Naturlegepladsen i Valbyparken genåbning 2023
Naturlegeplads: Når der bare er natur
I landskabsarkitekten Helle Nebelongs streg former legepladser sig med naturen som børn selv kan fylde ud med leg. Som i den elskede Naturlegepladsen, der er nyrenoveret for at kunne holde mange år frem.
I 2022 bevilgede Københavns Kommune cirka 8½ mio. kr. til en opgradering af Naturlegepladsen i Valbyparken. Legepladsen er den mest besøgte af Københavns legepladser og den legeplads i byen, hvor folk opholder sig længst tid i følge Kommunens Bylivsregnskab 2013. Efter godt 20 år med et stadigt større besøgstal var den slidt ned og måtte lukkes i et år, mens en gennemgribende renovering stod på. Legepladsen genåbnede i september 2023.
- Den første udgave af Naturlegepladsen tegnede jeg som ansat i Københavns Kommune tilbage i 2000-2001, fortæller landskabsarkitekt Helle Nebelong:
- Jeg har været selvstændig siden 2006 og blev glad, da kommunen kontaktede mig i 2022 og bad mig tegne renoveringsforslag med respekt for mit oprindelige design, men med endnu større fokus på holdbare materialer og universal design.
Legelandskab der styrker koncentrationen
En indledningsvis brugerundersøgelse viste, at mange ønskede, at der ikke skulle laves noget om. Brugerne bidrog dog med nye idéer, som er indarbejdet i den nye udgave af Naturlegepladsen.
- Legepladsen har bevaret sin velkendte struktur med den gamle, skovagtige beplantning, bakkerne og de organisk formede “floder” af sand, grus og perlesten omkring grønne “øer”, slyngede stier og den godt 4 meter høje, spiralformede sneglehøj, hvor alle kan komme op og føle sig ”på toppen” og få overblik og udsyn. Naturlegepladsens mange elementer holdes ”samlet” af den 210 meter, lange cirkulære bro, som svæver ½ meter over jorden, fortæller Helle Nebelong:
- Et af Naturlegepladsens kendetegn er, at den er formet som et stort, asymmetrisk legelandskab med bakker og dale og sten og stammer. I modsætning til en standardiseret legeplads med præfabrikerede legeredskaber på plane, pangfarvede gummibelægning, så udfordrer det asymmetriske landskab i højere grad børn motorisk og tvinger dem til hele tiden at vurdere, hvor højt de skal løfte benet, og hvor langt de skal strække det for at komme fra f.eks. den ene store kampesten til den anden uden at falde og slå sig. Det er en rigtig god træning, som styrker koncentrationsevnen og fornemmelsen af ens krops formåen.
Ikke en anlægsgartner standardopgave
Tilbudschef Bo Skjoldager Andersen fra Anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard AS, som har stået for udførelsen, fortæller om udfordringerne ved at være entreprenør på opgaven:
- Det har været en lang og spændende opgave at være med til at renovere den ikoniske legeplads. Rent fagligt er der ikke meget, der var standard på de mange m2. Kantsten skulle på højkant, palisademur af hele egestammer og ølandsbrud og kampesten, der skal ligne en skildpadde! Udfordringen og belønningen er lige stor, for vi synes selv at det er lykkedes med et fagligt fundament at lege os til en utraditionel, men solid udførelse af elementerne.
I den nyrenoverede udgave er der indarbejdet bedre tilgængelighed for flere - først og fremmest i form af træramper og flere faste grusstier. Mange tidligere trækanter er udskiftet med store granit kampesten, og Mikadobakken er forstærket med trin belagt med genbrugsklinker fra bl.a. Harris og granitkantsten fra Københavns Kommunes materialpladser.
Legepladsens fem tårne er renoveret tro mod det oprindelige design, som tilbage i 1999 blev kreeret af studerende fra designuddannelsen på Det Kgl Akademi. Tårnene er genplaceret som punkter på broen og præcis der, hvor de hele tiden har stået, men nu med mere langtidsholdbare materialer.
Naturen giver fantasien frie tøjler
For et par år siden besøgte landskabsarkitekten Naturlegepladsen sammen med en journalist, som ville skrive om den gode legeplads.
- Vi sad på en bænk under et træ, og i træet klatrede 4-5 store børn rundt. Journalisten råbte op til dem: Hvad sjov er der ved at lege på en naturlegeplads? Den ene af pigerne svarede straks: Man kan lege alt muligt, når der ikke er noget – når der bare er natur! Fortæller Helle Nebelong:
- Pigens svar siger noget om det daglige pres, vores børn og unge er udsat for. De længes efter fred og ro og ”ingenting”, og det ønske opfylder naturen. Hendes udtalelse bekræfter mig også i, at jeg har valgt den rigtige designlinje med fokus på natur, bearbejdede landskabsformer og genbrug af naturlige materialer. Jeg former legepladsen i en grad, som gør det muligt for børn at bruge deres egen fantasi og forestillingsevne, så de selv kan give liv og farve til legen og få stimuleret deres skabertrang. Alting er ikke givet – og begrænsende for udfoldelsesmulighederne – på forhånd.
Naturlegepladsen er omtalt som én af de bedst designede legepladser for børn i verden i en engelsk Encyclopedia of Play in Today’s Society fra 2009.
FAKTA OM NATURLEGEPLADSEN I VALBYPARKEN
Bygherre: Københavns Kommune
Design: Landskabsarkitekt Helle Nebelong
Entreprenør: Anlægsgartnerfirmaet Kirkegaard A/S
Renoveringen har kostet ca. 8½ mio. kr.
Areal: 25.000 m2
Adresse: Hammelstrupvej 41, 2450 København SV
Valbyparken var oprindeligt en lavtliggende strandeng, som fra ca. 1913-1942 blev brugt til losseplads for københavnernes husholdningsaffald. I alt blev der fyldt ca. 4 meter affald ovenpå den gamle strandeng.
Naturlegepladsen er én af Københavns Kommunes 27 bemandede legepladser.