.
På den store naturlegeplads i Illinois lavede børnene hver deres fisketegning, hvor de skulle forestille sig hvordan, de selv ville se ud som fisk. De tegninger blev af kunstneren Robin Brailsford omsat til farverige mosaikker, hvor hvert enkelt barn kunne finde sig selv som fisk. På den måde får børnene ejerskab over legepladsen, og den er faktisk allerede siden indvielsen i oktober blevet et udflugtsmål for de lokale.
Arbejder udelukkende med naturmaterialer
En rød tråd i Helle Nebelongs projekter har helt fra starten været at bruge mange genbrugsmaterialer, såsom sandsten fra facaden på Kronborg Slot, granitpullerter og fortovsklinker fra Helsingør til legepladsen på Kronborg, og i Sansehaven i Fælledparken har hun anvendt granitblokke fra Fredensbro samt klinker fra Rådhuspladsen og skulpturer, som havde været udsat for hærværk i Nørrebroparken, hvor de tidligere stod. Helle Nebelong slutter af:
- Ud over det åbenlyst tilfredsstillende ved at genanvende, så er det for mig vigtigt at bruge materialer, der forandrer sig over tid og patinerer flot. Jeg bliver trist, når jeg ser alle de legepladser med pangfarvet gummi uden nogen form for beplantning. De farvesprudlende modulbyggede legepladser giver ikke børn det, de virkelig har brug for. På en legeplads vil jeg gerne give oplevelsen af at være ude i naturen, og her findes de store ensfarvede flader ikke – bortset fra de allesteds dominerende grønne farver. Naturens egne ”pangfarver” er typisk små farvestrålende klatter i form af blomster og bær – og man får altid en ny og anderledes oplevelse, når bare man bruger sine sanser.