
Nyt partnerskab vil gentænke 100 års hospitalsarkitektur
Et fælles udviklingsselskab skal omdanne det nuværende Odense Universitetshospital (OUH) til et grønt og levende bykvarter med fokus på transformation, bevaring og genbrug.
Når det nuværende Odense Universitetshospital (OUH) fraflyttes, står ét af Danmarks største byudviklingsprojekter klar til at tage form. Med 274.000 m² bebyggelse midt i Odense og bygninger opført over mere end et århundrede, rummer området en unik mulighed for at gentænke transformationens rolle i dansk byudvikling.
Bag projektet står Freja Ejendomme, Realdania By & Byg og Odense Kommune, som netop har underskrevet en samarbejdsaftale om etablering af et fælles arealudviklingsselskab. Ambitionen er at skabe et nyt, grønt brokvarter med boliger, erhverv, kultur og detail – og med stor vægt på genbrug, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet.
- Vi ser det som et laboratorium for, hvordan man kan arbejde med funktionstømte institutionsbyggerier og samtidig skabe nye bymæssige kvaliteter, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg i en pressemeddelelse.
Transformation med afsæt i eksisterende kvaliteter
Udviklingen af området kommer til at ske over en årrække på 15-20 år og med et stærkt fokus på ressourceoptimering. Hovedparten af de eksisterende bygninger og byrum forventes bevaret, transformeret og genanvendt.
Bygningsmassen spænder fra Gunnar Laages oprindelige rødstensbygninger fra 1912 til modernistisk højhusarkitektur fra 1960’erne og nyere sygehusbyggeri fra 2014. Det giver både arkitektoniske og konstruktionsmæssige forskelligheder, som stiller krav til tværfaglig tænkning i både bevaring og nyanvendelse.
- Vi skaber noget nyt med respekt for de historiske bygninger og for miljøet. Det var et gennemgående ønske fra de over 3.000 borgere og interessenter, som deltog i borgerinddragelsen, udtaler Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.
Fælles selskab skal sikre sammenhængskraft og fremdrift
Når godkendelserne fra Ankestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er på plads, stiftes det fælles udviklingsselskab. Det bliver med en ejerstruktur, hvor Freja Ejendomme får 57 %, Realdania By & Byg 25 % og Odense Kommune 18 %. Formålet er at samle kompetencer og koordinere udviklingen under én organisatorisk ramme.
Selskabet får ansvar for den overordnede planlægning, for salget af byggeretter og for at tiltrække investorer og samarbejdspartnere. Allerede nu forberedes de første arkitektkonkurrencer og processer for borgerinddragelse.
- Med aftalen forener vi lokal forankring med nationale ambitioner om kvalitet og bæredygtighed. Kvarteret skal rumme alt fra familieboliger til kulturliv og urbane erhverv, siger Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme.

En ny bydel med fokus på erhverv, grønne rum og blandede boligformer
Det nye brokvarter skal integreres i den omkringliggende by og samtidig fungere som katalysator for vækst og erhverv. En erhvervsstrategi er på vej og skal sikre, at området tiltrækker videnstunge virksomheder, iværksættere og kreative erhverv – i tæt samspil med Odense Kommunes erhvervs- og vækstpolitik.
- Det er afgørende, at vi skaber et levende kvarter med arbejdspladser, grønne rum og servicefunktioner. Odense skal være attraktiv både at bo og drive virksomhed i, siger Søren Windell, by- og kulturrådmand i Odense Kommune.
Et område med arkitektonisk og bygningshistorisk dybde
OUH’s eksisterende bebyggelse repræsenterer 100 års udvikling i dansk hospitalsarkitektur – fra klassicistisk murværk til betonmodernisme. Højhuset fra 1967, tegnet af Kay Boeck-Hansen og Jørgen Stærmose, udgør med sine 16 etager et markant pejlemærke i Odenses skyline og forventes – som mange andre bygninger – at indgå i kvarterets kommende identitet.
- Områdets arkitektoniske spændvidde giver en enestående mulighed for at eksperimentere med transformation i praksis. Det kan blive en reference for hele landet, slutter Peter Cederfeld.
Fakta om området
- Areal: 274.000 m² – svarer til 35 fodboldbaner
- Bebyggelse: ca. 200.000 etagemeter + 38.000 m² kældre og underjordiske forbindelser
- Ældste bygning: 1912, tegnet af Gunnar Laage
- Nyeste bygning: 2014
- Højeste bygning: Højhus på 16 etager fra 1967 af Kay Boeck-Hansen og Jørgen Stærmose
- Arkitektonisk spændvidde: Bygninger fra 1912 til 2014 repræsenterer 100 års bygningshistorie