Alison Brooks: Transformation som arkitektonisk og kulturel læsning

Alison Brooks. Foto: Ben Blossom

– Jeg ser mig ofte som en undersøgende journalist, når jeg besøger en bygning eller et sted, siger Alison Brooks. For den RIBA-prisvindende arkitekt handler transformationsprojekter om at læse strukturer, geometri og fortælling for at spore, hvad bygningen allerede rummer og udforske dens kulturelle hukommelse.

Uddannet i Ontario og herefter bosat i London, hvor hun grundlagde Alison Brooks Architects i 1996 og siden har opbygget et internationalt ry for innovative boligprojekter, kulturbygninger og masterplaner, kendetegnet ved kontekstualitet, materialebevidsthed og en insisteren på arkitektur, der sætter mennesket i centrum og skaber social forandring. Som den eneste arkitekt i Storbritannien har hun vundet alle tre af Royal Institute of British Architects’ (RIBA) prestigefyldte projektpriser.

Et af de projekter, som har været særligt for Brooks - både symbolsk og arkitektonisk - ergentænkningen af campusområdet ved Exeter College, University of Oxford - hvor hun blev den første kvinde til at tegne en ny ”Oxford Quad”. Den kønsmæssige ubalance, der historisk har præget arkitekturen, er stadig en drivkraft, kan man fornemme på hende. Hun peger på fraværet af kvindelige arkitekter i sin arkitektuddannelse, og nævner skikkelser som Julia Morgan - en af de første kvindelige arkitekter i Californien og pioner inden for in situ-støbt beton.

– Vi er dog kommet langt, og nu er feltet langt mere åbent og diverst. Da jeg begyndte på arkitektstudiet, sagde folk: Er det ikke virkelig svært? Og jo, men det er jo netop pointen.

Læs også:

Cobes vinderprojekt til Mosede Fort arbejder med massive trækonstruktioner og geometriske udskæringer, der skaber karakterfulde rum og forankrer bygningen i landskabet

Fra modernisme til nyfortolkning

Når Brooks ser tilbage, beskriver hun sig selv som ”hardcore modernist” som ung, dybt optaget af Mies, Breuer og Frank Lloyd Wright.

– Da jeg begyndte på arkitektskolen i 80’erne, var den præget af et ideologisk sammenstød mellem modernisme og postmoderne klassicisme. Men jeg følte altid, at der måtte være en måde at bringe hukommelse, historie og mening ind i det modernistiske paradigme.

Fold House. Foto: Dennis Gilbert

Efter hun flyttede til Storbritannien, hvor hun først arbejdede for arkitekten Ron Arad og siden etablerede sin tegnestue, begyndte hun at arbejde mere abstrakt med kontinuitet og ikkesynlige overgange - ofte i ét enkelt materiale. Boligtilbygninger som Fold House udført i bronzeplader og Mesh House i kobber er eksempler på denne tilgang, i dialog med klassiske engelske huse.

Følger geometrien og historien

Når Brooks taler om at undersøge bygninger og steder, handler det om at være der fysisk for at læse stedets detaljer og få oplevelser, som man ikke får ved bare at kigge i bøger eller på internettet. Transformation begynder med respekt for det eksisterende. Bygninger er ikke neutrale beholdere, men ophobninger af værdier, teknologier, strukturelle og sociale mønstre.

Det præger hendes aktuelle arbejde med transformationen af Bissell Building ved University of Toronto. En brutalistisk betonstruktur på 8.000 m² fra 1970’erne. Ambitionen er ikke at skjule dens masse, men at åbne den.

– Vi skærer et nyt atrium ind gennem bygningens indre for visuelt og socialt at forbinde etagerne. Den tidligere introverte facade bliver perforeret af nye vinduesåbninger og en glasbeklædt pavillon tilføjes som ny indgangsmarkør. Krystallinsk i sit udtryk, men geometrisk afstemt efter bygningens eksisterende trekantede og sekskantede former. Vi retter os efter geometrien.

Hvor det er muligt, vil beton som fjernes blive vurderet med henblik på genanvendelse som tilslag i ny konstruktion.

Egen erfaring som afsæt

Kernen i Brooks’ praksis er denne udvidede forståelse af kontekst.

– Ethvert projekt formes ikke kun af den fysiske kontekst, men også geografi, historie … mange ting, forklarer hun. Hver opgave starter med en designresearch, delvis undersøgelse - delvis opdagelse. Jeg ønsker at finde ting, som hverken jeg eller bygherren kendte til i forvejen.

– Da jeg kom til London, blev jeg optaget af idéer om kontinuitet og bløde overgange. Samtidig refererede jeg til historiske motiver som karnapper eller gesimser og forsøgte at oversætte dem til en nutidig form. Min mission, kan man sige, er stadig at nyfortolke elementer fra arkitekturhistorien, stedet eller historien - og udtrykke dem, så de ærer disse minder, samtidig med at de formidler nye værdier og betydninger til samtiden.

Samtidig oplever hun, at intuition i dag er undervurderet.

– Jeg synes, at der bruges al for meget tid på at referere til historiske stilarter og modernistiske ikoner. Jeg opfordrer mine studerende, og mig selv, til at kigge indad og bringe sine personlige erfaringer i spil. Det er dér, det kreative ansvar og ejerskab virkelig opstår.

