
Materialepladsen gør noget ekstra for erhvervskunder
Erhvervskunderne fylder i stigende grad hos Materialepladsen, og derfor har man valgt at udvide med flere større læssemaskiner, der kan betjenes af erhvervskunderne.

Materialepladsen Roskilde og Ringsted har allerede fået læssemaskiner, og planen er nu, at Næstved også skal med i den klub.
– Vores tre største erhvervspladser skal have de store læssemaskiner forbeholdt erhverv. Jo hurtigere de kan betjene sig selv, jo hurtige går det hele. Det betyder noget for de travle erhvervskunder, og de fylder mere og mere hos os, hvorfor vi også gerne vil gøre noget eksklusivt for dem, fortæller Allan Johansen.
Materialepladsen har oplevet en kraftig vækst i andelen af erhvervskunder. Ifølge direktøren er det vokset igen i år, og der er flere bæredygtige elementer, der ligger til grund for den succes.
– Man kan købe præcis den mængde, man skal bruge, og dermed minimere spild. Det betyder måske ikke så meget for Fru Hansen, at hun har købt et par liter plantemuld for meget, men for en anlægsgartner er vi ovre i nogle helt andre målestokke, og så betyder spild ikke bare noget på bæredygtighedskontoen – men også på regnskabet i den enkelte virksomhed.

Her ligger Materialepladsen
Materialepladsen er en døgnåben plads, der sælger hus- og havematerialer til private og erhverv, beliggende i Helsinge, Roskilde, Ringsted, Næstved, og Vordingborg. Materialepladsen A/S har eksisteret siden 2014 og leverer i dag materialer på dag-til-dag basis til hele Sjælland samt omkringliggende brofaste øer med undtagelse af Fyn.