Aldwych 61. Rendering: Alison Brooks Architects

Dekonstruktion frem for nedrivning

Sidste år vandt Alison Brooks Architects sammen med Feix&Merlin opgaven at transformere 61 Aldwych i London, der var blevet købt af London School of Economics. Bygningen har allerede har levet flere liv og den oprindelige stenfacade fra 1913 blev i 1990’erne udhulet og forsynet med en ny stålkonstruktion til en ombygning til kontorer. Den skal nu transformeres igen til undervisningsbrug.

– Vi fjerner en stor del af stålkonstruktionen og genbruger den til at skabe en stor cirkulær trappe, der snor sig op gennem bygningen, åbner op og skaber et vertikalt socialt rum. I vores dekonstruktion af bygningen forsøger vi at registrere og gemme så mange materialer som muligt. Hele bygningen behandles som en materialebank - også til brug i andre projekter.

Oversættelse af typologier

Et særligt projekt for Brooks er Exeter College i Oxford, hvor hun som den første kvindelige arkitekt har fortolket universitetets traditionsrige campuslukkede rektangulære form, og det har bestået i at grave ned i historien for universitetet, hvor både Tolkien og William Morris har gået gennem gangene, og tilbage til klostertraditioner.

– Kvadranglen er et fysisk udtryk for et fællesskab, da den omslutter et fælles rum. Det fik mig til at overveje, hvordan man kunne skabe rum, der får de unge studerende og undervisere til at føle sig mere forbundne - til stedet og i et fællesskab.

– Projektet spejler den historiske ”Oxford Quad”, men i en mere åben form og med et indre rum i flere niveauer, som bogstaveligt talt fungerer som en magnet i huset, hvor alle på kollegiet ofte opholder sig. Det rum er bygningens bankende hjerte.

Skrappe højdebegrænsninger førte til et grundlæggende greb.

– At arbejde med et buet tag og lade taget smelte sammen med facaderne var en måde at skabe illusionen af en mindre bygning, samtidig med at vi udvidede det indre volumen og skabte generøse, skulpturelle rum.

Taget i rustfri stålklinker i et skakbrætmønster er inspireret af blyspiret på Exeter College’s nygotiske kapel tegnet af George Gilbert Scott.

– Det er ikke ligefrem genkendeligt, bemærker Brooks. - Men her ligger en fortælling indlejret i valget af materiale og mønster. Taget spiller en vigtig rolle i den urbane oplevelse. Det er dér, himlen møder horisonten.

Homerton College. Visualisering: Filippo Bolognese Images

Homerton College: en ny velkomst

På Homerton College i Cambridge trækker Brooks’ nye indgangsbygning på arts and crafts-traditionen og renæssancevillaer.

– Den nye bygning skal signalere velkomst, da den er campus’ hoveddør og en invitation.

Den symmetriske, panoramiske form skaber orientering, mens den omgivende veranda fungerer som overgang med ly. Bygningen lyser op som en laterne og appellerer som socialt mødested. Men selvom bygningen skal virke åben, undgår Brooks absolut arkitektur i helglas.

– Glas eliminerer mulighederne for dybde, skygge, relief, materialets kunstneriske kvalitet. Jeg ønsker, at bygninger skal udtrykke tyngde, vægt og hvordan de møder jorden.

Tyngde har hun også arbejdet med i boligtårnet Cadence ved King’s Cross i London, hvor buen er anvendt som konstruktivt og urbant motiv. Inspireret af områdets victorianske jernbanearkitektur samt romersk murværk genindtræder buen i den nye arkitektur. Den former basen, introducererfacaden og understreger bygningens forankring i byen.

Arkitekturen som samtale

Når Alison Brooks ser tilbage, knytter hun beslutningen om at blive arkitekt til sin barndom i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, der var præget af kvindefrigørelsesbevægelsen og bredere kampe for social retfærdighed.

– Jeg følte meget stærkt, at jeg skulle være et selvstændigt menneske, forklarer hun: - og ønskede et erhverv, jeg kunne tage med mig overalt og ville gøre mig økonomisk uafhængig.

Arkitektur tiltrak hende også som en disciplin, der forener kunst og videnskab. Hun voksede op i et hjem, hvor kultur blev værdsat højt, og hun fremhæver sin mor som en afgørende inspiration.

– Hun opmuntrede mig altid til at lægge mærke til ting - facaden på en bondegård, måden en lade ligger på en bakke og skaber en horisont. Hun lærte mig virkelig at se og være opmærksom.

For Brooks er arkitekturen en vedvarende samtale med historien.

– Som arkitekter læser vi både arkitektur, natur- og kulturhistorie og oversætter det til et nyt sprog. Det er en af arkitekturens superkræfter.

Konkurrenceformatet er stadig vigtigt for hende for at udfordre og bringe sine tanker ud i verden, og for nylig blev hun shortlistet i selskab navne som den japanske arkitekt Kengo Kuma om ‘200-Block Banff Avenue Redevelopment’ - et nyt besøgscenter og fælleshus i nationalparken i Alberta, Canada

– Det ville være fantastisk at vinde, men i sidste ende handler det om at søge nye projekter, hvor man kan uddybe samtalen og gøre noget bedre. Det interesserer mig i at arbejde med steder, hvor projektet har stor indflydelse på livskvalitet. Derfor er uddannelses- og kulturbyggerier for mig utroligt vigtige. Mit drømmeprojekt vil nok være et bibliotek.

Læs flere af Byggeri+Arkitekturs portrætter af danske og internationale arkitekter